Skip to main content

JEC langdistancen

| Administrator | Nyheder 2007

Le famous Bobach familie

Fra JEC holdet i Frankrig er følgende modtaget:

Det var ikke o-tekniske udfordringer, der manglede i dagens konkurrence, og de danske løbere fik bestemt deres sag for. Ikke desto mindre var der på ny danske topplaceringer efter flere flotte præstationer. Ingen løbere havde helt bomfrie løb, men alle havde syntes, det var fedt, selvom det var virkelig svært!

Langdistancen ved JEC endte med 3 gange Bobach i top 3. Ida Bobach blev en fornem nr. 3 i D18, mens storebror Christian sejrede i H20 og dermed skubbede lillebror Søren ned på 3. pladsen i samme klasse. Christian fik dog sagt nogen knap så pæne ord, da han krydsede målstregen, idet han havde løbet rundt og ledt efter næstsidste post, mens han havde kunnet høre speakeren fortælle, at de ventede og ventede på ham i mål.

I D18 leverede Marie Hauerslev også en flot indsats, og var også selv en af de få tilfredse danskere. Hun kom i mål i næstbedste tid, hvilket til slut rakte til en flot 7. plads, bare 40 sekunder fra den 6. plads, der havde betydet en tur på podiet i aften ved præmieoverrækkelsen.

I H18 viste Rasmus Thrane Hansen hvordan man klemmer baller. Efter et par bom på den første del af banen, formåede han i den grad at kæmpe videre, og det rakte til en flot 6. plads.

I D20 blev Mette Hjerrild bedste dansker på en 11. plads efter et stabilt løb uden de store bom, der ellers kostede et par danskere en del tabte minutter.

Selvom dagens løb ikke gik helt som planlagt for alle, er smilene kommet frem igen her først på eftermiddagen, og humøret er højt. Løberne glæder sig til stafetten i morgen, for som der blev sagt efter målgang i dag: ”jeg kunne ikke slås ud, selvom jeg bommede, for det er så fedt”.

Resultater kommer formentlig på nedenstående link!?

I stafetten imorgen stiller Danmark med følgende hold:
Herrer:
Rasmus Thrane-Rasmus Kragh-Søren Bobach
Rasmus Folino-Andreas Olesen-Søren Sørensen
Anders Konring-Rico Hejlskov-Christian Bobach

Damer:
Signe Klinting-Ida Bobach-Maja Alm
Line Søderlund-Camilla Bergman-Zenia Hejlskov
Marie Hauerslev-Mette Hjerrild-Lærke Lundedal

http://www.cdco12.org/index.php?idC=0_2_50_53