Skip to main content

Tre verdensmestre til Spring Cup

| Administrator | Nyheder 2007

I den kommende weekend rettes orienteringsløbernes fokus for 17. gang mod Spring Cup

Spring Cup har gennem alle årene markeret sæsonpremieren for eliteløbere fra nær og fjern. Det 17. Spring Cup i rækken er ingen undtagelse. Blandt mange gode navne er der igen regerende verdensmestre til start.
Denne gang er det hos damerne på Lang og Mellem distancen Simone Niggli-Luder (igen-igen-igen) fra Schweiz, der løber for den svenske klub Ulricehamns OK, og verdensmesteren på Sprint distancen Hanny Alston fra Australien, der løber for den svenske klub Sävedalens AIK.
Hos herrerne er det verdensmesteren på Mellem distancen Holger Hott Johansen fra Norge, der løber for klubben Kristiansand OK.

Ud over de tre regerende verdensmestre er de tre seniorelitestartlister, D21E med 110 startende og H21E1 med 160 startende og H21E1 og 100 i H21E2, spækket med landsholdsløbere og tidligere VM medaljetagere.

Vore egne landsholdsløbere er også godt repræsenteret. I dameklassen finder vi Anne Konring Olesen, FIF Hillerød (løber for Spring Cup OK), Ane Linde, Signe Søes og Gry Johannsen alle OK Pan.
Anne er den af vore landsholdsløbere, der i Spring Cup sammenhæng har de bedste meritter, blev således nr. tre i 2005.
Ser man i øvrigt på, hvem der har vundet Spring Cups dameklasse de seneste seks år er Simone Niggli-Luder noteret for fire sejre og Jenny Johansson Ulricehamns OK for to. Jenny Johansson er også på startlisten i år.

Af vore egne mandlige landsholdsløbere er der en hel flok. Fra elitegruppen er det Christian Christensen, OK Pan, Tue Lassen og Mikkel Lund, Faaborg OK (Tue løber for OK Pan og Mikkel for Bækkelagets SPK), Troels Nielsen, Horsens OK og Rasmus Søes, Farum OK (løber for OK Pan-Kristianstad).
U-25 er repræsenteret ved Emil Folino Nielsen, Rasmus Djurhuus og Sigge L. Jensen alle FIF Hillerød (løber alle for Spring Cup OK) og Jeppe Borch, Silkeborg OK (løber for OK Pan)
Herreklassen har ikke været domineret af et enkelt navn som i dameklassen. Blandt de seneste seks års vindere er der ingen, der har vundet mere end en gang. Den mulighed er der i år, idet to af disse tidligere vindere er på startlisten: Jamie Stevenson, Tisvilde Hegn OK og Chris Terkelsen, Farum OK Farum OK (begge løber for Farum-Tisvilde OK).

Der er således lagt op til nogle spændende dyster mellem en række af verdens bedste orienteringsløbere.

Spring Cup er også stævnet, hvor masser af unge og ældre løbere deltager.
I år er i alt tilmeldt 1700 løbere fra i alt 24 lande fordelt på klasser fra de yngste under 10 år til de ældste over 80 år. Sverige er bedst repræsenteret, idet 40 % af deltagerne kommer fra broderlandet hin sidan. ”Kun” 21% af deltagerne er fra Danmark. På tredjepladsen kommer Norge med 17 %.

Som noget nyt afvikles Spring Cup ikke i de nordsjællandske skove omkring Hillerød. Gruppen af arrangørklubber er i år blevet udvidet, idet FIF Hillerød og OK Øst er blevet suppleret med Roskilde OK. Det betyder, at alle løb i år afvikles omkring Roskilde.

Programmet for Spring Cup 2007 ser således ud:
Fredag den 23. marts er der natløb i Boserup Skov ved Roskilde med start kl. 20.00 fra
stævnecenteret ved sportshallen ved Skt. Hans Hospital i Roskilde.
Alle baner har en vindertid på maksimalt 25 minutter.

Lørdag den 24. marts afvikles Lang i Hvalsø Skovene ved Roskilde. Første løber
starter kl. 10.00. I eliteklasserne findes startrækkefølgen ved seedning og de bedste løbere vil
starte i den sidste pulje mellem 12.30 og 13.30. Vindertiden hos herrerne forventes at blive 60 min.
og 50 min. for kvinderne.
Løbet indgår i den internationale verdensrangliste og er ligeledes første afdeling af årets Trimtex Cup.

Søndag den 25. løbes der stafet i Hvalsø Skovene. Første start er kl. 9.00 og vinderne i
dameklassen forventes at gå i mål ca. kl. 11.45. I herreklassen forventes målgang ca. 12.45. For
kvinderne er det en tremands stafet og for mændene en 4 mand stafet.
Igen i år vil der på stafetten blive anvendt tracking. De første 10 løbere, som løber i skoven på den afsluttende fjerde tur i herrestafetten og den afsluttende tredje tur i damestafetten, vil blive udstyret med en GPS enhed. Tilskuere på stævnepladsen vil kunne følge opgøret i stafetten i et telt ved opløbssiden, mens internetbrugere vil kunne følge med hjemme fra deres PC via TracTrac's hjemmeside: http://tractrac.dk/