Skip to main content

GULD-ERIK: King of MTBO

| Administrator | Nyheder 2011

Fredag afsluttedes EM i MTBO i Rusland og danskerne var tilbage på medaljeskamlen. Erik Skovgaard Knudsen vandt sin 3. individuelle guldmedalje og gjorde dermed rent bord i det russiske.

Han levede til fulde op til den russiske speakers ord fra mellemdistancen om at han er King of Mountain Bike Orientering. Damerne fik deres første EM medalje, da Rikke Kornvig vandt bronze på en langdistance med fællesstart.

Langdistancen blev afviklet i silende regn og det gjorde naturligt underlaget blødt. Alligevel mente Erik efter løbet at terrænet var hurtigt og ikke mindst var han glad for at banelæggeren havde formået et kreere en bane med fine sløjfer og samleposter som bevirkede en god spredning i det lækre MTBO terræn. Erik afviste de to unge tjekker Frantisek Bogar og Marek Pospisek med et lille minut, mens Jussi Laurila (Finland), Clement Souvray (Frankrig) og juniorrytteren Krystof Bogar (Tjekkiet) fuldendte top-6.

De russiske herrer måtte se langt efter medaljer, Anton Foliforov blev bedst som 7'er - 3,19 efter Erik, mens Ruslan Gritsan blev 8'er og Valeriy Glukhov endte som 10'er lige foran den finske verdensmester Samuli Saarela - distanceret med hele 5,44 min.

Bjarke Refslund kørte en godkendt 12. plads hjem, mens Andreas Proschowsky som har været noget hæmmet af en forstuvet fod under EM kørte ind som 34'er i det 61 mand store felt. Rasmus Søgaard udgik med maveproblemer.

Hos damerne kom Rikke Kornvig endelig på medaljeskamlen. Den danske langdistanceverdensmester fik bronze efter de to finner, Marika Hara og Ingrid Stengård. Der var hele 3,16 min. op til guldet for Rikke og 1,36 min. op til sølvet. Der var også finsk på 4. pladsen i form af Susanna Laurila. Michi Gigon (Østrig) blev 5'er og lidt overraskende tog Karolina Mickeviciute (Litauen) den sidste podieplads. Pernille Brunstedt Jacobsen endte som nr. 24, mens Nina Hoffmann allerede var rejst hjem til Danmark og således ikke kørte langdistancen.

World Cup 2011
Dagens løb satte også punktum for årets World Cup. Allerede før starten - og som tidligere skrevet - var Erik Skovgaard Knudsen sikker på at genvinde World Cup'en. Med sejren satte han en tyk streg under det. Fem sejre i de syv tællende løb vidner om et højt-højt niveau set over hele sæsonen og han er King of MTBO 2011. Ingen over og ingen ved siden af. Bjarke Refslund blev samlet nr. 19.

Hos damerne lykkedes det for Rikke Kornvig med dagens 3. plads at rykke op på netop den samlede 3. plads. Marika Hara vandt komfortabelt og med Ingrid Stengård bare tre point foran Rikke. Nina Hoffmann blev næstbedste dansker på en samlet 28. plads.

I årets stafet World Cup endte Danmark som nr. 5. Her vandt Tjekkiet foran Schweiz, Rusland og Finland som 4'er. Damernes diskvalifikation ved VM og herrernes knap så gode EM stafet blev dyre og forhindrede stafetholdene i at blande sig i toppen.

Efter et veloverstået EM med hele tre guldmedaljer, en bronzemedalje og en enkelt podieplacering (nr. 4) vender det danske landshold lørdag hjem. Der er ankomst i Kastrup lufthavn lørdag aften kl. 19.10.

http://www.o-worldcup.spb.ru/en/