Skip to main content

O-Ringens 5-dagars atter en succes

| Administrator | Nyheder 2013

Amanda Falck Weber nr. 4 ved jættearrangementet

Verdens største orienteringsløb, O-Ringens 5-dagars var i år flyttet langt mod nord og blev arrangeret i forrygende terræn i den svenske del af Lapland ikke langt syd for Polarcirklen. Centret var ved Boden, hvor skistadionet Storklinten dannede en spektakulær ramme om stævnepladsen for flere af etaperne. Trods den afsides beliggenhed var der imponerende tilslutning af den svenske elite og en lang række udenlandske stjerneløbere.

Det var de unge danske løbere, der i år viste flaget. Amanda Falck Weber, der i Sverige løber for Eksjö SOK viste, at hun har fået en masse ud af opholdet på byens o-gymnasium, da hun endte på en super flot 4. plads i D 18 E. Placeringen blev skaffet via meget fine løb på første, anden og femte etape, mens Amanda ikke selv var tilfreds med præstationerne på 3. og 4. etape. Klassen blev suverænt vundet af Sara Hagström fra Falköpings AIK.

Blandt de endnu yngre deltagere viste Morten Örnhagen Jørgensen, at det ikke kun er i Danmark, han giver konkurrenterne baghjul, da han i H 12 sikrede den så vidt vides eneste danske totalsejr ved årets stævne.

I dameelite var der verdensstjerneduel, idet Tove Alexandersson fra Store Tuna IK skabte sig et forspring på de første etaper, som hun siden brugte af således at hun på tredjesidste post blot var 22 sekunder foran den 23. dobbelte schweiziske verdensmester, Simone Niggli, der i Sverige stiller op for OK Tisaren. Men Tove fandt posten og var lykkelig for at holde stjernen bag sig.

Simones franske alter ego Thierry Gueorgiou, Kalevan Rasti, havde indtil i år aldrig vundet O-ringen, men det blev der effektivt lavet om på, da han med en imponerende suite af toppræstationer var 8:34 foran toeren, William Lind.

I 2014 arrangeres den svenske monsterbegivenhed i Skåne med Kristianstad som centrum, så mon ikke 50-års jubilæumsløbet vil trække en del danske deltagere. Også selvom terrænet vil variere fra tungt og stenet terræn nord for byen til de legendariske strandskove ved Åhus og bøgeskovsbakker i Brösarp.

http://www.oringen.se