VM 2015 er slut

Det er tid til eftertanke

Ida Bobach har netop modtaget guldmedalje og velfortjent hyldest. Løberne er trukket i festtøjet og IOF-flaget er taget ned, lagt pænt sammen og overdraget til næste års VM-arrangør, Strömstad, Sverige. Det er tid til at prøve at forstå, hvad vi har oplevet den seneste uge.

Vi, der har oplevet det danske holds præstationer i denne uge, står tilbage med en fælles oplevelse af, at vi mangler ord. VM i Italien var et fantastisk VM, som vi troede aldrig ville blive overgået, men så mange historiske præstationer ved årets VM i Skotland gør den formodning til skamme: Maja Alm historisk ved som første dansker at vinde tre danske guldmedaljer – endda i et og samme mesterskab – og det efter Maja i 2014 leverede tidernes danske VM-præstation med 4 podiepladser i 4 starter. Første VM med mere end et VM-guld til Danmark – og så FIRE! Første damestafetmedalje i 2014 i 31 år – da af sølv - og så første damestafetguld nogensinde i 2015. Første individuelle damesprint-guld, første danske VM-Lang-vinder i 21 år og første kvindelige VM-Lang vinder i 41 år! Og nåh ja: Første sprintstafetguld, men den disciplin er trods alt kun på sit andet år. For første gang nogensinde var Danmark bedste nation ved VM – med dobbelt så mange guld som Schweiz og Sverige, der erobrede to hver, mens den sidste gik til Frankrig.

Og samtlige guldmedaljer blev vundet i ren knock out stil. Emma løb fra alt og alle fra starten af sprintstafetten og Maja løb så meget fra konkurrenterne på sidste tur, at holdet kunne cruise i mål og nå at give interview før Norge erobrede andenpladsen. Maja var så langt foran konkurrenterne i sprinten, at spændingen var ganske forduftet, da hun nærmede sig mål. I stafetten stod i instruktionen, at alle løberne ville blive ført frem til skiftezonen samlet en tur ad gangen – men Emma blev ført alene til skiftet, fordi Ida var så langt foran, at de andre pænt måtte vente yderligere nogle minutter i karantænezonen. Behøver jeg at skrive, at Ida vandt i ren opvisningsstil, næsten tre minutter hurtigere end norske Mari Fasting?

Landstræner Lars Lindstrøm udtaler i hans afsluttende kommentar fra ugen: ”Vi skal turde at drømme stort – og gå efter drømmen”. Og når så selv de vildeste drømme bliver indfriet af glade og positive landsholdsstjerner, så kan man ikke undgå at blive påvirket. Lars fortæller, at han bare er så stolt af holdet. Det kan han roligt være – og samtidig være lige så stolt over det arbejde, der er udført af det team, han står i spidsen for: Lars med visionerne og det strategiske overblik, Torbjørn med de vel timede og præcise sidste meldinger til løberne ved start, Jeppe som blandt meget andet sørger for træningerne gennem ugen. For slet ikke at tale om Tutzon, der utrætteligt sørger for forplejning, god stemning og fantastiske fotos. Mentaltræner Kristoffer og fysioterapeut Gitte har været så meget af sted med holdet, at vi ind imellem glemmer at de faktisk repræsenterer vores unikke samarbejde med TEAM Danmark. Ikke mindst når man ser Gitte under stafetten komme slæbende med løbernes tre gigantiske tasker, som arrangørerne havde efterladt i den modsatte ende af den enorme stævneplads.

Før vi dykker ned i de fantastiske resultater, må vi hverken glemme de to VM-guldmedaljer til Tue og Søren i Mix-sprintstafetten, at Søren bare var 12 sekunder fra sprintguldet eller de mange flotte debutantpræstationer af næste generation af danske herreløbere, samt debuten til Cecilie og VM come back-et til Ane Linde 9 år efter seniorlandsholdsdebuten. Det er et langt og sejt træk, der er i gang og det har været fantastisk at opleve deres glæde ved præstationerne og hvordan hele holdet bakker hinanden op.

Men det er selvfølgelig tre fantastiske piger, som denne artikel skal handle om. Og et andet langt sejt træk. Landstræner Lars Lindstrøms samarbejde med Maja og Ida går ti år tilbage og Emma næsten lige så længe. Der har været skader, tvivl og skuffelser og når Maja som 27-årig og Ida som 24-årig vinder deres første VM-guldmedaljer, vidner det om, at talent ikke gør det alene. Der er ingen tvivl om, at den strukturerede træning og det professionelle setup omkring elitecenteret i Aarhus simpelthen betyder, at pigerne løber hurtigere end alle andre. Men som bekendt nytter det intet at løbe hurtigt, hvis man ikke løber den rigtige vej og her kommer pigernes mentale styrke og sammenhold ind i billedet. Da jeg talte med Ida dagen efter sprintfinalen før hun selv var kommet i aktion, strålede hun af glæde over holdkammeraternes præstationer og fortalte hvor god stemningen var i den danske lejr. Maja fortalte efter sprintsejren om hendes tanker: ”Jeg fik at vide, at guld- og sølvvinderne fra 2014, hvor jeg vandt bronze, ikke startede. Så måtte jeg virkeligt holde sammen på tankerne, for nu var der kun én, der kunne hindre mig i at vinde – mig selv!”. Emma, der ikke havde gode minder fra stafetten i 2013 i Finland, fortalte efter stafetsejren: ”Det var svært at forberede sig, fordi Ida bare hele tiden øgede forspringet. Jeg var tryg, da jeg blev sendt ud med 4 minutters føring. Jeg vidste de ikke kunne løbe fra mig, så hvis jeg virkeligt koncentrerede mig om orienteringen, så skulle det nok gå.” En fantastisk udvikling på to år, der også kan tilskrives den selvtillid, Emma har fået fra utallige træninger og konkurrencer i Sverige via det seneste års ophold i Stockholm. Idas beretning fra langdistancen: ”Jamen det var bare godt. Jeg følte ikke jeg løb helt vildt stærkt, men jeg havde bare kontrol, jeg følte bare jeg cruisede gennem terrænet. Nogle gange var det helt vildt bøvlet og jeg faldt en masse gange, men jeg var forberedt på, at der ville komme mange negative tanker – jeg løb jo i 70 – 80 minutter helt alene”.

Maja fortalte tidligt på ugen, at hendes gode form i år sikkert er et resultat af mange små ting, der er justeret. Lars Lindstrøm fremhæver også, at landsholdet til stadighed indfører nye tiltag og har fokus på at træne smart snarere end at træne meget. De nye tiltag kan være håndfaste beslutninger om at samle de bedste løbere i Aarhus, det kan være en tre ugers træningslejr i Skotland med fokus på restitution og intensiv træning i en passende blanding. En anden ting er, at det danske hold under VM boede i deres eget ”slot” langt uden for byen med egen madlavning og masser af tid til afslapning. Mange andre hold valgte at bo i Inverness’ heksekedel og trafikkaos underkastet diverse hotellers spisetidspunkter, sandsynligvis med menuer med tvivlsomt ernæringsindhold.

Efter den afsluttende præmieoverrækkelse i dag, deltog IOFs præsident, britiske Brian Porteus, i den danske medaljefejring. Han fremhævede, hvordan den smittende danske glæde på TV-billederne er gået verden rundt og har været med til at gøre fantastisk reklame for vores idræt. Han var også med et glimt i øjet lidt træt af, at vi havde været så grådige at erobre hele 4 af 9 medaljer.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der skal ske nu. Først og fremmest skal vi fejre resultaterne endnu mere. Der kommer mere information om det senere. Så skal løberne og trænerne have velfortjent ferie. I løbet af efteråret vil vi gennemføre en grundig evaluering af vores virksomhed for dels at kunne fastholde de positive elementer, der har skabt resultaterne og dels danne grundlaget for at sætte nye mål. Vores nuværende eliteplan løber til og med 2016 og vi skal derfor inden for det næste år sammen med TEAM Danmark sætte mål for den næste fireårs periode og videreudvikle os mod at nå dem. Så lad Landstræner Lars Lindstrøm få det sidste ord: ”Vi skal turde sætte høje mål – og vi skal turde at gå efter dem!”

http://www.woc2015.org