En række ændringer er foretaget i O-service gennem de seneste måneder

Keld Gade fra O-service brugergruppen har sammenfattet de væsentligste ændringer i et lille skriv, der findes via nedenstående link. Ændringerne vedrører primært:

* Sammenlægning af kalendere
* 'Find løber'
* Geografisk placering af stævner

Løbere, der stiller op i D/H21 til løb, der tæller til verdensranglisten, skal endvidere være opmærksom på at opdatere sin WRE-ID, der er ændret ved IOF's overgang til ny verdensrangliste. Dette sker under Løbere og Ret løber.

Efter en del år uden kurser i O-service i Østkredsen, afholdes nu ét af slagsen, når Keld Gade underviser i Hillerød torsdag den 24. april - se invitationen i O-service!

http://www.do-f.dk/forbund/dok/aendringer_i_O-service.pdf

7 ud af 10 videre, og Signe Søes heatvinder – men 6 lande har protesteret

Det blev en særdeles fornuftig dansk indledning på EM, idet 5 ud af 6 damer gik videre – og 2 ud af 4 herrer. Men ligeså glædeligt det var at se Signe Søes tilbage i fuld vigør med en heatsejr – og at se både Ida Bobach og Maja Alm i top 4, og at se Søren Bobach tilbage i sikker stil, ligeså nedslående var det at se Tue Lassen som nr 18, og dermed lige ude af A-finalen.

Det er en smule kaotisk i Portugal lige nu, fordi vist 6 lande (herunder Danmark) har protesteret imod fejlplacerede poster. Jeg har netop snakket med landstræner Lars Lindstrøm, der meddeler: ”Mindst én post er i herrernes A-heat står beviseligt forkert, og omkring en formeldepost har adskillige løbere haft problemer pga kortet/afmærkningen og flere steder er kortet måske ikke helt ”skarpt”. Juryen arbejder på sagen, og der skulle komme en udmelding kl 20 dansk tid – men det er meget svært at gisne om, hvilke konsekvenser der skal tages. Aneres A-heatet, skal principielt alle A-heat-løbere i finalen – men skal der så kun 17 fra hver af de andre heats?? Det vil der helt klart blive protesteret imod fra andre lande – og en mulighed er simpelthen, at alle heats hos herrer og kvinder aneres!!” Det er ifølge Lars Lindstrøm netop kaotisk og uforudsigeligt – og muligvis vil den endelige afgørelse først blive taget i morgen! En kedelig start på EM for arrangørerne – og for løberne!!

Tilbage til det glædelige: Signe Søes vandt 3.heat med ½ minut foran Tove Alexandersson. Ida Bobach blev nr 3 i 1.heat, 1 min efter Helena Jansson, og med Maja som nr 4 19 sek efter. I 2.heat kvalificerede Ita Klingenberg sig flot som nr 7 – og Ane Linde som nr 16 (med hele 4 sek til nr 18), og det var således kun Mette Hjerrrild, der i 3.heat blev nr 22, ca 2 min fra at kvalificere sig.

Hos herrerne kvalificerede Søren Bobach og Søren Schwartz Sørensen sig sikkert som hhv nr 7 og nr 9, hvorimod Tue altså manglede 10 sek i at kvalificere sig. I 3.heat blev Jakob Edsen nr 20 og var kun 15 sek fra at kvalificere sig – men vigtigst af alt efter et godt løb. Dagens skuffelse var altså Tue Lassen, der ifølge landstræneren simpelthen bare ikke havde noget at skyde med fysisk i dag.

Desværre har jeg ikke mulighed for at følge op på juryens udmelding – da påskeløbsforberedelserne kalder – men det vil der blive rådet bod på i morgen til langdistance-kvalifikationen, hvor man bestemt må håbe, at arrangørerne har mere styr på det.

Signe Søes vinder igen sit heat

Det blev endnu en god dag for Danmark, da alle 4 slap igennem Langdistance-kvalifikationen. Derudover er der rygter om, at man har taget en beslutning vedrørende Mellemdistancen, hvor der var nedlagt protest fra 6 lande mod fejlplacerede poster. Alle mænd fra alle 3 indledende heats skulle kommer A-finalen på mandag, dvs både Tue Lassen og Jakob Edsen kommer med – men for damerne fastholder man resultaterne fra de 3 heats. Imidlertid meddeler landstræner Lars Lindstrøm fra Portugal, at der ikke er taget en endelig afgørelse og at juryen stadig voterer!!

Langdistance-kvalifikationen

Man kan ikke blive andet end voldsomt imponeret af Signe Søes, der igen vandt sit indledende heat – og igen ganske klart med ca 1 min. Et særdeles overbevisende comeback, og et signal til konkurrenterne om at Signe er i topform og stærkt motiveret. Godt nok har konkurrenterne måske ikke løbet sig helt ud i kvalifikationen, men det har Signe jo sikkert heller ikke!! Som forventet ser de værste konkurrenter ud til at komme fra Sverige og Schweiz, men Annika Billstam, Sverige, er slet ikke til EM og Helena Jansson løber ikke langdistancen. Men Lena Eliasson og Tove Alexandersson ser stærke ud, ligesom Judith Wyder, Schweiz og så er der også lige en ”ny” russer, Svetlana Mironova, som vandt 3.heat i dagens hurtigste tid. Det bliver spændende på tirsdag!!

Ane Linde imponerer også i sit comeback, da hun igen kvalificerede sig til en A-finale – og ganske sikkert som nr 11 i sit heat. Ane kommer ikke/næppe til at løbe med om topplaceringerne, men en placering som nr 20-25 er absolut indenfor rækkevidde.

Hos herrerne kvalificerede både Rasmus Djurhuus og Rune Olsen sig til A-finalen, men hvor Rune kvalificerede sig rimeligt sikkert som nr 13, sikrede Rasmus Djurhuus sig først ved en god finish den vigtige 17.plads og trods alt med en margin på 1 minut.

Hos herrerne kvalificerede alle favoritterne sig, men man kan dog bemærke at der røg en schweizer, en nordmand og en russer – og så gentog Gernot Kerschbaumer, Østrig, sin heatsejr fra Mellem, og i begge løb har han ligget foran Olav Lundanes, Norge, der nok er en af de helt store favoritter. Det er Daniel Hubmann, Schweiz, også med en sikker top-kvalifikation – og bemærkelsesværdigt er det også, at ”supersprinteren” Matthias Kyburz, Schweiz stillede op på langdistancen og blev en sikker nr 3.

Jeg har en aftale med Lars Lindstrøm om at han meddeler mig juryens afgørelse når den er der – og den vil bl.a. være afgørende for om Tue Lassen ”ekstraordinært” skal stille op i sprintkvalifikationen lørdag, hvor han i hvert fald er eftertilmeldt på Rasmus Thrane Hansens ledige plads.

Flg links kan være nyttige:
http://www.eoc2014.fpo.pt/index.php/en/ og http://www.eoc2014.fpo.pt/index.php/en/lc-eoc

Alle danskere således til A-finalen på mandag

Efter en særdeles dramatisk og lettere kaotisk proces blev der sent i går aftes truffet en endelig afgørelse vedrørende mellemdistance-kvalifikationen. På arrangørernes hjemmeside er der en grundig redegørelse for hele processen, med små kortudsnit, der viser et par af de problematiske poster. Denne kan man selv finde (på engelsk) via flg. link: http://eoc2014.fpo.pt/index.php/en/198-organizing-committee-statement-middle-distance.

Afgørelsen fastslår, at alle kvalifikationsløbere – herrer og damer – vil blive tilbudt at løbe A-finalen på mandag, og det endelige starttidspunkt og startrækkefølgen vil blive meddelt senere. Startrækkefølgen bliver muligvis efter WRE-placering, men det vides ikke. Nogle (af de bedste) nationer har været fremme med problemet om et særdeles langt ophold i karantænezone for de sidst startende (de bedste!), da alle løbere skal være i karantænezonen før første start af de ca 125 herrer og ca 100 damer.

Dvs både Tue Lassen, Jakob Edsen og Mette Hjerrild løber Mellemdistance finale på mandag – og det er således også besluttet at Tue Lassen ikke løber sprint-kvalifikation i dag, selv om han står på startlisten.

Sprint kvalifikationen

Her kl 11 dansk tid starter Sprintkvalifikationen så, og forhåbentlig vil alting klappe for arrangørerne. De danske løbere starter således (dansk tid):

11,15 Jakob Edsen
11,37 Andreas Boesen
10,41 Søren Bobach (og sidst startende herre er 10,43)
11,05 Mette Hjerrild
12,09 Stine Bagger Hagner
12,23 Maja Alm
12,31 Emma Klingenberg (sidst startende dame 11,32)

Så kl ca 13 vil alle kvalifikationsheats være afviklet. Man kan følge dem live via flg link, men de hidtidige dage har der været en lille forsinkelse med at få dem i gang:
http://www.eoc2014.fpo.pt/index.php/en/lc-eoc

6 ud af 7 videre – og Stine Bagger Hagner med bedste resultat

Det blev en rigtigt god dag for de unge danske sprint-løbere, hvor især Stine Bagger Hagners flotte 2.plads aftvinger stor respekt, da hun fik rigtigt mange flotte ”skalpe” og var kun 13 sekunder efter det stærkeste schweiziske kort, Judith Wyder. Men når man derudover har en 3.plads, to 4.pladser, en 9. og 10.plads, må man være næsten mere end tilfreds.

Kvalifikationsløbene har været en stor succes for det unge danske hold og vist, at vi har mange løbere der kan være med helt fremme - med stensikre kvalifikationer. Det lover godt for finalerne. Eneste lille skår i glæden har været Tue Lassen, der blev reddet af "arrangørfejl" - men han skulle være over sin fysiske off-day og er helt klar på mandag. Til gengæld må man sige, at de yngste løbere næsten har præsteret over det forventede, med Stine Bagger Hagners flotte 2.plads i dag som det seneste eksempel, men både Ita Klingenberg og Jakob Edsen har været rigtigt skarpe – og så er der selvfølgelig Signe Søes’ 2 heatsejre.

Sprintkvalifikationerne

Herrerne var først på banen, og Jakob Edsen lagde ud med et rigtigt godt løb, som straks placerede ham i toppen – og selv om han sluttede som nr 10, var han kun 40 sekunder fra vinderen Martin Hubmann, Schweiz. I samme heat løb Andreas Boesen endnu bedre, da han sluttede som nr 4 kun 20 sek efter – og begge danskere ser ud til at have haft gode og stabile løb. I 3.heat var Søren Bobach med, og han startede helt forrygende, men faldt så lidt tilbage – og sluttede som nr 9, 43 sekunder efter vinderen Matthias Kyburz, Schweiz.

I 2.heat var vindertiden pudsigt nok 40 sek hurtigere end i de 2 andre heats – men alle ”favoritter” kom videre, selv om man må notere sig at både Finland, Storbrittanien og Rusland mistede flere løbere: hhv 3,2 og 5!! Og at en top 20 løber i verden, Kiril Nikolov fra Bulgarien ikke kvalificerede sig (på normal vis) for 3.dag i træk!!

De danske damer var meget overbevisende, da Stine som sagt blev nr 2, Maja Alm blev nr 3 og Emma Klingenberg nr 4. Eneste lille skår i glæden var her, at Mette Hjerrild ”kun” blev nr 21, efter at have tabt ca ½ min først på banen – og hun manglede 34 sek i at blive nr 17. Både Maja og Emma viste stort overskud ved at opnå topplaceringerne med meget stabile præstationer.

Som forventet var det ellers både schweizerne og svenskerne, der dominerede i toppen hos kvinderne – og det skal blive særdeles spændende at se, hvordan det vil gå i finalerne i morgen, hvor 1.start går kl 16,00 dansk tid.

Samtlige resultater (indtil videre uofficielle) på flg link: http://www.eoc2014.fpo.pt/index.php/en/lc-eoc

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF