FIF Hillerøds succesfulde ungdomsafdeling har nu vokset sig så stor, at klubben søger en assistenttræner med fokus rettet mod de yngre løbere i alderen 8-12 år.

Se hele stillingsopslaget på FIF's hjemmeside (ansøgning kan fortsat nås trods den overskredne dato):

http://www.fiforientering.dk/Joomla/images/nyheder/Stilling.pdf

http://www.fiforientering.dk/Joomla/images/nyheder/Stilling.pdf

Næsten 3.000 trodsede vejret og deltog begejstret i Find vej Dagen 2014. I Rude Skov gav Prins Christian og Prinsesse Isabella den fuld gas i skoven sammen med mor og far.

Det store smil var fremme i nord, syd, øst og vest, da 2.858 deltagere lørdag fandt vej til de 43 gratis arrangementer på Find vej Dagen 2014. Nordea-fonden, Dansk Orienterings-Forbund og de danske orienteringsklubber havde inviteret alle til at løbe eller gå på jagt efter poster i skove og parker over hele landet.

Søllerød Orienteringsklub havde besøg af en helt særlig familie, da D.K.H. Prinsesse Isabella, Prins Christian, Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik i sikker stil fandt 14 poster i skoven på små 20 minutter.

Koldt men godt!
Med et par minutters instruktion og et kort i hånden fandt både den kongelige familie og de øvrige deltagere på Find vej Dagen vej til de mange poster. Mange orienteringsklubber melder om dårlige vejrudsigter og koldt og vådt vejr på dagen – men samtidig også om meget entusiastiske og interesserede deltagere.

Efter Find vej Dagen er orienteringsklubberne klar med en række åbent hus-dage, hvor alle kan komme forbi, få grundig instruktion og finde vej til posterne. Læs mere på Find vej Dagens hjemmeside – se linket nedenfor. Følg også med på http://www.facebook.com/findveji

Sæt også kryds i kalenderen allerede nu: Find vej Dagen 2015 bliver afholdt lørdag den 25. april – i sol og 18 grader.

http://www.findvejdagen.dk

På to år er antallet af klubber i DOF med aktive MTBO-ryttere steget fra 20 til 51

Antallet af klubber i DOF med aktive MTBO-ryttere omfatter nu næsten 2/3 af DOF’s klubber.

Det er talt op i forbindelse med at man nu skal til at revidere MTBO-reglementet og anmoder klubberne om at melde ind, hvis de har ændringsforslag.

Og efter en aktiv træning i en vintersæson uden særlig meget sne og is er man nu klar til at mødes med verdenseliten i Danmark.

Første gang ved MTBO-campen på Bornholm den 11. – 15. april hvor ca. 250 deltagere fra 12 lande mødes til en intens forårsstart med 5 konkurrencer (heraf 2 WRE) og 4 træningsløb. I stævnet deltager 18 tidligere eller nuværende verdens- og europamestre blandt seniorerne, og adskillige tilsvarende junior-mestre. MTBO-campen med Johan Holkmann Jacobsen fra OK Øst Birkerød som initiativtager afholdes nu for 9. år i træk i Danmark.

Næste gang er når Danmark ved OK Øst Birkerød den 15. – 18. maj arrangerer World Cup i MTBO i Danmark i Nordsjælland.

Følg med på stævnernes hjemmesider: www.mtbocamp.dk og www.okoest.dk/wc2014 og på DOF’s MTBO hjemmeside http://mtb-o.do-f.dk.

Opgørelse over medlemstal indberettet til DOF og DIF

DOF netop udsendt kontingentopkrævning til alle medlemsklubber. Grundlaget for kontingentet er medlemsoplysningerne i O-service, hvor der opkræves kontingent på baggrund af antallet af aktive medlemmer over 8 år, og det er som altid tallene pr 1. april, der tæller.

Samtidig har DIF netop offentliggjort resultatet af den årlige medlemsregistrering, som opgøres som antal personer, der har været medlem i mindst 2 måneder af 2013. Resultatet kan ses på DIF's hjemmeside www.dif.dk.

Se pdf med sammenligning mellem DIF- og DOF-tal samt udviklingen i forhold til sidste år via linket nedenfor, hvor det fremgår, at medlemstallet er stort set uændret i forhold til sidste år.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/Medlemstal_2013-14.pdf

Et spændende og talentfuldt dansk EM-hold

Torsdag d.10. april indledes EM 2014 i Portugal med mellemdistance kvalifikationen – og så er der ellers konkurrencer hver eneste dag til og med den afsluttende stafet, onsdag d.16.4. Dvs et særdeles hårdt program, hvor det kun vil være ganske få løbere der stiller op i det hele – og hvor det i hvert fald vil være svært at præstere i 3 finaler+stafet på 4 dage, hvis man har ambitioner om at være med i kampen om medaljer og topplaceringer. Det har Danmark, der derfor også har valgt, at de i alt 15 løbere ”kun” deltager i 1-2 individuelle konkurrencer hver. Desværre har både Christian Bobach, Silkeborg OK, og Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, måttet melde fra på grund af skader – og det er især ærgerligt, at Rasmus ikke får lejlighed til at fortsætte de særdeles gode takter han viste sidste sæson.

Men det danske hold rummer nu adskillige løbere, der forventes at være med helt fremme, og de 15 danske løbere er en blanding af særdeles rutinerede og erfarne løbere, relativt unge ”storløbere” og en række unge løbere og talenter, der ikke har de store mesterskabserfaringer som seniorer. Det skal blive spændende at se, hvor mange podieplaceringer og evt medaljer holdet kan hjemtage; de sidste 2 EM-er har jo givet henholdsvis 2 og 1 medalje, så man har lov at håbe på en gentagelse.

Landstræner Lars Lindstrøm udtaler: "Landsholdet har igennem flere måneder glædet sig til mesterskabet. Vi er godt forberedt og spændte på at se vores niveau i forhold til de øvrige nationer"

De danske damer

Navne som Maja Alm, OK HTF, Ida Bobach, OK Pan og Emma Klingenberg, Faaborg OK er etablerede verdensklasse-løbere og bør alle mindst være med i kampen om medaljer i deres primære distancer. For Maja og Emma er det sprinten, og for Ida er det mellemdistancen – og så danner de alle 1.holdet på stafetten, hvor Danmark har været på podiet ved de sidste mange store internationale mesterskaber. Men dertil kommer et særdeles spændende comeback til Signe Søes, der tilbage i 2010 vandt EM-sølv på mellemdistancen – og hun har på den seneste landsholdssamling i netop Portugal vist så gode takter, at man bestemt må regne med hende i både mellem og lang. Signe siger selv: "efter 2 års fravær pga barsel er det fedt at være tilbage, det føles næsten som at komme hjem, og jeg er spændt på at se på hvilket niveau jeg kan præstere"

De unge U-23 løbere Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK, og Ita Klingenberg, Faaborg OK, er mest med for at lære og suge erfaringer til sig. Stine skal løbe sprint og Ita mellem – og målet for dem begge må være at blive mindst nr 17 i deres indledende heats og dermed kvalificere sig til A-finalen. Samme målsætning må gøre sig gældende for Ane Linde, OK Pan, og Mette Hjerrild, OK Pan, der begge løb rigtigt godt til Danish Spring. Ane skal løbe mellem og lang, og Mette skal løbe sprint og mellem.

Internationalt set bliver det også et spændende første mesterskab efter Simone Nigglis æra. Minna Kauppi, Finland er skadet, Anne Margrethe Hausken, Norge, er gravid og Tatiana Ryabkina, Rusland, er vist ikke med, så der er blevet bedre plads på podierne – selv om især de svenske og til dels de schweiziske damer har ført sig gevaldigt frem i årets første konkurrencer. De fleste regner med at Tove Alexandersson, Sverige, bliver Simone Nigglis arvtager, men de rutinerede svenskere Helena Jansson og Annika Billstam og de øvrige svenske damer har altid været gode når det gælder medaljer!!

De danske herrer

De sidste mange år har Tue Lassen, Faaborg OK, været et stærkt kort med stor rutine. Til EM skal han kun løbe mellem (og stafet), da det er hans primære distance – og målsætningen er klart at komme på podiet. Søren Bobach, OK Pan, var ude hele 2013, men synes at være kommet meget stærkt tilbage. Hans primære distance er sprint, men han deltager også på mellemdistancen, selv om finalen ikke ligger specielt godt i forhold til sprintfinalen. Men Søren burde være sikker i A-finalen på begge distancer, og i sprint er målsætningen klart en podieplads. Søren skal også løbe 1.tur i stafetten.

Andreas Boesen, OK Roskilde, satser også primært på sprint og burde have både fart og efterhånden rutine nok til at komme i A-finalen. Jakob Edsen, Århus 1900, er U-23 løber og 1.års senior, og hans primære distance er også sprint – men han deltager også på mellemdistancen. Jakob vil helt sikkert være skuffet, hvis han ikke kommer i A-finalen i sprint, og på en god dag vil det sikkert også lykkes på mellemdistancen.

Søren Schwartz Sørensen, Fif Hillerød OK, deltager ligesom Tue kun på mellem og burde også have rutine og tempo nok til at komme i A-finalen. Søren tankede jo en del selvtillid ved at genvinde DM-nat forrige weekend og skal i øvrigt også løbe 2.tur i stafetten.

På langdistancen stiller Rasmus Djurhuus, OK Pan, og Rune Olsen, Tisvilde Hegn OK, op – og Rune viste til Danish Spring, at han på en god dag kan holde fart med de bedste. Rasmus skuffede ikke mindst sig selv til Danish Spring, men er netop derfor opsat på at vise et godt resultat. Begge 2 burde have rutine nok til at kvalificere sig til A-finalen.

Internationalt er der comeback til Olav Lundanes, Norge, som utvivlsomt vil være med helt fremme på langdistancen, og Thierry Gueorgiou, Frankrig, vil altid være blandt topfavoritterne på mellemdistancen. Dertil kommer de altid stærke schweiziske og svenske løbere, og begge nationer har flere medaljekandidater på alle distancer, og hvor det kan være svært at forudsige hvilke af de unge svenske løbere der slår til, kan man altid regne med at Daniel Hubmann og Matthias Kyburz, begge Schweiz, vil være med helt fremme. Men på herresiden er konkurrencen uhyre hård, og adskillige af de ”østeuropæiske” lande er gået voldsomt frem de seneste år.

Programmet:

Torsdag 10. april: Mellemdistance-kvalifikation; Herrer: 5,7-5,8 km, Damer 4,7-4,8. Danmark stiller med 4 herrer og 6 damer
Fredag 11. april: Langdistance-kvalifikation; Herrer 11,1-11,2 km, Damer 8,1-8,2. Danmark stiller med 2 herrer og 2 damer
Lørdag 12. april: Sprint-kvalifikation; Herrer 3,7-3,8 km, Damer 3,0-3,1 km. Danmark stiller med 3 herrer og 4 damer.

Fælles for alle kvalifikationsløb er, at der er 3 heats, hvorfra de 17 bedste kommer i A-finalen (51 løbere)

Søndag 13. april: Sprint-finale; Herrer 3,7 km, Damer 3,0. Maja Alm har vundet bronze de sidste 2 EM-er
Mandag 14. april: Mellemdistance-finale; Herrer 7,9 km, Damer 6,4 km
Tirsdag 15.april: Langdistance-finale; Herrer 20,6 km og Damer 13,2 km
Onsdag 16.april: Stafet; Herrer 1./2.tur 7,3-7,6 km, 3.tur 8,1-8,3; Damer 1./2./3.tur 5,8 km. Danmark stiller med 2 hold, hvoraf 1.holdene er sat: Herrer: Søren B-Søren S-Tue; Damer: Ida-Emma-Maja

Der skulle blive masser af live-dækning med både online-resultater og gps-tracking, som vil blive fulgt herhjemmefra så tæt som muligt; og så er Helge Lang Pedersen til stede for at få direkte kommentarer og interviews. En spændende uge venter!!

Flg links kan hjælpe: http://www.eoc2014.fpo.pt/index.php/en/news (arrangørernes hjemmeside) og http://news.worldofo.com/2014/04/09/eoc-2014-all-you-need-to-know/ (et altid godt sted at hente informationer, links, kvalificerede kommentarer mm)

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF