På DOF’s repræsentantskabsmøde 1. marts i Brøndby blev Walther Rahbek, Aalborg OK, valgt til ny formand

Efter 6 år som formand havde Helge Søgaard valgt at træde tilbage, og den ledige formandspost bliver nu overtaget af Walther Rahbek, der blev valgt af repræsentantskabet uden modkandidat.

Walther Rahbek er 53 år og bl.a. kendt som stævneleder ved Junior-VM 2010 i Aalborg, ligesom han de seneste år har været leder af DOF’s nedsatte arbejdsgruppe for tiltrækning af internationale mesterskaber til Danmark.

De to øvrige ledige pladser i Hovedbestyrelsen blev besat af henholdsvis Jens Jørgen Hansen, Tisvilde Hegn OK som formand for Planudvalget og Casper Sørensen, OK Øst Birkerød som formand for Børne- og ungdomsudvalget.

På mødet blev det af OK Øst fremsatte forslag om ændret afgiftsstruktur endvidere vedtaget, hvilket betyder, at der fremover ikke vil blive skelnet mellem forskellige løb, idet der vil være én sats på kr. 18 for de første 200 tilmeldte deltagere og én sats på kr. 33 for de efterfølgende deltagere. Ændringen træder i kraft pr. 1. juli 2014.

Referat fra årets repræsentantskabsmøde følger senere.

Andenplads efter stærke svenskere

Ved World Cup i Tyrkiet er man i dag nået til den uofficielle mix-stafet i sprint. Disciplinen er i år på programmet ved mesterskaberne og Danmark har stolte traditioner i netop denne disciplin fra World Games or World Cup afslutningen i 2013.

Derfor var stafetten i Tyrkiet en god lejlighed til at få yderligere erfaring og Danmark stillede til start med to hold.

Emma Klingenberg testede en ny rolle som første turs løber og løb et fint løb nogle få meter bag formstærke Tove Alexandersson fra Sverige. Og var i mål 7 sekunder efter.

Så var det drengens tur og på anden tur viste Søren Bobach, at formen er ved at være tilbage efter sidste års skadesproblemer. Han var præcis de samme 7 sekunder efter svenske Jerker Lysell efter anden tur.

Rasmus Thrane Hansen holdt ligeledes stort set afstanden til Jonas Leandersson, så Maja Alm løb ud 10 sekunder efter Lena Eliasson.

Man kunne på trackingen se, hvordan Maja gjorde alt for at komme op på den hurtige bane. Men Lena lavede ingen fejl og kunne løbe i mål til sejren med en margin på 19 sekunder. Maja sikrede Danmark en fuldt godkendt andenplads, idet Maja undervejs passerede Sveriges andethold med Lina Strand på sidste tur.

Se resultater via linket nedenfor

http://www.liveresultater.no/livesider/index.php?arr=317#maal

Orienteringsteknik-kursus på alle niveauer

K.K. Terkelsen fortæller:

Søndag den 2. marts stod OK Gorm som arrangør af O-teknisk kursus for voksne løbere i Sydkredsen på de tre niveauer: V1, V2 og V3.

I alt 30 deltagere var meldt til - fordelt på de 3 forskellige niveauer. Der var deltagere fra 7 forskellige klubber, hovedsagligt fra Sydkredsen.

Dagen forløb planmæssigt og de tre instruktører: Jørgen Damgaard, Steen Holmegaard og Claus Lyngby, alle fra OK GORM, kunne slutte dagen af med at takke de positive og interesserede deltagere.

Ud fra evalueringsskemaerne, som deltagerne afleverede, tyder alt på, at de også havde en god og lærerig dag på Abrahamsens gård og i Jelling skov.

Stor tak til Claus, Steen og Jørgen.

En lidt nærmere gennemgang af de danske løbere

Den ”hurtige” nyhed – umiddelbart efter det flotte resultat – suppleres her med en nøjere gennemgang, især baseret på gps-trackingen, som er meget sjov at følge selv – hvis man er interesseret!! http://www.liveresultater.no/livesider/livesenter.php?arr=315

1.turen – vel gennemført af Emma

Banen var meget enkel, og i et stort set fladt terræn og tilsyneladende uden de helt store fælder. Der skulle løbes rigtigt stærkt, og der så især på 1.turen ud til at være meget trangt ved posterne!! Men så er det godt med en hurtig starter som Emma Klingenberg– og det var da også hende og lørdagens vinder, svenske Tove Alexandersson, der førte an det meste af vejen. Efter passage af stævnepladsen blev det mere og mere et udskilningsløb, hvor 5 hold skilte sig ud: Danmark, Rusland og så de 3 svenske hold – og til allersidst fik Tove et lille hul på 5-10 sek med Emma som 3’er 7 sek efter i tiden 14,47. Sverige 2 blev hægtet lidt af – men nr 6, Schweiz 3, var over 40 sek efter, og de 3 schweiziske hold havde i det hele taget svært ved at følge med. Schweiz 1 med de stærkeste herrer blev ovenikøbet senere diskvalificeret på 1.turen. Danmark 2 havde Stine Bagger Hagner på 1.turen – og hun måtte sande, at der blev løbet rigtigt stærkt. Stine kom i mål som nr 16, 2,10 efter – og med et hul på ½-1 min op til nærmeste hold.

2.turen – sikkert og solidt af Søren

Søren Bobach var altså med i teten, og selv om Sverige 1 med Jerker Lysell rykkede stærkt og Sverige 2 kom op, hang Søren flot på hele vejen. Ca midtvejs faldt Sverige 3 så af, og Jerker Lysell var ved at få et afgørende hul på godt 20 sek. Men så lavede han en koncentrationsfejl og de 3 forfølgere var oppe igen og indenfor 10 sek. Søren var en flot nr 3 efter Sverige 1 og Sverige 2 og løb i tiden 14,41. For Danmark 2 løb Tue Lassen, og han løb faktisk lige så hurtigt som de bedste og fik kontakt med de nærmeste, men han lavede så en endnu større ”koncentrationsfejl”, da han tilsyneladende overså post 7 umiddelbart før publikumsposten. Og mens man fulgte live-resultaterne, så man hvorledes rigtigt mange andre hold tilsyneladende også blev disket, meen … hvor flere af de andre blev godkendt, var Danmark 2 stadig disket! Det blev Schweiz 3 dog også!

b>3.turen – Rasmus hænger på

De 4 hold i teten holdt kun sammen de første 4-5 poster – og så måtte Rusland slippe, og allerede ved publikumspassagen var de mere end 15 sek efter. De 2 svenske hold kørte rigtigt hårdt på, men Rasmus Thrane Hansen slap aldrig grebet – og i mål var han kun 10 sek efter i tiden 14,15. Nr 4 var nu Schweiz 2 med Daniel Hubmann, men hele 1½ min efter. På gps-trackingen så Schweiz 1 og 3 ud til at ligge ca 40 sek efter, men de var altså ude af konkurrencen. Det var Andreas Boesen så også (uden at vide det), og han løb et rigtigt godt løb i faktisk samme tid som Daniel Hubmann 14,49, og han ville ellers have løbet Danmark 2 et par pladser op.

4.turen – Maja avancerer og sikrer 2.pladsen

Nu var de 3 hold der skulle afgøre det, med Maja Alm lidt efter fra starten. Maja holdt afstanden, men kunne ikke rigtigt nå op – og ved publikumspassagen var hun næsten 15 sek efter de 2 svenskere. Sverige 1 med Lena Eliasson var urørlig og holdt de 15 sek afstand, men Maja er kendt for at kunne øge tempoet – og da Sverige 2 lavede en mindre fejl, slog Maja til og fik overhalet Lina Strand. Maja holdt afstanden, men kunne heller ikke komme tættere på Sverige 1 – og til sidst opgave Sverige 2 at komme op, så Maja kunne løbe en sikker 2.plads hjem i tiden 14,51. Ita Klingenberg løb en sikker sidstetur i 10.bedste tid 15,49 – og vel at mærke på stort set samme tid som 2 af de schweiziske løbere

Alt i alt en stærk præstation af det danske 1.hold, der sikkert endda havde foretrukket lidt større orienteringsmæssige udfordringer. Men de fik vist, at de kan løbe ligeså hurtigt som de bedste på både herre – og damesiden, og at det ikke er uden grund, at der er store forventninger til dem til næste Mix-stafet, ved WOC i Italien.

Samlet resultat:
1 Sverige 1\t58,15
2 Danmark 1\t58,34
3 Sverige 2\t58,59

Ved forbundets repræsentantskabsmøde i weekenden i Idrættens Hus kunne en afgående formand Helge Søgaard med glæde overrække titlen som årets MTBO rytter 2013. Æren gik efter afstemning blandet medlemmerne til Camilla Søgaard, Horsens OK.

Ved overrækkelsen sagde Helge Søgaard bl.a. "Modtageren af årets MTBO rytter har med en stor og målrettet træningsindsats samt en åben og positiv tilgang lykkes med at tage det store spring fra juniorklassen og ind i senior-rækken, ikke bare nationalt, men også internationalt."

Med prisen fulgte et gavekort til Webike cykler i Århus, hvor Camilla studerer.

Blandt de afgivende stemmer blev der trukket lod om et gavekort efter eget valg. Vinder blev Christian Møller, Aalborg OK som får et gavekort til Møller Sport.

indsendt af MTBO-udvalget

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF