Påske-konkurrencesamling med finnerne

Fra Juniorlandstræner Jeppe Ruud er følgende rapport modtaget:
"Juniorlandsholdet på samling med det finske juniorlandshold

Påskesamlingen var i år henlagt til Göteborg.

Et område juniorlandsholdet ofte har været på samling i, men i år var ambitionsniveauet til indholdet øget i forhold til tidligere år.

Jeppe Ruud og Emil Thorsen havde allieret sig med det finske juniorlandshold for at få sparring på den gennemførte træning og for at få gang i vidensdeling mellem nationerne, både på løber- og trænerplan.

Det sociale aspekt var også højt prioriteret da nationerne boede sammen, og gennemførte samtlige træninger i fællesskab.

Samlingen blev indledt med en dansk/finsk speeddating og ”råbeleg”, hvorefter den mere seriøse del blev indledt med en kortdistance som dannede grundlag for en jagtstart på en lidt forlænget mellemdistance dagen efter.

Temaet for årets påskesamling var konkurrenceforberedelse og simulering af mesterskaber. Der var derfor skruet på alle knapper for at gøre konkurrencesituationerne så mesterskabsspecifikke som muligt. Startlister, prestart, startbåse og SportIdent-stativer på posterne. Derudover var der livetracking fra TracTrac på løberne på alle konkurrencer. Göteborgs o-gymnasium deltog ligeledes i jagtstarten sammen med enkelte finske seniorlandsholdsløbere.

Efterfølgende blev GPS-sporene fra de finske og danske løbere grundigt analyseret til aftenernes tekniske gennemgange.

Som afslutning på samlingen blev der løbet en langdistance i det lækre og krævende Labacka terræn på hhv. 9,2 og 7,5 km for herrer og damer.

På de 3 konkurrencer blev der ført et pointsystem så en samlet vinder kunne findes.

Herrernes top-3 blev Olli Ojanaho, Aleksi Niemi og Arto Talvinen mens damernes top-3 bestod af Miri Thrane Ødum, Niina Hulkkonen og Josefine Lind. De blev alle præmieret med effekter fra lokale IFK Göteborg.

Jeppe Ruud og Emil Thorsen var enige om at det var en meget vellykket samling, og nye aftaler om samarbejde med de finske trænere Antti Örn og Markus Lindeqvist er allerede lavet.

Der er meget vi kan lære af finnerne. Deres organisation minder på mange måder om det danske, med elitecentre der danner rammerne om den daglige træning.

De danske løbere fik oplevet et finsk juniorlandshold der træner enormt hårdt, og flere af de danske løbere benyttede muligheden for at være med på morgenjoggeturen der er fast indslag på det finske hold.

Med som hjælpetrænere på turen var Masha Semak, Søren Skaarup Larsen, Anders Bank Silkjær og Helle Holm Clausen. Maden blev lavet af Maja Bramming og Anne-Ditte Termannsen.

Ud over den faste gruppe i juniorlandsholdet, deltog som wildcards; Line Cederberg, Mathilde Kracht og Björn Cederberg alle fra Tisvilde Hegn OK, Rasmus Møller Jess, OK Roskilde og Mikkel Kaae-Nilsen, Søllerød OK."

Af Bjarne Hoffmann

Som omtalt tidligere har det danske juniorlandshold været på påskesamling i Göteborg og her fik de danske juniorlandsholdløbere endnu engang glæde af den samarbejdsaftale, der er indgået mellem LØBEREN og Dansk orienteringsforbund, idet juniortrænerne kunne uddele endnu en omgang skolegater til udøverne.

LØBEREN og forbundet har et efterhånden langvarigt samarbejde bag sig, der sikrer vores udøverne økonomisk støtte til løbesko. Skolegaterne modtages altid med stor glæde af udøverne, da det er et kærkommet bidrag til en stor udgiftspost for de flittigt trænende. Endvidere er udøverne altid sikret professionel og seriøs rådgivning i én af LØBERENS 7 butikker.

Referatet fra DOF's repræsentantskabsmøde den 7. marts 2015 er nu tilgængeligt under menupunktet "referater" - eller direkte via nedenstående link.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/hb/2015_repr-referat.pdf

DOF har ansat afløseren for Martin Hedal

Dansk Orienterings-Forbund har ansat Erling Thisted som ny udviklingskonsulent med kommunikationsområdet og synliggørelse af Find vej i Danmark som primære fokus.

31-årige Erling Thisted er bachelor i journalistik og kommer fra 7 års ansættelse i DR, hvor han vil være kendt fra såvel P3 Nyheder som DR Sporten.

Erling tiltræder stillingen, der er på halv tid, den 1. maj og vil i den første tid arbejde med bl.a. DOF’s kommende hjemmeside, udvikling af Find vej Dagen, generelt pressearbejde samt udvikling af forbundets brug af sociale medier, alt sammen i tæt samarbejde med forbundets øvrige ansatte.

Erling er selv orienteringsløber, medlem af Søllerød OK og har også siddet i speakervognen til en række store orienteringstævner herhjemme - senest DM Mellem/Midgårdsorm i efteråret.

Erling overtager stillingen som udviklingskonsulent fra Martin Hedal, der pr. 31. marts forlod DOF til fordel for en stilling i Idrættens Analyseinstitut.

Vi byder Erling velkommen og glæder os til samarbejdet!

Landsholdet på rundtur

Umiddelbart efter at have været i aktion ved Danish Spring i Nordsjælland sidste weekend i marts startede seniorlandsholdet på endnu en træningslejr – denne gang en to ugers lejr med fokus på VM i Skotland til august.

De udfordringer som VM løberne til sommer kommer til at stå overfor kræver specifik forberedelse ikke mindst i forhold til terræntype. Da kun ganske få steder i Skotland minder om præcis de terræntyper der skal konkurreres i til sommer, har landsholdet som et led i forberedelserne også valgt at søge terræner uden for Skotland. Og her er danskerne heldigt stillet, da flere terræner i Danmark faktisk minder om det, der skal konkurreres i på mellem og stafetten.

Derfor indledte landsholdet træningslejren med 3 dage på Nordsjælland og brugte områder i bl.a. Grib Skov som en del af forberedelserne. Trods den isnende vinterkulde blev der gået til stålet og flere unge løbere havde taget imod landsholdsledelsens tilbud om at deltage i træningen og fik en fin lejlighed til at træne med deres idoler.

Derefter kig turen til Lake distrikt i England hvor holdet deltog i JK som er et traditionsrigt orienteringsstævne, hvor der i år var et imponerende startfelt med en række verdensstjerne. Stævnet skulle bruges som første rigtige sparring mod verdenseliten. Stævnet bestod af en sprint en mellem- og en langdistance. Her tog Emma Klingenberg og Maja Alm hhv. 1. og 3. pladsen på sprinten. Mens Ida Bobach løb en sikker sejr hjem på mellemdistancen.

På langdistancen leverede bl.a. Thor Nørskov en fornem indsats med en næsten perfekt præstation i et meget krævende terræn.

Se resultaterne via linket nedenfor – og bemærk, hvor talstærkt fremmødet var i stort set alle klasser. Der er virkeligt gang i orienteringen i UK – hvilket tilskuerne til sommerens VM sikkert også vil komme til at mærke.

Efter løbene tog holdet til Braemar i Skotland hvor de resterende VM relevante træninger gennemføres. Holdet melder om højt humør, gode ben og fantastiske forhold med 17 grader og solskin og fede terræner. Blandt træningerne var priroiterede træninger, hvor landsholdsløberne løb med tracking udstyr. Desværre var mobildækningen ikke helt i top, så vi kan ikke vise løbernes vejvalg i de krævende terræner.

12. april vender landsholdsløberne hjemad. Der følger en periode med mere fokus på det nordiske terræn. Dels skal løberne løbe for deres respektive klubber ved Tiomila i starten af maj og dels kommer den første World Cup runde i starten af juni i Norge og Sverige i terræn, som er relevant for VM 2016 i Sverige. World Cuppen bliver samtidig af stor betydning for udtagelsen af VM-holdet, der foretages kort efter World Cup.

http://www.siresults.co.uk/2015/JK/

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF