Rekruttering via målrettet Familieorientering

Det går godt for orienteringsklubben Kildeholm OK i Egedal Kommune i Nordøstsjælland for tiden.

Formanden Eskild Rønne beretter om medlemstilgang, børnetræning, korttegning og nyt Find vej projekt i Frederikssund og ikke mindst oprykning til 5.division i Østkredsen.

Bestyrelsen i Kildeholm OK besluttede i foråret 2015 efter flere år med dalende medlemstal og ditto aktivitetsniveau, at tiden nu var inde til at få sat gang i et klubudviklingsprojekt, før det var for sent.

Med støtte fra DOFs klubudviklingsprojekt i form af en ”mentor” (Minna Seir, HSOK), har klubben i løbet af godt et års tid fået vendt udviklingen i positiv retning.

Se mere nedenfor om hvordan og hvorledes Kildeholm OK har grebet udfordringerne an.

http://buu.do-f.dk/log/subpages/Klubberifokus_KOK.pdf

Skovlukninger til DM Lang og DM Stafet 2017, kan nu ses på Stævnets hjemmeside.

http://dm2017.9net.dk/

Favoritterne holdt stand i sidste afdeling af Ungdoms Cup

I weekenden faldt afgørelsen i Ungdoms Cup, da den sidste afdeling var lørdagens KUM Individuelt i St. Dyrehave.

Dermed blev der også sat punktum for den første sæson af Cuppen, hvor der løbes i 6 klasser – H11-12, D 11-12, H13-14, D13-14, H15-16 og D 15-16.

I løbet af året har der været 13 afdelinger at hente point i, og for at være med i toppen skulle man mindst hive point hjem i 8 afdelinger, som maksimalt kunne tælle med i det samlede resultat.

I alt har 194 løbere deltaget i en eller flere af de 13 afdelinger.

Lørdagens KUM Individuel var en vigtig del af Ungdoms Cup, da der ved denne afdeling er mulighed for at hente dobbelt point. Så i teorien kunne der blive flyttet rundt på placeringerne i toppen af ranglisten.

Det blev dog ikke tilfældet, der var topplaceringer til favoritterne hele vejen rundt, så det endelige resultat af Ungdoms Cup 2016 blev følgende:

D11-12
1. Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød Orientering
2. Theresa Skouboe, Horsens OK
3. Amalie Ertmann, Allerød OK
H11-12
1. Niels Dalgaard, Kolding OK
2. Gustav L. Holmberg, FIF Hillerød Orientering
3. Jonathan Birk Nielsen, Aalborg OK
D13-14
1. Rebecca Loft Thyssen, Horsens OK
2. Siri Simonsen, FIF Hillerød Orientering
3. Nanna Lysemose Poulsen, Silkeborg OK
H13-14
1. Lukas Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød Orientering
2. Theis Munktved, Allerød OK
3. Oscar David Bromann, Allerød OK
D15-16
1. Annika Simonsen, FIF Hillerød Orientering
2. Alberte Kaae-Nielsen, Søllerød OK
3. Birka Øhlenschlæger Nielsen, Silkeborg OK
H15-16
1. Malte Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød OK
2. Mikkel Holm Nielsen, OK Pan Århus
3. Daniel B. Schmidt, Herning Orienteringsklub

Point og øvrige placeringer i klasserne kan du finde på http://do-f.dk/elite/ungdomscup.html

Ungdoms Cup støttes økonomisk af forbundet, og i 2016 var denne støtte blevet omsat til præmier. Vinderne modtog et Garmin VivoActive (smartwatch med GPS) og en landsholdstrøje i sort og hvid. Til 2. og 3. var der samme præmie nemlig en Garmin Vivofit (aktivitetsmåler).

Et kæmpe tillykke til vinderne og et "godt løbet" til alle deltagere i Ungdoms Cup 2016.

Det er allerede nu besluttet, at der også løbes Ungdoms Cup i 2017.

Af Henrik Poulsen, FIF Hillerød Orientering

Der var både benhård konkurrence og sociale aktiviteter, da ungdomsløberne mødtes til KUM i weekenden.

Af Tobias Svarer, Børn og Unge

Der var på forhånd lagt op til det helt store arrangement, da FIF Hillerød inviterede alle landets unge orienteringsløbere i alderen 11-20 år til KUM 2016 i Hillerød. Løbende havde der været opslag på begivenhedens Facebookside om den tætte konkurrence i alle klasser.

KUM var desuden også finale i den første udgave af Ungdoms Cup, så udover en masse sociale aktiviteter i løbet af weekenden, dannede KUM også rammerne for et brag af en afslutning af denne. Mange af klasserne var på forhånd tætte og i finalen var der mulighed for at høste dobbelt pointantal i forhold til de andre afdelinger. Meget kunne derfor blive afgjort på dette løb.

For en del af løberne startede KUM fredag omkring klokken 14, hvor de kunne sætte sig til rette i bussen fra Aalborg mod Hillerød. Stemningen i Nordkreds-bussen var fantastisk, at dømme ud fra de Facebook-opdateringer, der kom undervejs - og med sang og dans gik turen mod Sjælland.

For andre startede turen lidt senere i Vejle, hvor Sydkreds-bussen samlede sine første deltagere op. Også her blev der hygget til den helt store guldmedalje, og der blev også sendt et klart og klassisk budskab fra Sydløberne; ”Syd er bedst!”

Begge busser ankom til Hillerødsholmskolen fredag aften omkring klokken 20, hvor løberne blev indkvarteret klassevis. Herefter havde FIF arrangeret ”fotofun”, hvor løberne, i grupper på tværs af kredsene bl.a. skulle forme ”KUM” med deres kroppe. Det udmøntede sig i nogle meget kreative og akrobatiske stillinger. Aftenen sluttede af med en lækker aftenkaffe med hjemmebagte boller og saftevand. Det var tydeligt at mærke den gode stemning rundt om i klasselokalerne ved sengetid. Snakken gik lystigt, og der blev grinet og hygget løberne imellem.

Lørdag morgen tog spændingen over. Da lederne kom rundt for at vække de forventningsfulde løbere, var mange allerede oppe og klar til dagen. Løbsterrænet var Store Dyrehave Vest, som også tidligere har været brugt til bl.a. JWOC testløb, så udfordringer var der nok af. Deltagerne blev kørt til stævnepladsen i bus, hvor årets speakere, Jonas Munthe og Lasse Grøn - som også havde tjansen sidste år, bød alle velkommen i bedste KUM stil. De havde klædt sig ud i farverigt tøj og med festmusik, selfies og masser af godt humør satte de scenen til en konkurrence af høj kvalitet. En enkelt løber livestreamede sågar den sidste del af sin bane, så interesserede kunne følge med hjemmefra, med både lyd og billede!

Om eftermiddagen var der mulighed for forskellige aktiviteter ved FrederiksborgCentret i Hillerød. Løberne kunne komme i svømmehallen, løbe en sprintbane, eller prøve 40 minutters styrketræning med samme træner som FIF’s ungdomsløbere normalt deltager i. Hvis man var for træt efter formiddagens konkurrence, eller bare gerne ville slappe lidt af, var der også mulighed for kortspil eller en lur i Chill out zonen. Alt i alt var der muligheder for alle til at hygge sig.

Om aftenen lagde Hillerødsholmskolen lokaler til KUM-festen. Speakerne fra stævnepladsen havde skiftet det farverige løbetøj ud med gallatøj og løberne det samme. I baren var der mulighed for køb af de flotteste, farverige alkoholfrie drinks og menuen stod på en lækker treretters med alt hvad hjertet kan begære. Under middagen var der KUM 10-mila, hvor hver tur skulle udføre en udfordring. For eksempel skulle 4. turen spise en flødebolle. Desuden blev der holdt præmieoverrækkelse for både Ungdoms Cup og det samlede KUM. Østkredsen genvandt titlen med næsten tre gange så mange point som Sydkredsen, der blev nummer tre og også med en sikker føring ned til Nord på 2. pladsen.

Efter middagen bød en lokal DJ op til dans i en hal, mens at der var mulighed for boldspil i en anden. Der blev danset og festet helt indtil klokken 1, hvor de sidste af de ældste løbere gik i seng.

Søndag morgen startede allerede klokken 7, og da mange var kommet sent i seng aftenen før, tog det lidt tid at komme i gang igen. Endnu en gang var scenen dog sat for en fed konkurrence, med samme speakere som dagen før og en lækker stævneplads i Præstevang lige uden for Hillerød. Desuden var der rig mulighed for at følge løberne på 1. og sidste tur, da begge ture passerede stævnepladsen 2 gange.

Da tiden nærmede sig starten for 1. turen, der er berømt for at indeholde sjove elementer, stillede løberne sig klar. Speakerne begyndte at tælle ned fra 10 og knap nok havde de sagt 10, for løberne styrtede afsted ud i skoven. Ved første arenapassage var næsten alle løbere samlet. Ved anden passage af stævnepladsen var alle igen samlet, men havde skiftet løbetøjet ud med festtøj og havde endda medbragt et kors.

De ældste 1. turs-løbere havde simpelthen arrangeret et lille bryllup i skoven, hvor et kapitel fra det gamle testamente endda blev læst op. Den sidste lille sløjfe på 1. turen blev herefter hurtigt afviklet og omkring 5 minutter senere kom løberne væltende i mål.

Her lå et Østkreds-hold i front, men med kun et lille hul på 10 sekunder. På andenturen var Øst-løberne dog overlegne og fik slået et pænt hul ned til forfølgerne. Faktisk var de fem førende hold på stafetten fra Østkredsen efter anden tur. Et par gode præstationer fra Sydkreds-løberne betød dog, at Syds løber på sidsteturen kun havde et lille hul op til de to førende østhold.

Det hele endte med en sejr til Østkredsens hold Rævene, Sydkredsens førstehold blev nummer to, mens Østkredsen M.C. Mowgli-hold blev nummer 3 blot 12 sekunder efter Syd. Det bedste Nordkreds-hold måtte se sig henvist til en 6. plads, efter mange gode præstationer.

Der skal lyde et kæmpe tak til alle som har hjulpet til med afviklingen af stævnet, deltagende ledere, deltagende løbere og ikke mindst de to fantastiske speakere for at gøre KUM2016 til en fabelagtig weekend for alle.

http://www.fiforientering.dk/kum/

Efter 8 års fravær genindfører DOF sportschefstillingen – i en ny udformning

Dansk landsholdsorientering er i medvind i disse år med ikke mindre end 13 vundne VM-medaljer til de seneste 3 verdensmesterskaber og et opnået prædikat som Verdensklasseforbund hos Team Danmark.

Også fremadrettet er ambitionerne høje for vores landshold, og for at sikre en fortsat tæt koordinering på tværs af landsholdene og en styrkelse af talentarbejdet fra klub via talentcentre og juniorlandshold til seniorlandshold genindfører DOF nu sportschefstillingen og har ansat nuværende landstræner Lars Lindstrøm i denne. Lars stod bag de succesfulde juniorårgange i sidste halvdel af 00’erne og har siden 1. februar 2011 været seniorlandstræner i DOF. I forhold til tidligere sportschefstillinger i DOF, vil den nye sportschef således i højere grad have en sportsfaglig profil og være den sportslige og organisatoriske leder for den samlede landsholdsvirksomhed og således også i dagligdagen den faglige sparringspartner for alle trænere i organisationen.

Lars ser frem til sin nye rolle: ”Efter 12 fantastiske år i spidsen for både senior og juniorlandshold, glæder jeg mig enormt til en ny stor udfordring. Udfordringerne i de kommende år er store, og det bliver en stor opgave at samle landshold, talentudvikling og klubberne til i fællesskab at løfte især talentudviklingen til nye højder”.

Med udnævnelsen af Lars Lindstrøm som sportschef, er den nuværende assisterende landstræner og elitecentertræner, Torbjørn Gasbjerg, blevet udpeget som ny seniorlandstræner. Dermed overtager Torbjørn ansvaret for seniorlandsholdet og de løbere, han har arbejdet tæt sammen med siden han blev en del af DOF’s eliteorganisation i 2011.

Også Torbjørn ser frem mod de nye udfordringer: ”Jeg ser frem til at kunne arbejde endnu mere fokuseret og intenst med en gruppe af meget dedikerede løbere”.

Om sit skifte og samarbejdet med Torbjørn siger Lars Lindstrøm: ”Det er vemodigt at sige farvel, men stafetten kan ikke sendes videre til en bedre afløser end Torbjørn. Vi var aldrig nået så langt de sidste 6 år uden hans utrættelige indsats, og det vil mange også fremover få stor glæde af”.

Team Danmark er også positive overfor DOF´s nye sportslige organisering. Jens Meibom, konsulent i Team Danmark siger: ”DOF´s elitearbejde har nået et niveau og kompleksitet som kræver en styrkelse af den sportslige ledelse. For at DOF skal kunne bevare sin position som en af verdens bedste orienteringsnationer, kræver det en kontinuerlig strategisk udvikling af talent- og elitearbejdet og efterfølgende forankring i DOF. Det bliver sportschefens primære opgave, og den nye sportschef skal således sikre, at der er en rød tråd fra talentarbejdet i klubberne helt op til elitecenteret i Århus”.

Elitekoordinator Bjarne Hoffmann har tidligere meddelt, at han ønskede at stoppe sit engagement i forbundet med udgangen af oktober 2016. Fra Dansk Orienterings-Forbunds side vil vi benytte anledningen til at takke Bjarne for hans mangeårige flotte indsats for dansk eliteorientering. Elitekoordinatorstillingen vil ikke blive genbesat, idet hovedparten af dennes arbejdsopgaver vil blive overtaget af den ny sportschef.

Yderligere oplysninger:

Ny landstræner Torbjørn Gasbjerg, tlf. 2251 5156
Ny sportschef Lars Lindstrøm, tlf. 4196 9373
Direktør Michael Sørensen på tlf. 4196 9370

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF