Nyheder

2021 MTBOVM Mellem MortenJoergensen

Det blev til endnu et flot, dansk MTBO-juniorverdensmesterskab på tredjedagen af VM i Finland, da Morten Örnhagen Jørgensen kørte med guldet på mandagens mellemdistance. Gårsdagens vinder, Mikkel Brunstedt Nørgaard, vandt sølv – og dermed kan de to allerede pakke fem VM-medaljer ned i tasken tilsammen.

Dagens mellemdistance bød på en række korte, tekniske stræk i begyndelsen af de 15,6 kilometer, mens der kom flere langstræk senere på banen, hvor rytterne fik mulighed for at træde igennem.

De to danskere lå længe med næsten ens radiotider og konkurrerede med den senere bronzevinder, polakken Bartosz Niebielski. Men han tabte tid ved post 11, og derefter var det nærmest kun et spørgsmål om, hvilken af de to danskere, der skulle køre med guldet.

Her så det ud til, at Morten Örnhagen havde lidt mere at træde med på de sidste seks poster, der var mere fysisk betonede med nærmest udelukkende lange stræk.

- Det var et godt løb. Jeg startede ikke så hurtigt ud, men havde det under kontrol, så det var fedt, sagde Morten Örnhagen Jørgensen på det efterfølgende pressemøde, hvor han også gav intervieweren ret i, at han havde gode ben til at skrue farten op på de sidste stræk.

- Jeg tabte 15 sekunder ved post 1, men ellers lavede jeg ikke nogen fejl. Det var virkelig svært i begyndelsen, men så blev det lettere til sidst. Her var de lange stræk til gengæld hårde, fortalte Mikkel Brunstedt.

Noah Tristan Hoffmann var også godt kørende med kurs mod top 10, men missede en post undervejs.

Hos juniordamerne kørte Gertrud Riis Madsen et virkelig stærkt løb og kom i mål med hurtigste tid. Hun sluttede på en sjetteplads – mindre end et minut efter bronzemedaljen. En rigtig flot præstation af Gertrud, der er årgang 2004 og derfor stadig ungdomsrytter i MTBO-sammenhæng.

Annika Henriksen havde også et godt løb og blev nummer 12. Igen kørte finnen Kaarina Nurminen med guldet.

2021 MTBOVM VenterpaaGertrudAnnika og Gertrud venter spændt på deres endelig placering.

Stærk afslutning af Camilla Søgaard
I D21 sluttede Camilla Søgaard lige uden for medaljerne for anden dag i træk. Camilla tabte tid i begyndelsen, men kan glæde sig over en stærk afslutning, så hun i mål var lidt mere end et minut fra bronzemedaljen. Nikoline Splittorff havde også godt med fart i benene i dag, men kørte desværre forbi post 13 uden at klippe den i forbindelse med kortvendet.

Cæcilie Christoffersen var bare 10 sekunder fra en plads i top 10, men slutter på 12. pladsen.

Russeren Svetlana Foliforova, der stiller op under neutralt flag, var hurtigt på dagens mellemdistancen – hun blev også verdensmester i lørdags.

Hos seniorherrerne kørte Oliver Friis sig igen i top 20. I dag blev det til en 19. plads efter en disciplineret indsats – lidt mere end 5 minutter efter dagens finske vinder, Samuel Pokala. Thomas Steinthal lavede en række små fejl og endte med et fejlklip.

I morgen får MTBO-feltet en tiltrængt hviledag inden VM-programmet fortsætter onsdag med langdistancen.

Find resultater, baner, GPS-tracking og se eller gense den flotte tv-produktion på IOF’s liveside: 

Foto: Nina Hoffmann

2021 FIFSommerlang OscarDBJ

Søndag formiddag havde junior- og ungdomsløberne endnu en chance for at vise sig frem, da tredjedagen af FIF’s Sommerweekendløb bød på en langdistance i Grib Skov.

De tre løb er alle en del af udtagelsen til Junior-VM i Tyrkiet og Ungdoms-EM i Litauen, der begge løbes efter sommerferien. Udtagelsen sker i ugen efter Danish Spring, der løbes i weekenden hvor juli bliver til august.

Og det var Allerød OK’s Oscar David Broman Jensen (billedet, foto af Helge Lang Pedersen), der var hurtigst på søndagens 12,3 kilometer hos juniorherrerne – halvandet minut efter ham fulgte Mathias Buchgreitz, Søllerød OK, mens fredagens vinder på sprinten, Linus Agervig Kristiansson (OK Snab) blev treer.
Gårsdagens mellemdistancevinder, Jeppe Edvardsen fra OK Snab blev nummer seks i dag, foran ham lå Jonas Damm Als, OK Pan Aarhus og Theis Munktved, Allerød OK.

I juniordameklassen blev det igen et opgør mellem Hedvig Gydesen, Melfar OK og Malin Agervig Kristiansson, OK Snab. Sidstnævnte lagde hurtigst ud og førte på den første halvdel af banen, men til sidst endte sejren hos Hedvig med en margin på lidt over et minut.

Efter dem var der et hul på over tre minutter til de følgende pladser. Amalie Ertmann fra Allerød OK blev treer, Alberte Kaae Nielsen (Søllerød OK) nummer fire. Xenia Bregensøe fra Tisvilde Hegn OK løb med femtepladsen, mens Søllerød OK’s Mathilde Smedegaard Madsen blev sekser, med små seks minutter op til Hedvig.

I H16 var Niels Dalgaard, Kolding OK tilbage på førstepladsen efter et løb, som han førte fra start til slut. Ligesom resten af weekenden var Casper Staehelin Blakskjær, OK Pan Aarhus godt løbende og blev toer, mens Mads Christian Maarup, Allerød OK endte som nummer tre.

I D16 var fredagens vinder på sprinten, Laura Kaldahl Hornbæk (OK Pan) skarpest og vandt foran Sigrid Øhlenschlæger Nielsen, Silkebog OK. Sigrid førte først på banen, men mod slutningen overtog Laura Hornbæk og vandt med et godt minut. Allerød OK’s Frida Kärner Grooss, der vandt lørdag, blev nummer tre – fire minutter fra sejren.

Løberne fortalte generelt om en hård dag i skoven, men de var glade for både kort og baner.

Se mere på stævnets hjemmeside her - og find kort og vejvalg i O-Track.

 

Tema post

Den seneste politiske genåbningsaftale giver nu klubberne mulighed for igen at etablere en egentlig stævneplads, idet det generelle forsamlingsloft er hævet til 500 personer, hvilket fremgår af justitsministeriets pressemeddelelse af 10. juni.

Af pressemeddelelsen fremgår det endvidere om større forsamlinger og arrangementer (bilag 3, ordning 5 og 6, fodnote 6), at der kun kræves coronapas og sundhedsplan ved stævner og events med mere end 500 deltagere.

Sædvanligvis udsender Kulturministeriet et sæt retningslinjer, der fortolker den politiske aftale. Det er endnu ikke sket, hvorfor SRU ikke har haft mulighed for et service-eftersyn af DOF’s retningslinjer. Det vil ske så snart som muligt.

Justitsministeriets retningslinjer findes her

DOF's nuværende retningslinjer for afvikling af stævner findes her.

2021 MTBOVM Mikkel Morten

De danske juniorherrer er bestemt ikke taget til VM i Finland for at ligge på hjul af konkurrenterne.

Efter gårsdagens flotte juniorverdensmesterskab i massestartsdisciplinen til Morten Örnhagen Jørgensen, var det i dag Mikkel Brunstedt Nørgaards tur til at træde øverst op på skamlen efter søndagens sprint.

Morten Örnhagen Jørgensen var dog ikke mere end 11 sekunder langsommere og fik sølv på dagens sprint i Seinäjoki, der testede rytternes tekniske evner med et udfordrende stinet i bynær skov.

- Det var nødvendigt at være meget fokuseret i dag, men det gik rigtig godt. Jeg var fokuseret på at køre hurtigt og uden fejl, fortalte Mikkel Brunstedt Nørgaard på pressemødet bagefter, hvor han med et smil erkendte, at han havde været stærk på banens afslutning.

Og hvor Mikkel Brunstedt Nørgaard kørte en disciplineret sprint uden nævneværdige fejl, lagde dagens sølvvinder ud med at tabe tid, men kørte sig flot op gennem top 10 på sidste halvdel af banen.

Feltets tredje dansker, Noah Tristan Hoffmann, blev nummer 14 – lidt mere end to minutter efter vindertiden.

Hos juniordamerne sluttede Annika Henriksen og Gertrud Riis Madsen på samme tid og på en delt 13. plads. Annika Henriksen havde højere forhåbninger til dagens sprint, men tabte tid i starten og røg også en tur ud over styret, hvilket kostede sekunder.

Gårdagens vinder, finnen Kaarina Nurminen, vandt igen.

I seniorklasserne var det lige ved at blive til medaljer for Camilla Søgaard og Nikoline Splittorff, der sluttede som nummer fire og fem og trods alt kunne glæde sig over at køre på podiet.

De fortalte begge, at dagens terræn og baner havde været udfordrende og stillet høje krav til deres teknik.

Cæcilie Christoffersen var omtrent halvandet minut efter holdkammeraterne og blev nummer 12, mens Birka Øhlenschlæger Nielsen sluttede som nummmer 29.

Guldet endte om halsen på finske Marika Hara.

Hos herrerne var Oliver Friis den eneste der noteredes for en placering i dag – han blev nummer 44.

Thomas Steinthal klippede den forkerte post ved første radio, mens den kørende landstræner Allan Jensen kom hjem uden kvittering for post 13 – og derfor endte de begge med en diskvalifikation.

Tjekken Krystof Bogar vandt suverænt med knap 50 sekunder.

Landsholdet skal allerede i ilden igen mandag morgen, hvor mellemdistancen venter. Juniorerne ruller ud kl. 8.30, mens de første seniorryttere starter kl. 9.50.

Find resultater, kort, GPS-tracking og Web-tv fra dagens sprint på IOF’s live-side: 

Hjemmeside for VM: https://www.wmtboc2021.com/  

Program for VM:
Lørdag d. 12. juni: Massestart kl. 09:00
Søndag d. 13. juni: Sprint kl. 08:00
Mandag d. 14. juni: Mellem kl. 09:00
Onsdag d. 16. juni: Lang kl. 09:00
Torsdag d. 17. juni: Stafet kl. 08:30

Danmarks VM-hold:

Damer
Camilla Søgaard (Horsens OK)
Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød)
Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød)
Birka Øhlenschlæger Nielsen (Silkeborg OK)

Herrer
Oliver Friis (Horsens OK)
Thomas Steinthal (FIF Hillerød)
Allan Jensen (Silkeborg OK), kører kun sprint og stafet

Dame Junior
Annika Henriksen (Svendborg OK)
Gertrud Riis Madsen (Rold Skov OK)

Herre Junior
Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)
Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen (OK Snab)
Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK)

 

2021 Testloeb Jeppe Edvardsen

Lørdag flyttede FIF’s Sommerweekend ud i Grib Skov og bød på en mellemdistance for de mange løbere.

Weekendens tre løb spiller en stor rolle for junior- og ungdomsløberne, fordi de tæller som udtagelsesløb til Junior-VM i Tyrkiet og Ungdoms-EM i Litauen på den anden side af sommerferien.

Og der var også tæt kamp om førstepladsen i flere af klasserne – eksempelvis var der kun fem sekunder mellem klubkammeraterne i OK Snab, Jeppe Edvardsen (billedet - fra marts) og Linus Agervig Kristiansson i H20, hvor førstnævnte løb med sejren efter en hurtig afslutning. Theis Munktved, Allerød OK blev treer, og klubkammeraten Oscar David Broman Jensen og Mathias Buchgreitz, Søllerød OK løb sig ligesom i går i top 6.

I damejuniorklassen tog Eva Örnhagen Jørgensen, OK Snab revanche fra gårsdagens sprint, førte hele vejen rundt og vandt med mere end et minut ned til Hedvig Gydesen, Melfar OK, mens gårsdagens vinder, Malin Agervig Kristiansson (OK Snab) løb sig ind på tredjepladsen. De øvrige pladser i top 6 tog Amalie Ertmann, Allerød OK, Dicte Højbjerg Andersen, HSOK og Alberte Kaae Nielsen, Søllerød OK sig af. Ingen af dem var i top 6 i går – og der er dermed masser af spænding om, hvem der skal udtages til Junior-VM i begyndelsen i august.

Dagens mellemdistance tæller også med som en afdeling i Løberen League, hvor Eva og Jeppes sejre giver 100 point i striden og skaber mere spænding om stillingen.

I H16 var der også spænding om sejren, som endte hos Casper Staehelin Blakskjær, OK Pan Aarhus med en fem sekunders margin til Mads Christian Maarup, Allerød OK. Hans klubkammerat Johannes Marager var 20 sekunder efter og blev nummer tre. Gårsdagens vinder Niels Dalgaard, Kolding OK førte halvvejs rundt på banen, men lavede en fejl ved post 12 der kostede sekunder, så han sluttede som nummer fire.

Spænding var der til gengæld ikke meget af i D16, som Frida Kärner Grooss vandt med mere end fire minutter. Laura Kaldahl Hornbæk, der vandt med ét sekund i går, tabte tid på de første poster og blev toer, mens otte sekunder skilte Ebba Graff Frederiksen, FIF og Teresa Søndergaard Pohl, OK Roskilde på de følgende pladser.

Søndag afsluttes Sommerweekenden med en langdistance – også i Grib Skov.

Se mere på stævnets hjemmeside http://www.fiforientering.dk/wp-sommer2020/

Se vejvalg på O-track https://o-track.dk/

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF