Hannes Mogensen fik en flot debut i de danske farver. Det blev til sølv blot 11 sekunder fra sejren. (Billedet er udlånt af den stolte far).

Vores dygtige ungdoms- og juniorløbere var i ilden for første gang til dette års EYOC. Der blev leveret en række rigtig flotte resultater, og så var der nogle løbere, der fik en masse erfaring i det at løbe internationale mesterskaber i udlandet - i ukendte terræner under ukendte forhold. 

Sølv til Hannes Mogensen i H16
I H16 løb Hannes Mogensen en imponerende anden plads i hus i det teknisk svære litauske terræn - der er meget langt fra hvad han plejer at løbe i. Han var blot 11 sekunder fra sejren. Undervejs var han 18 sekunder foran Tjekkiske Dan Bolehovsky - men i mål var marginalerne tippet til tjekkens side. Hannes bor i Sverige men er både dansk og svensk statsborger, da hans far er ingen ringere end den tidligere verdensmester Allan Mogensen. Hannes har valgt at stille op for Danmark - og det må siges at være en imponerende debut i de danske farver.

Men Hannes var ikke den eneste der imponerede. Mads Christian Maarup løb sig til en flot 13. plads, i det 95 mand store felt. Niels Dalgaard fik ikke den bedste start, og var allerede efter to poster ca. 7 minutter efter. Men derefter løb han et flot løb og sluttede som nr. 32, mens Casper Blakskjær fik en endnu dårligere start - men så efterfølgende løb endnu bedre og sluttede som nr. 35. Det var en imponerende holdpræstation at have alle fire danskere så langt oppe på resultatlisten.

Mathias Buchgreitz nr. 10 i H18
Det lykkedes lige præcis ikke Mathias Buchgreitz at løbe sig til en plads til junior-VM, men i dag fik han vist, at han har niveauet til at være med helt deroppe hvor det er sjovt. Mens Danmark ikke stiller med junior-VM løbere i H18, stille mange af de andre nationer traditionelt set med deres bedste løbere. Set i det lys var det en fantastisk præstation af Mathias at løbe sig i top 10.

Jonas Damm Als kunne også være tilfreds med sin præstation. Han sluttede som nr. 25, 10 minutter efter den finske vinder Aarni Ronkainen. Villads Skovbjerg blev nr. 42 yderligere 5 minutter efter, mens Anders Secher Thomsen havde en lang dag i skoven og sluttede langt nede i feltet.

Masser af erfaring til D16 løberne
I D16 var der ikke nogen af danskerne der ramte deres topniveau i dag. Hovedformålet med EYOC er dog at lære at løbe internationale mesterskaber, så til det formål fik løberne samlet sig en masse erfaring. Det er noget helt andet at løbe i et andet land, og i en helt nye type terræn, man aldrig har løbet i før. Dertil kommer det pres der følger med, at det er et internationalt mesterskab. Det skal læres - og derfor er disse konkurrencer så vigtige. 

Bedste dansker blev Augusta May Thorsen på en placering som nr. 55 - mens Laura Kaldahl Hornbaek blev nr. 63, Sigrid Oehlenschläger Nielsen nr. 73 og Emilie Skov Dalgaard nr. 77.

Xenia Bregensøe nr. 25 i D18
Xenia Bregensøe blev bedst dansker i D18. Hun havde en rigtig god start - og løb rigtig fint midt på banen, men to gange to små bom kostede en top 10 placering.

Sigrid Høyer Staugaard blev næstebedste dansker som nr. 40. Sigrid fik også lave lidt for mange tekniske fejl, men holdt ligesom Xenia et fint tempo på de dele af banen der gik godt. Ida Riis Madsen blev nr. 52 og Marie Møller Nielsen sluttede som nr. 68.

Lørdag er der stafet på programmet. Første start går kl. 10:00 lokal tid - det vil sige kl. 09:00 dansk tid. Konkurrencerne kan følges med live resultater og GPS-tracking på arrangørernes hjemmeside: https://eyoc2021.lt/

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF