Skip to main content

MTBO Landsholdsprogrammet for 2020

| Morten Bang Nørgaard | Nyheder 2020

Skrevet af Katja Brunstedt

2019 blev et forrygende år for dansk MTBO. Et fantastisk VM på hjemmebane i og omkring Viborg som fik stor ros fra det internationale MTBO samfund. Og et landshold (ungdom, junior og senior) som præsterede stort hele året og hjemtog den ene medalje efter den anden ved årets internationale stævner. Hele 12 EM-medaljer og 11 VM-medaljer blev det til. Det bliver spændene at se hvad det kan blive til i 2020, men det bliver nok svært at tangere eller slå 2019.

Holdbillede

MTBO Landsholdet til World Cup / Junior-og Ungdoms-EM, Rabenberg 2019 

2020 byder på både EM i Portugal, VM i Tjekkiet og en afsluttende 3. World Cup runde i Finland. Men inden vi når så langt, er der andre aktiviteter på agendaen for rytterne.

I slutningen af januar blev årets første landsholds-samling afholdt i Birkerød. Mere om det kan læses i en tidligere nyhed.

I slutningen af februar drager alle junior- og senior-rytterne på en uges træningssamling på Gran Canaria. Der er lagt op til en uge med op til 5-6 timer i sadlen hver dag i stærkt kuperet terræn. Sammen med vinterens mange mange timers grund-træning, skulle det gerne være med til at lægge et rigtig godt grundlag for gode præstationer i 2020.

I slutningen af april arrangeres der som vanligt MTBO-Camp på dansk jord, denne gang med base i Tisvildeleje. Campen har nu været afholdt i mere end 10 år og har altid været et stort tilløbsstykke for en stor del af verdenseliten og dermed en rigtig god mulighed for at måle sig mod de bedste tidligt på sæsonen. Sidste år blev campen afholdt i Viborg, hvorfor den af rigtig mange landshold blev brugt som forberedelse til VM der som bekendt blev afholdt i samme område senere på året. I år er der ikke helt det samme incitament for at deltage i campen, men mon ikke der dukker mange op alligevel. I hvertfald er der allerede tilmeldt over 250 deltagere til de maksimalt 300 pladser og udover hele det danske landshold også ryttere fra det svenske, franske og tjekkiske landshold.

Henover året arrangeres endvidere et antal afdelinger af den hjemlige MTBO-Cup (Trimtex Cup for H/D21) som i år byder på hele 21 afdelinger med løb fredag-lørdag-søndag i 6-7 weekender. Her forventes det også at landsholdsrytterne i videst mulig omfang stiller til start.

Senior-, Junior- og Ungdoms-EM (samt World Cup runde 1):

Første store internationale konkurrencer bliver EM (og World Cup runde 1) i midten af maj i det sydlige Portugal lige nord for Faro. Her vil de danske junior-ryttere skulle dyste i Sprint, Mellem-distance, Lang-distance og Stafet. For seniorerne står den på Mellem-distance, Masse-start (lang) og Mixed-Stafet. Sprinten kommer til at foregå i forholdsvist fladt terræn med både skov og urbane områder, med et tæt sti-billede. Der venter sandsynligvis tricky baner hvor der skal køres meget stærkt og undgås fejl for at kunne gøre sig gældende.

Kort EM Portugal 2

Kortudsnit fra de Portugisiske terræner

Mellem-distancen går i lidt mere kuperet typisk middelhavs-terræn og lang-distancen/mass-start i en kurve-fattig blanding af fyrreskov og urbane park-områder med et tæt sti-billede krydret med sandede områder. Til stafetten venter middel kupering med mange stier i både skov og urbane områder. Generelt præsterer de danske ryttere godt i de fleste terræntyper, så det håber vi gentager sig i Portugal i maj.

Danske Mesterskaber:

Midt i juni, står den på de danske mesterskaber der i år afvikles på Djursland. DM lang byder på et gensyn med Fussingø og Ålum og DM Mellem køres i Ebeltoft Plantage på VM-kortet fra 2019. DM sprint foregår i Grenaa Midtby på helt nytegnet kort.

Senior- og Junior-VM (samt World Cup runde 2):

VM køres i år i Tjekkiet, nærmere bestemt ved Jeseník i det nord-østlige hjørne af Tjekkiet. VM byder på Sprint, Masse-start, Mellem, Lang og Stafet for både Junior og Senior. Mellem og Lang køres i hurtigt fladt terræn med et middel-tæt sti-billede krydret med enkelte dybe og stejle slugter. Sprint køres delvist i by og i stejl skov med tekniske udfordringer. Arrangøren skriver: “many technical tracks that demand attentive map reading and precise riding technique”. Masse-starten bliver en hård omgang med mange og lange stigninger på krævende stier.

Selvom Danmark er forholdsvist fladt, så gør det danske ryttere det ofte forbavsende godt i kuperet terræn – lad os håbe det gentager sig ved VM i Tjekkiet til sommer.

Kort VM Tjekkiet

Kortudsnit fra VM terrænerne

De danske ryttere får god mulighed for at forberede sig til VM. I juli måned arrangeres der nemlig et 4-dages MTBO stævne Orient-Express i Svratouch ikke langt fra Jesenik. Dette arrangement efterfølges af et par dages pre-VM træningslejr. Derefter er der et par timers køretur til Østrig hvor der venter endnu et par dages træningslejr i Østrig, efterfulgt af 3 konkurrencer til Austrian MTBO Days. Det meste af det danske landshold forventes at deltage i disse arrangementer selvom det er på eget initiativ og selvbetalt.

World Cup runde 3:

Den internationale kalender for 2020 rundes af med World Cup for seniorerne i midten af September i Lahti i Finland. World Cup afslutningen byder på Masse-start, Sprint og Mix Stafet. Der skal køres i forholdsvist fladt, typisk nordisk terræn med indslag af urbane områder og stier af varierende kørbarhed. Sti-nettet vil mestendels være forholdvis tæt og stille krav til god og hurtig kortlæsning.

Finland kortudsnit

Kortudsnit fra de finske World Cup terræner

VM i 2021 skal også køres i Finland, og det kan derfor forventes at en del junior-ryttere også drager mod Finland og for egen regning deltager i World Cuppen på ”tomme” pladser for at forberede sig og høste værdifuld erfaring med terræntypen. Endvidere afvikles der samtidig årets Veteran VM for dem over 40, så forhåbentligt er der en masse danske tilskuere der kan heppe på landsholdsrytterne ved denne lejlighed.

2020 bliver således endnu et spændende år med vigtige konkurrencer for landsholdsrytterne i meget forskellige terræn-typer. For os herhjemme, som forhåbentlig kan følge med live med on-line tracking, er det bare at heppe og håbe på lige så gode præstationer som i 2019.