Skip to main content

Efterlysning: Har du gode ideer til løb, der rekrutterer nye o-løbere?

| Nyheder 2020

2020 AMOK Metroloeb
Sprudler din hjerne med ideer til orienteringsløb, som kan rekruttere nye løbere? Så er det nu, du skal få ideerne ned på papir. DOF udlodder nemlig tre-fem puljer til folk, der kan få nye og spændende initiativer ført ud i livet.

I sensommeren 2020 ønsker DOF at lancere en række aktiviteter, der skal understøtte lanceringen af Motionsorientering.dk.

Derfor indbyder DOF enkeltpersoner i de tre kredse til at byde ind på opgaven med at arrangere en række motionsorienteringsløb.

Det helt afgørende er, at løbene kan tiltrække nye, uerfarne deltagere, som ønsker at prøve kræfter med orienteringssporten på motionsplan.

Vi vægter især oplæg som:

• Sænker barriererne for at deltage og for at komme ind i sporten. Det kan fx være et særligt fokus på byorienteringsløb, som er nemme at komme til og nemme at tackle for nye løbere.
• Bygger op til et længere forløb, så deltagerne når at få en social forankring i et lokalt klubmiljø.
• Afprøver opbygningen af en større event rundt om selve orienteringsløbet.
• Samarbejder med andre parter, så løbene når nye målgrupper.
• Har et overordnet koncept, som er nemt at markedsføre, og som er nemt for andre klubber eller enkeltpersoner at kopiere.

Løbene skal koordineres med lanceringen af Motionsorientering.dk. Her er det målet, at sitet går i luften i (sen)sommeren 2020. Derfor vil der formodentlig være tale om løb, som skal afvikles fra juli – oktober 2020, men de endelige datoer kan blive justeret.

Arrangøren skal stå for alle de normale opgaver: Banelægning, tilladelser, annoncering og afvikling af løbet. Løbene bliver synliggjort på Motionsorientering.dk, men arrangøren skal også arbejde med anden markedsføring og gerne udvikle DOF’s erfaring med at nå ud til nye målgrupper.

Midlerne i puljen kan ikke gå til afvikling af klubbernes normale træningsløb, men skal skabe nye initiativer, som når nye målgrupper på nye måder. Løbene må dog gerne være åbne for erfarne orienteringsløbere, så de nye løbere møder de lokale klubbers sociale liv.

Penge til løn og udgifter
Hvert løb i serien vil blive støttet med et honorar til løbsarrangøren på 4.000 kr., og der vil være mulighed for at få dækket yderligere 1.000 kr. til personlige udgifter som transportgodtgørelse osv. Der er via projektet ligeledes mulighed for at få op til 1.500,- kr. pr. aktivitet til markedsføring eller leje af udstyr.

Som udgangspunkt vil DOF gå efter at tildele midlerne, så der kommer aktiviteter i alle tre kredse (Nord, Syd og Øst). Målet er dog ikke en ligelig fordeling af midlerne, men at støtte nyskabende projekter.

Ansøgerne kan både være enkeltpersoner og grupper af personer, men ikke klubber, da midlerne ikke kan gå til at støtte klubbernes sædvanlige aktiviteter. Aftalen indgås direkte med ansøgeren.

Efter afviklingen skal der afleveres en beskrivelse af de opsamlede erfaringer inkl. deltagerantal og beskrivelse af, i hvor stort omfang det lykkedes at få deltagerne motiveret og kanaliseret videre ind i sporten.

Du skal indsende beskrivelsen af dit projekt senest 15. marts 2020. Har du spørgsmål, kan du kontakte udviklingskonsulent Ernst Poulsen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., tlf.: 53 53 73 74 eller DOF’s direktør Kenneth Majkjær Mikkelsen, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., tlf.: 51 86 60 71.

Midlerne til projektet kommer fra Danmarks Idrætsforbunds Initiativpulje og er derfor øremærket til lanceringen af tilmeldingsplatformen motionsorientering.dk. De nye aktiviteter skal støtte op om den lancering.

Foto: Ernst Poulsen