Skip to main content

World Cuppen i schweiziske bakker i gang

| Nyheder 2019

CecilieKlysner2

Cecilie Klysner blev bedst placerede dansker med en 35. plads på mellemdistancen ved World Cup-runden i Schweiz, der begyndte fredag formiddag lidt nord for byen Laufen.

Og der var ikke meget forskel på de tre bedste danske løbere i dameklassen, der i dag tilbagelagde 6,2 km med 220 højdemeter undervejs: Miri Thrane Ødum og Caroline Gjøtterup var henholdsvis 16 og 27 sekunder langsommere.

I herreklassen havde Emil Øbro mest fart i orienteringsskoene blandt danskerne i de skrappe, schweiziske bakker. Han blev nummer 48 med Björn Cederberg otte placeringer længere nede.

Ift. verdensmesterskaberne, hvor hver nation kan stille med tre løbere i hver klasse, kan de stærkeste nationer sende otte eller ni løbere afsted i World Cuppen, hvilket giver et langt større felt.

- Det var en fornuftig dag. Vi kunne godt have håbet lidt mere på Cecilie, men det er okay i forhold til hvor vi er henne. Og nu ser vi frem mod i morgen, som er det vi for alvor er her for, siger Lars Lindstrøm, der sammen med de 10 løbere har en spændende og lang dag med VM-disciplinen knock-out sprint i vente lørdag.

Dagens mellemdistance blev samtidig seniorlandsholdsdebut til Laurits Bidstrup Møller og Rasmus Møller Jess, der blev henholdsvis nummer 87 og 95.

- Laurits og Rasmus fik lov til at opleve hvor højt et niveau, vi møder internationalt, og det er jo en vigtig lærdom, siger Lars Lindstrøm.

I dameklassen var Sveriges Tove Alexandersson tilbage i vanlig overlegenhed i duellen mod Simona Aebersold fra Schweiz. For en god måned siden var der blot fem sekunder i mellem dem på VM-mellemdistancen, men i dag lød den svenske sejr på 2.35 minutter. En anden schweizer, Sabine Hauswirth blev nummer tre.

Hos mændene kunne den schweiziske hjemmebanefordel og -energi ikke holdes nede. Her vandt unge Joey Hadorn sin første World Cup-sejr ni sekunder foran landsholdskammeraten Daniel Hubmann. Sveriges Martin Regborn løb med tredjepladsen efter de syv kilometer herrebane med 280 meters stigning.

Lørdag morgen tager løberne hul på kvalifikationen til knock-out sprinten kl. 9. Kvartfinalerne løbes om formiddagen, mens der er semifinale og finale fra kl. 15 og to timer frem. Sidstnævnte kan følges på Liveorienteering, samt schweizisk og finsk tv.

Resultater og tracking fra dagens mellemdistance findes her på Liveorienteering.

Foto: Cecilie Klysner fra kvalifikation til VM-mellemdistancen i august 2019 - af Kell Sønnichsen