Skip to main content

 Junior-VM: Agnes Kracht på podiet - Opdateret med stafethold

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2019

Trods en række topplaceringer ved dagens mellemdistancefinale ved Junior-VM i Gjern Bakker, kunne de danske løbere ikke helt skjule, at de havde håbet på endnu bedre placeringer. Agnes Kracht mente selv hun havde løbet lidt usikkert i starten, men mindre end ti minutter før målgang lå hun til en sikker bronzemedalje. En kombination af et lille svaj efter passagen af arenaen og en forrygende afslutning af blandt andet den tjekkiske stjerne Tereza Janosikova betød, at Agnes endte omkring et minut fra bronzemedaljen, men erobrede en forrygende flot podieplacering.

JWOC 2019 MF Agnes startAgnes Kracht koncentreret i starten

Ida Øbro havde ligeledes en af de sidste starter, men fik taget nogle ikke helt optimale vejvalg på den første del af banen, mens det gik bedre på den sidste del. Ida var dog tydeligt skuffet, da hun følte hun i dag havde kapacitet til mere end den 9. plads, som de fleste andre ville have været rigtigt godt tilfredse med.

JWOC 2019 MF Ida startIda Øbro umiddelbart efter start

Annika Simonsens dag forløb meget på samme måde som Idas - med lidt tidstab på den første del af banen og så en rigtigt stærk afslutning, der ledte til 11. pladsen. Men at være bare to sekunder fra at have tre danske piger i top 10 - det er en præstation som kun svenskerne kunne gøre de dygtige danske piger efter, så efter at have sundet sig, vil de kunne være rigtigt stolte af en flot holdpræstation. Lise Termansen og Hedvig Valbjørn Gydesen sluttede på placeringerne 38 og 48, men taget i betragtning, at der både er B- og C-finaler, så er det også fine placeringer.

JWOC 2019 MF AS målAnnika spurter mod 11. pladsen

For sidst startende Søren Thrane Ødum blev det lige ved og næsten med podiepladsen. Søren holdt godt sammen på sit løb og havde kun ganske små svaj, dels et skævt indløb til publikumsposten på arenaen og dels et lille sving i indløbet til sidsteposten. Og da afstanden mellem 6. og 11. pladsen var 10 sekunder, så var det desværre nok til at skubbe Søren uden for podiet. Men med sine kun 18 år, har Søren masser af muligheder for at forbedre dagens 9. plads ved fremtidige store stævner.

JWOC 2019 MF STØ målSøren Thrane Ødum i spurten

Andreas Bock Bjørnsen startede helt forrygende og var 4. bedst på første radio og holdt fuldstændigt sammen på det indtil den 10 af de 17 poster, men på vej til post 11 så han ud til at miste fornemmelsen af hvor langt han var kommet og stoppede i et tæt område lidt før posten. Fejlen blev hurtigt opdaget, men i et tæt ræs som dette, var placeringerne tabt. Og på den sidste sløjfe efter arenaen måtte Andreas se sig indhentet af dagens suveræne vinder, langdistancemesteren Kasper Fosser fra Norge.

JWOC 2019 MF Lise og Kasper startKasper Fosser startede samtidig med Lise Termansen

Mads Skaug og Morten Ørnhagen Jørgensen startede en del tidligere end de ovenfor nævnte og sikrede sig fine placeringer som nr. 36 og 37 i finalen. Blot to minutter efter de to fuldendte Malthe Poulsen dagens A-finalisters præstationer som nr. 50. Den sidste af de gennemførende danske løbere, Mikkel Holm Nielsen, erobrede en 17. plads i B-finalen.

JWOC 2019 MF Mads SkaugMads Skaug heppes i mål af et talstærkt publikum

Igen i dag var det et spektakulært stævne at overvære fra arenaen. Storskærmen fungerede rigtigt fint - godt bakket op af et speakerteam, der bevarede en enorm entusiasme fra start til slut og alle var enige om, at arenaen omkranset af skov dannede en flot og festlig ramme om endnu en rigtigt dejlig dag ed Junior-VM. Ejeren af arenaen bidrog yderligere til oplevelsen ved at tage en tur omkring arenaen i helikopter. Og da arrangørerne ydermere sørgede for, at regnen først rigtigt brød ud efter at man både havde gennemført den forsinkede uddeling af medaljer fra pigernes langdistance og de to klasser fra dagens mellemdistance, var der ikke meget, de entusiastiske tilskuere kunne være utilfredse med.

JWOC 2019 MF HelikopterDet er ikke alle o-løb i Danmark, der dækkes af fotografer i helikopter

På DOFs facebookside summerer juniorlandstræner Astrid Ank Jørgensen op på de danske præstationer: En blandet dag med flotte placeringer, men også løbere, som følte de havde mere at give af. Men Astrid fortalte, at alle glæder sig til og føler sig klar til stafetten, som i morgen afslutter et utroligt flot Junior-VM. Terrænet i Thorsø Bakker vil mange kunne huske fra DM-Mellem, som blev afholdt der for år tilbage. Som altid kan løbet følges live på arrangørernes hjemmeside og der forventes endnu en gang et stort antal tilskuere. Tilskuerne kan finde vej til arenaen via anvisningerne her

JWOC 2019 ABB StartAndreas startede samtidig med den russiske langdistanceverdensmester Veronika Kalinina

 

Stafethold

Stafetholdene til fredagens stafet er nu offentliggjort - her er de danske holdopstillinger:

 

Herrer - start kl. 10:00

113 Danmark 1

Morten Ørnhagen Jørgensen
Andreas Bock Bjørnsen
Søren Thrane Ødum

137 Danmark 2

Mikkel Holm Nielsen
Mads Skaug
Malthe Poulsen

 

Damer - start kl. 11:15

308 Danmark 1

Hedvig Valbjørn Gydesen
Annika Simonsen
Ida Øbro

337 Danmark 2

Mathilde Smedegaard Madsen
Lise Termansen
Agnes Kracht