Skip to main content

Miri Thrane Ødum nummer 2 i kvindernes Jukola stafet

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2019

Damernes Jukola blev en omskiftelig affære i det udfordrende terræn øst for Tampere. Som altid skal det understreges, at placeringer er taget fra live-resultaterne, hvorfor de endelige resultater kan blive lidt anderledes.

På første tur lagde den nyudtagne Junior-VM-landsholdsløber Agnes Kracht stærkt ud for Farum-Tisvilde OK efter de 800 meters væddeløb ud til startpunktet. På første radio efter 2,2 km var Agnes blot 45 sekunder efter de førende på 8. pladsen. Seniorlandsholdsløber Caroline Gjøtterup stemplede lige bagved på 10. pladsen for OK Pan Aarhus - så en rigtigt god start for de to danske hold. Siden faldt begge hold en smule tilbage, men var stadig rigtigt godt med. Mod slutningen af turen blev det til et lille svaj for Agnes, hvorfor Caroline skiftede som bedste danske hold på en flot 13. plads, mens Agnes et godt minut efter skiftede som en flot nr. 32.  Lige efter de to i starten lå Carolines landsholdskollega Miri Thrane Ødum i IFK Göteborg-dragten og Miri slutede klart bedst af de tre, da hun sendte finske Kirsi Nurmi ud på 2. tur som nr. 8 et par minutter efter det førende hold fra Halden. Fotos nedenfor af Miri, Caroline og Agnes er taget ved danske løb i maj 2019.

Miri Caroline og Agnes 2019

 

På anden tur løb Halden sig bort, mens Kirsi Nurmi løb Miris IFK Göteborg i spidsen. Stine Bagger Hagner lagde endnu en flot stafetpræstation til den meget lange række, hun allerede har, da hun skiftede som nr. 9 blot 3 minutter efter Nurmi. Iben Valery kæmpede flot for Farum Tisvilde, men kunne ikke helt holde fart med de førende hold. Til gegæld løb det schweiziske fænomen Simona Aebersold atter forrygende og bragte dermed de lokale favoriter Tamperen Pyrintö tilbage i konkurrencen efter et gigantisk bom på første tur.

OK Pan Aaarhus havde lagt den lange tredje tur i hænderne på endnu en nyudtaget Junior-VM-landsholdsløber. Hedvig Valbjørn Gydesen kunne helt som ventet ikke holde samme fart som de etablerede seniorlandsholdsstjerner oppe foran, men leverede en fornem præstation oppe i den helt sjove ende af feltet, således at hun skiftede som nr. 16 blot 9 minutter efter IFK Göteborg med Elin Månsson. Hurtigst af alle på turen var endnu en gang norske Marianne Andersen, der skiftede som nr. 2 for Frederikstads SK.

Jukola2019 47 Hedvig

Hedvig Valbjørn Gydesen efter målgang. Foto: OK Pan Aarhus.

I starten af 4. tur fik Frederikstads Kamilla Olaussen lukket hullet til IFKs Sara Hagström, hvorefter de tog hver sit vejvalg på det efterfølgende lange stræk. Kamillas var over et minut hurtigere og da Sara siden bommede posten efter var der ikke yderligere tvivl om den norske sejr. Spændingen samledes da om Sara Hagström ville bevare andenpladsen, da Venla Harju fra lokale Tamperen Pyrintö kom i fuld fart bagfra. Sara fik dog samling på tingene til sidst, så Miri Thrane Ødum og deres to holdkammerater kunne fejre andenpladsen sammen med hende i opløbet. Den måske mest popoulære præstation på sidste tur blev leveret af den 9-dobbelte verdensmester fra 2006 - 2012, Minna Kauppi, der med dagens 4. bedste tid sensationelt løb sin ukendte finske klub Lahden Suunistajat i Top 10. Camilla Bevensee løb OK Pan Aarhus ind til en placering som nr. 60, mens Farum Tisvilde OK erobrede placeringen som nr. 137.

Alle resultater kan findes her. Herrestafetten starter lørdag aften kl. 22:00 dansk tid.