Skip to main content

Juniorgruppen og Juniorlandsholdets fællessamling i Silkeborg

| Nyheder 2019

Her følger en reportage af juniorlandsholdets trænere.

Som noget nyt var DOF’s juniorgruppe og juniorlandshold på fælles samling med støtte fra DOF’s venner, 49 juniorer i alt. Vi har fra juniorlandsholdets side ønsket at inspirere flest mulig juniorer til at yde deres bedste, både op mod Junior-VM i Silkeborg 2019, men egentlig i større grad, for at se hvor dygtig man kan blive fremadrettet. Samlingen var derudover tiltænkt at nedbryde linjen der er mellem at være placeret i landsholdet og være uden for landsholdet. Dette skulle gerne betyde at alle løbere har følt at både sportslige og sociale barrierer er blevet mindre. Alle involverede trænere og ledere i denne samling brænder for at udvikle og inspirere flest mulige juniorløbere i Danmark for at lære og dygtiggøre sig og synes orientering er det bedste de ved, og derfor var dette samarbejde en naturlig forlængelse af DOF’s juniorarbejde. På samlingen blev der afholdt en træningskonkurrence som havde længde som en senior mellemdistance. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til Junior-VM 2019 arrangørerne som sørgede for et stort opsæt med elektronisk tidtagning, liveresultater af Anker Møller og speakning ved Jonas Munthe, som begge er ansvarlige for de respektive ansvarsområder til Junior-VM.

Gruppebillede

Stefan Frands Petersen, som var den ansvarlige leder fra juniorgruppen udtaler: ”Vi håber at vi sammen med juniorlandsholdet har givet nogle løbere blod på tanden, og at det også kan være rigtig sjovt at turde at kaste sig ud i en elitesatsning. Det er fedt, at de forskellige grupper i DOF kan finde ud af at arbejde sammen, og dette er noget vi i DOF godt kan blive endnu bedre til.”

DOF’s Venner havde valgt at støtte de 36 juniorgruppeløberes deltagelse økonomisk. Charlotte Thrane, som er formand i DOF’s venner udtaler: ”Vi har valgt at støtte med det formål at få flere juniorløbere ind og snuse til eliteløbernes ”hverdag”, skabe en bro socialt mellem træningsmiljøerne, inspirere løberne til egen videre udvikling og øge interessen for at deltage i testløb og kvalificere sig til internationale mesterskaber.”

”Vi har været rigtig godt tilfredse med samarbejdet med Juniorgruppen og Juniorlandsholdet”, lyder det fra DOF’s Venner. ”Og med den tilbagemelding, vi har fået, var træningsweekenden set med vores briller en succes, der rammer ned i kernen af DOF’s Venners formål".

JRA06276

Fra juniorlandsholdets side har vi valgt at afholde denne lidt anderledes samling, hvor vi går lidt på kompromis med f.eks. restitutionen, men til gengæld får meget igen ved den øgede sparring på træningerne med løbere, som rent sportsligt kan matche flere af landsholdløberne. Det er vigtigt for os at landsholdsløberne bliver presset, og samtidig håber vi, at når løbere uden for landsholdet kan se at afstanden ikke er større, at det giver blod på tanden til at gøre endnu mere for at blive bedre.

Programmet

Samlingen bestod af 4 o-tekniske træninger, samt et socialt indslag lørdag aften. Hvis man vil se nærmere på banerne fra weekenden, så kan de findes nedenfor.

Fredag aften

O-teknik i Sønderskoven.

Lørdag formiddag

Senior mellemdistance i Hjortsballe Krat. Stor tak skal lyde til JWOC arrangørerne, som bidrog med tidstagning og speakning, for at give løberne en mental udfordring også.

Resultater

Hjortsalle Krat resultater (Winsplits)

Tracking

D20 (TracTrac)

H20 (TracTrac)

Lørdag eftermiddag

Gruppetræning på Åsen i Sønderskoven. Kurvetræning og retning.

Multimoment (2DRerun)

Søndag formiddag

Downhill intervaller på Knøsen. Overtempo og selvstændig orientering.

Downhill intervaller (2DRerun)

 

På samtlige fire træninger var det vores indtryk, at der blev lagt en rigtig god indsats fra alle løberne, og vi er overbeviste om, at niveauet fra de danske løbere har løftet sig endnu et trin i løbet af vinteren.

Downhill intervaller