Skip to main content

Maja Alm nomineret til Kulturministerens Idrætspris

| Nyheder 2018

MajaSprint2Maja Alm er blandt de 13 nominerede til Kulturministerens Idrætspris, der uddeles d. 10. december.

Det er Team Danmark, der har indstillet den syvdobbelte verdensmester, og fremhæver i den forbindelse, at Maja Alm endnu en gang har understreget sin klasse ved at vinde tre VM-medaljer i år, samtidig med at hun som tandlægestuderende er en "fornem ambassadør for den danske elitesportsmodel".

Indstillingen kommer efter en sæson hvor det lykkedes Maja Alm at vinde det fjerde individuelle verdensmesterskab på sprintdistancen i træk og løbe sig til yderligere tre internationale mesterskabsmedaljer.

- Jeg er både stolt og beæret over at være blandt de nominerede til Kulturministerens Idrætspris. Det er fedt på den måde at blive anerkendt for mine præstationer og det arbejde, der ligger i at vinde endnu et verdensmesterskab. Og så er jeg spændt på at se, hvem der vinder prisen i det stærke felt, siger Maja Alm.

Maja Alm var også nomineret til prisen i fjor, og i 2015 var forbundets nuværende sportschef Lars Lindstrøm nomineret for sit arbejde som landstræner.

Det er en lang række organisationer og udvalg, der indstiller kandidater til prisen, der både markerer elite- og breddeidrætten i Danmark.

Se mere i Kulturministeriets Pressemeddelelse.