Skip to main content

Overraskelser til DM-nat

| Thomas Jensen | Nyheder 2018

 

Rico Hejlskov Mogensen var selv meget overrasket over, da han her til aften vandt sin første senior DM-guld

Flot DM-nat
Da jeg inden årets DM-nat så på kortet over Rørvig Sandflugtsplantage, havde jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne afvikle et Danmarksmesterskab på så lille et område. Men det lykkedes Roskilde OK til UG, at lave et stævne der bestemt var et DM værdigt. Løberne blev budt på gode baner i et lækkert varieret terræn, hvor det galt om at veksle mellem fuld fart - og fuld koncentration ind i posterne.

Tyndt startfelt i eliteklasserne
Årets DM-nat faldt sammen med JEC og World cup afslutningen, så de bedste senior- og juniorløbere var ikke til start. Det betød, at der var nogle løbere vi ikke er vant til at se på podiet, der fik løbet sig derop.

Guld til Rico
I H21 var Tue Lassen, der ikke er med til den afsluttende World cup runde, storfavorit. Eskil Schøning, der har haft et fantastisk efterår, og altid stærke Jonas Munthe lignede umiddelbart de stærkeste udfordrere til titlen.

Men der var ingen af de tre løbere, der kom på medaljeskamlen. Tue Lassen har trappet sin træning helt ned her hen mod sæsonafslutningen, og det kombineret med en dårlig mave gjorde, at han ikke kom hele vejen rundt. Det gjorde Jonas og Eskil, men de lavede begge fejl sent på banen og måtte se sig henvist til henholdsvis 4. og 5. pladsen.

I stedet gik guldet til Rico Hejskov Mogensen. Rico har døjet meget med skader i mange år, men har fået trænet fornuftigt det sidste halve år. Han havde derfor ingen forventninger til løbet i dag, han ville 'bare ud at have det sjovt', som han fortalte efter det stod fast, at han havde taget sin første DM-guld. Han lavede en større fejl på post 4, der kostede et par minutter, men derefter løb han et rigtig godt løb.

Sølvmedaljen gik til Henrik Rindom Knudsen, der gennem det sidste år har vist rigtig god fremgang - og ikke mindst stor stabilitet. Han var godt tilfreds med sit løb. Det er så vidt jeg har kunne finde ud af første gang Henrik vinder en DM-medalje i seniorklassen. En tredje løber der var godt tilfreds med sit løb var Jonas Falck Weber. Men en super spurt henviste han sin navnebror Jonas Munthe til 4. pladsen med en margin på blot et sekund. På sidste post var Falck Weber fire sekunder efter Munthe - men løbet er først slut når målstregen er passeret, så Jonas sikrede sig sin første individuelle bronzemedalje.

Guld til Masha
I D21 blev det til favoritsejr til Masha Semak. De sidste fire års vinder, Emma Klingenberg, løb ganske vist i dagens hurtigste tid, men hun var på ferie i Rørvig i sommers og havde trænet i skoven efter den var blevet lukket, uden at hun var opmærksom på, at der skulle løbes DM-nat senere på året. Hun havde derfor udvist stor fairnes og meddelt arrangørerne, at hun ønskede at deltage uden for konkurrencen.

Det var ellers et spændende opgør. Emma var blot 20 sekunder hurtigere end Masha. Masha havde lidt problemer med posterne i klitterne lige før og efter publikumspassagen, men ellers løb hun et rigtig godt løb.

Sølvmedaljen gik til Ane Linde, der ligesom Masha havde lidt problemer i klitterne lige før publikumspassagen. Bortset fra det var hun rigtig godt tilfreds med sit løb. Bronzen gik til finske Ellen Myrskog, der har boet og læst medicin i Aarhus siden februar i år.

Resultaterne fra konkurrencern finder du på arrangørernes hjemmeside. Her er der også link til O-track, hvor jeg håber de fleste løbere vil uploade deres tracks. Opfordringen er i hvert fald hermed givet.