Skip to main content

DM-weekenden står for døren

| Thomas Jensen | Nyheder 2018

 

Caroline Gjøtterup fører Trimtex Senior Cup inden sidste afdeling - men hvis hun vil vinde, skal hun slå Amanda Falck Weber til DM-lang. Alt er således åbent mellem de to piger. Her ses Caroline til VM i Letland, hvor hun løb en flot 13. plads i hus på mellemdistancen.

DM-weekenden med DM-stafet og DM-lang står for døren. I weekenden lægger Midtjylland plantager til de to mest traditionelle mesterskabsdistancer.

DM-stafet
Herning OK står som arrangør for stafetten lørdag i Harrild Hede. Med forventede tider på under 5 min/km i herreklassen kan vi forventet os et hurtigt terræn, hvor det gælder om at være skarp, da det vil være svært at hente fejl igen.

Tisvilde Hegn OK er forhåndsfavoritter i stafetten
I herreklasse ligner det et opgør mellem OK Øst, OK Pan og Tisvilde Hegn OK - med FIF Hillerød, Horsens OK og Søllerød OK som outsidere.

Der er kun to VM-løbere på startlisten. De løber begge for Tisvilde. Med den endog meget rutinerede Rune Olsen på første turen - og de to VM-løbere Emil Øbro og Björn Cederberg på sidsteturen, må Tisvilde Hegn OK nok bære favoritværdigheden på deres skuldre. Men OK Pan har et meget konkurrence dygtigt hold, der kan gøre Tisvilde rangen stridig. De lægger ud med Giacomo Frattari, følger op med Jonas Munthe og af afslutter med Rasmus Djurhuus, der aldrig er let at bide skeer med i så hurtigt et terræn som Harrild Hede. OK Øst er lidt af en dark horse. Michael Sørensen på førsteturen har døjet med skader de sidste par måneder, andenturen Søren Thrane Ødum vrikkede ret alvorligt på foden til DM-mellem for 14 dage siden, og afslutteren Marius Thrane Ødum har vi ikke set i skoven i lang tid. Men på den rigtige dag, kan de være meget giftige. Så det bliver spændende at se.

I dameklassen er Tisvilde Hegn OK endnu klarere favoritter end i herreklassen. Agnes Kracht Nørgård, Ida Øbro og Amanda Falck Weber skal forsøge at leve op til favoritværdigheden. Nærmeste udfordrere er umiddelbart FIF Hillerød, med Maria Høyer Staugaard, Nicoline Friberg Klysner og Annika Simonsen på holdet. Der ud over kan både OK Pans første og andethold og Faaborg OK formentlig kæmpe med om medaljerne.

DM-lang
Søndag arrangerer Viborg OK DM-lang i Ulbjerg Plantage. Konkurrencen er en World Ranking Event - og tæller samtidig som sidste afdeling i Trimtex Senior Cup. Ligesom til DM-stafet forventer vi, at det kommer til at gå rigtigt stærkt, med kilometertider omkring 5:00 i herreklassen.

Spændende opgør hos damerne
I dameklassen er der afbud fra Maja Alm - og så skal DM-lang medaljerne formentlig fordeles blandt de fire sidst startende. Miri Thrane Ødum viste at hun har formen, da hun tangerede sin fars bedste VM-placering med 12. pladsen på langdistancen i Letland. Caroline Gjøtterup har en 13. plads fra VM-mellem med i bagagen og Amanda Falck Weber har en VM-bronze fra Sprintstafetten og en meget suveræn sejr til DM-mellem for 14 dage siden, så alle tre piger har god grund til at have selvtilliden i orden. Medaljefordelingen skal således formentlig fordeles efter hvem der rammer dagen. Ud over de tre VM-piger skal man aldrig afskrive Emma Klingenberg. Selvom hun har trukket sig tilbage fra toporientering, er hun stadig uhyggelig stærk og også et rigtig godt bud på en medalje.

Tue favorit
I herreklassen må sidststartende Tue Lassen nok bære favoritværdigheden. Han løb et rigtig flot VM - vandt DM-mellem og har senest til World Cuppen i Norge vist, at formen stadig er der. De nærmeste udfordrere er formentlig VM-kammeraterne Björn Cederberg og Magnus Dewett. Men også Emil Øbro, Rasmus Djurhuus, Jakob Edsen og bronzemedaljøren fra DM-mellem Eskil Schønning kunne være bud på medaljetagere.

Resultaterne fra DM-stafet kommer på Herning OK's hjemmeside efter konkurrencen.

Resultaterne fra DM-lang kommer på Viborg OK's hjemmeside efter konkurrencen.