EM Ungarn 2018

 

Gruppen af landsholdsryttere melder at de nu er på plads i Budapest efter en tur i minibus, som ikke gik helt som planlagt inden afgang fra Danmark i går formiddag. Der smuttede en overnatning undervejs og de endte med at køre hele vejen i ét hug. Godt at de alle sammen er unge og friske og restituerer hurtigt. Det sidste af dagen i dag er gået med at komme lidt ovenpå igen, og så er det vist trods alt meget godt at de også har onsdagen til at få køreturen ud af kroppen inden det går løs med konkurrencerne torsdag. Det vil sige, det er kun Junior rytterne som kommer i gang med en sprintdistance torsdag, Seniorerne må holde tøjlerne til fredagens langdistance.

EM indgår denne gang også i den samlede World Cup som runde 1 af 3 i 2018. Det betyder, at det er første gang siden sæsonafslutningen sidste år, at alle de bedste ryttere igen står på startstregen i et samlet felt. Som altid ved den slags lejligheder kan det være svært, at spå om hvem der er kommet ud af vintertræningen med diamanter i benene og har formået at toppe forårsformen til sidst i juni. For de danske Senior herrers vedkommende knytter de største forventninger sig nok til Rasmus Søgaard, som havde en blændende sæson sidste år, kronet med det dobbelte EM/VM mesterskab på den lange distance. Det lader dog i skrivende stund ikke til at Rasmus kommer til at forsvare den første af titlerne i år, da den belastningsskade han har døjet med i det ene knæ de sidste måneder fortsat ikke er 100% i orden. Lige nu er planen at Rasmus holder sig til at køre mellemdistance lørdag og den afsluttende mix-stafet søndag. Den anden herre rytter Oliver Friis melder alt klar til start. Han har i forårets hjemlige Trimtex MTBO Cup afdelinger vist han har god fart i cyklen, og håbet er at Oliver kan kravle op ad resultatlisterne i forhold til de sidste års placeringer. Under alle omstændigheder er det et tæt felt som de 2 skal gøre sig gældende i, så det gælder absolut om at ramme dagen hvis man skal være med i den sjove del. Friske bud på topplaceringer inden offentliggørelse af startlisterne er Vojtech Ludvik (CZE), Lauri Malsroos (EST), Jussi Laurila (FIN) og Krystof Bogar (CZE) som alle havde rigtig gode sæsoner sidste år.

På dame Senior siden er det 2 efterhånden ret så rutinerede deltagere, som skal vise de danske farver frem ved disse Europamesterskaber. Camilla Søgaard viste sidste sæson at hun er en stabil top 10 rytter. Cæcilie Christoffersen er lige i hælene på Camilla, og i fjor blev det til en hel serie af top 20 placeringer. Håbet er at begge piger efter en lang og skadesfri opladningsperiode kan ramme dagen når det går løs i Ungarn, så de kan være med til at kæmpe med de aller bedste. Mon ikke bl.a. Martina Tichovska (CZE), Gaelle Barlet (FRA), Olga Shipilova Vinogradova (RUS) og ikke mindst Emily Benham (GBR) igen i år er gode bud på top 5 placeringer og altså nogen man skal holde øje med på GPS trackingen.

Ligesom Rasmus er Juniorrytteren Thomas Steinthal også forsvarende mester på EM’s lange distance. Thomas har tillige en 2’en plads fra sidste års sprint at se tilbage på og hvis vi kender ham ret, så har han stillet næsen ind på at skaffe mere metal til samlingen ved dette års mesterskaber. Thomas får selskab på startstregen af Mikkel Brunstedt Nørgaard, som i første omgang er med for at lære, da han fortsat også kan køre med i Ungdomsklassen (U17) i den indeværende sæson. Mikkel har dog vist betydelig fremgang det sidste år og selvom de største placerings-forhåbninger knytter sig til Thomas, så bliver det spændende at følge de 2 Juniorers præstationer i løbet af de kommende dage.

For den lidt ældre garde er der samtidig World Masters Mountain Bike Orienteering Championships. De garvede der stiller op her får også lidt at se til med hele 5 konkurrencedage i streg. Masters skal som de første i ilden allerede onsdag, hvor der er massestart på programmet. Traditionen tro er der i mange klasser god dansk repræsentation, da mange af de skarpeste hjemlige 35+ ryttere har valgt at indlede årets sommerferie med denne udfordring.  

Følg med i det hele her hvor der løbende kommer startlister, live resultater og forventeligt også GPS tracking.

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF