Skip to main content

Landsholdet sætter retningen mod 2017

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2017

Sprintstafet WOC 2016

Inden vores landsholdsstjerner tog til DRs forrygende show Sport 2016 i Boxen i Herning, deltog de i årets første elitesamling. Hovedtemaet var oplægget frem mod VM i Estland. Andreas Boesen havde forberedt sig grundigt på de udfordringer, der venter på sprint og sprintstafet og holdt et spændende oplæg om de tekniske og fysiske udfordringer, der venter til juli.

Dernæst fortalte Thor Nørskov om hans overvejelser om VM stafet. Bjørn Cederberg videregav sine overvejelser om mellemdistance, mens Tue Lassen gennemgik sine overvejelser om langdistancen. I løbet af en uges tid udkommer landsholdsprogrammet for 2017 her på hjemmesiden og der kan I læse mere om, hvad der venter løberne i Estland, ligesom de enkelte løbere kort fortæller om deres tanker om 2017.

På samlingen blev der også trænet igennem. Fredagens kompastræning i Silkeborg Nordskov var en passende udfordring for flere af deltagerne og lørdag formiddag præsenterede landstræner Torbjørn Gasbjerg hvad der vel bedst kan betegnes som ”tillidsbaseret” stafettræning i Silkeborg Sønderskov. I den grå formiddagsskov fik hver deltager gaflinger efter trænerens vurdering af løbernes dagsform.

”Hver gang jeg var ved at komme op, havde jeg lige en ekstra gafling”, som Maja Alm bagefter sagde. På herresiden var det Søren Bobach, der tilfreds kunne konstatere, at formen ser ganske fornuftig ud her ved indgangen til 2017. Dysten med Tue Lassen og Magnus Dewett endte med at Tue kom ind lidt efter Søren, mens Magnus hang rigtigt godt med i store dele af banen. Det var også super glædeligt at se både Thor Nørskov og Jakob Ekhard Edsen i aktion i skoven efter skadesplagede perioder, ligesom Andreas Boesen er godt med efter at have haft et godt træningsforløb i Finland i efteråret. Hos pigerne gik også Cecilie Klysner og Caroline Gjøtterup fint med.

Som altid på samlingerne blev der også flittigt trænet alternativt, blandt andet i svømmehal og med rulleski, ligesom nogle også lige tog en træningsrunde ekstra i forlængelse af træningen.

Der er kun en lille måned til landsholdet tager på den traditionelle Sydsamling, der i år går til Barbate i Spanien.