Skip to main content

World Cup: Lovende mellemdistance af Søren Bobach

| Nyheder 2017

Søren Bobach lyste op på dagens mellemdistance ved World Cup-afslutningen i Schweiz, hvor han blev nummer 22 i det kuperede terræn. Han var knap fem minutter efter vinderen Matthias Kyburz, der samtidig cementerede den samlede World Cup-sejr efter dagens tur i bjergene omkring Grindelwald. Det er andet år i træk, at Kyburz vinder den samlede World Cup.

- Det var meget lovende. Han har været nede og vende formmæssigt siden VM, og det er fedt at se, at han er på vej tilbage. Vi kan være rigtig godt tilfredse med løbet i dag, og det lover godt for, hvad Søren vil kunne stille op på en mellemdistance ved VM næste år, siger sportschef Lars Lindstrøm.

Magnus Dewett blev nummer 81 i det hårde felt, mens Marius Thrane Ødum ikke stillede til start på grund af manglende energi.

I toppen af tabellen snuppede endnu en schweizer, Daniel Hubmann, andenpladsen, mens Sveriges Emil Svensk blev treer.

Tove Alexandersson havde en af sine overlegne dage i alpeterrænet, og distancerede Elena Roos og Natalia Gemperle med mere end ét minut. Og dermed snuppede svenskeren den fjerde samlede World Cup-sejr i træk.

Caroline Gjøtterup var bedst placeret af de fire danske kvinder med sin 50. plads - lidt mere end ni minutter efter Alexandersson. Miri Thrane Ødum, Cecilie Klysner og Amanda Falck Weber fulgte alle efter med tider, der var mindre end to minutter langsommere end Carolines.

- Vi vidste jo godt, at det ville være svært at komme op i højderne - og løberne er også trætte efter en lang sæson. Men de laver faktisk nogle udmærkede tekniske præstationer  i dag, siger Lars Lindstrøm.

I morgen gælder det sprintstafetten, hvor Danmark stiller med Cecilie Klysner, Magnus Dewett, Søren Bobach og Amanda Falck Weber, mens de øvrige løbere deltager på mix-hold.

Arrangørernes hjemmeside med resultater, startlister, GPS-tracking osv.