Skip to main content

4. plads til JEC stafet

| Thomas Jensen | Nyheder 2017

For to år siden vandt Annika, Ida og Agnes sølv til EYOC i D16. Nu er de blevet juniorer og viste i dag at en medalje til junior-VM inden for de næste to år bestemt er inden for rækkevidde.

Flot 4. plads til Annika, Agnes og Ida
Det blev til en super flot fjerdeplads på stafetten til de danske D18 piger. Annika Simonsen løb en flot førstetur og var i mål som nr. 7 godt tre minutter efter - men nok så vigtigt var hun foran det helt store favorithold Schweiz I. På anden tur hentede Agnes Nørgård Kracht ca. et minut på teten sammen med den schweiziske førstehold. Hun var i mål som nr. 8 - blot 30 sekunder fra den store målsætning om en top 6 placering - det der også kaldes en podieplacering.

Ida Øbro løb en helt fantastisk sidstetur. Hun kunne ikke helt følge suveræne Simone Aebersold, der løb det schweiziske førstehold op til en sejr. Men hun gik forbi blandt andet det norske og det franske hold og løb en imponerende fjerdeplads i hus. Præstationen sættes i relief af, at de danske piger alle tre er D18 løbere - og at konkurrencen på alle måder var lige så hård som til junior-VM.

Flere gode danske præstationer af pigerne
De øvrige danske piger løb også flot. Lise Termansen klippede desværre forkert på førstetur for den danske andethold - men både Caroline Finderup og Line Cederberg løb rigtig flot, og uden fejlklippet var de havnet lige uden for top 10. På et mixhold hvor Lotte Jauhojärvi Markussen og Astrid Maag løb sammen med en schweizisk pige, løb især Lotte et superløb, hvor hun på andenturen løb holdet ind på en fjerdeplads, efter at være blevet sendt ud som 2'er i den førende 6 mands(piges) gruppe. Astrid Maag løb holdet i mål som 11. hold, men da de var et mix hold tæller de ikke i den samlede konkurrence.  

Stærkt udlæg af Andreas
Hos drengene lagde Andreas Bjork Bjørnsen stærkt ud på førsteturen og kom i mål som 6'er blot 55 sekunder efter det førende norske hold. Mikkel Holm Nielsen løb også en fin førstetur for den danske andethold og var i mål 3:02 efter. På andenturen løb tabte Laurids Bidstrup Møller kun godt tre minutter til teten, men mistede en del placeringer, så holder røg tilbage til en 16. plads. Mads Skaug Møller løb rigtig fint og hentede et minut på førsteholdet, så der nu kun var godt 2½ minutter mellem de to hold.

På sidsteturen havde Malthe Kjær Hemmingsen ikke den beste dag og mistede 8 minutter til teten. Mikkel Lyskjær løb til gengæld et godt løb og løb det danske andethold forbi førsteholdet og op til en fin 20.plads. Alle tre løbere på holdet lå inden for et minut i løbstid, så det var en yderst stabil holdindsats.

Det danske tredjehold med Lasse Falck Weber, Rune Østergaard og Lasse Thamdrup sluttede som nr. 35 godt 24 minutter efter vinderne. Især Lasse løb en rigtig fin tur og hentede nogle placeringer på sidsteturen.

Rasmus Møller Jes og Malthe Poulsen løb på et mix hold - men Malthe klippede desværre forkert på 2. pladsen.

Resultater, billeder, startliste mm finder du her: http://www.stolv.at/jec-2017

Lørdag byder på langdistance inden konkurrencerne slutter med sprint på søndag.