Skip to main content

Kontrakten for VM i Danmark er skrevet under

| Nyheder 2017


Tom Holloway (IOF-Generalsekretær), Leho Haldna (IOF-Præsident), Walther Rahbek Mortensen (DOF-Formand), Kenneth Majkjær Mikkelsen (DOF-Direktør) underskriver kontrakten for WOC 2020.

Med Maja Alm i front har de danske landsholdsløbere gennem den sidste uge hentet 3 VM-medaljer for Danmark. Ugen har udover VM-løbene også budt på officielle pligter for den danske delegation herunder underskrivelse af VM 2020-kontrakten (WOC 2020), som er forhandlet mellem Dansk Orienterings-Forbund (DOF) og det Internationale Orienteringsforbund (IOF).

Underskrifterne blev sat på kontrakten i Tartu, Estland i forlængelse af IOF Presidents Conference med deltagelse af 47 nationale orienteringsforbund.

Walther Rahbek Mortensen, DOF-Formand:

- Underskrivelse af WOC 2020 er kronen på værket og det sidste ud af 4 VM-arrangementer i Danmark i perioden 2018-2020. De øvrige arrangementer; VM Masters 2018, VM Junior 2019 og VM Mountainbike 2019 er underskrevet tidligere. De næste 3 år bliver intensive i DOF og kommer til samlet at omfatte op til 1.000 frivillige. En stor opgave, som kun lader sig gøre fordi 11 klubber aktivt har indvilget i at organisere og samle de mange frivillige på tværs af orienteringsklubber i Danmark."

Kenneth Majkjær Mikkelsen, DOF-Direktør:

- Med kontrakten på plads kan vi i DOF sætte gang i arbejdet med at planlægge WOC 2020 i trekantsområdet med støtte fra Vejle, Fredericia, Kolding kommune og Sport Event Denmark (SEDK). Det danske VM bliver med fokus på sprintdisciplinerne, hvor Danmark med det aktuelle VM-guld til Maja Alm og VM-sølvet i sprintstafet for landshold er blandt de absolut bedste i verden. Med de internationale arrangementer vil vi vise, at Dansk Orientering befinder sig i en guldalder, hvor vi markerer os internationalt på flere fronter."

VM i Danmark - WOC 2020 - afvikles fra d. 7. til 11. juli, 2020 med finalekonkurrencer i Vejle, Fredericia og Kolding.