Skip to main content

Tiomilas herrestafet: Suveræne IFK Göteborg

| Helge Lang Pedersen | Nyheder 2017

Tiomila 2017 IFK GHjemmefavoritterne fra  IFK Göteborg vandt suverænt årets Tiomila. Fra dansk side kan vi primært glæde os over, at Marius Thrane Ødum efter en lang problemperiode havde kæmpet sig ind i førsteholdet og løb en flot femtetur på vinderholdet, hvor Marius løb med i teten, så han kunne sende veteranen Jonas Pilblad ud i perfekt position. Jonas rykkede  fri på 6. tur og selvom konkurrenterne kom tæt på efter 7. tur, så kom de aldrig helt op igen og på de sidste tre ture var det ren paradeorientering for Göteborg-holdet. Danish Spring-vinderen Fredrik Bakkman løb sidste tur for vinderholdet, der på billedet ses i et lidt uskarpt billede fra Tiomilas facebookside.

Hele 12 danske herrehold startede i år. OK Pan Aarhus førstehold blev bedste danske hold som nr. 48. Jakob Ekhard Edsen kom ikke for alvor med på førsteturen og selvom Tue Lassen tog godt ind på første del af andenturen, ser det ud til at Tue måske satsede lidt for hårdt på den sidste del og var i mål omkring nr. 70. Derfra kæmpede holdet sig støt og roligt fremad i placeringerne, men nok lidt længere tilbage i feltet end man havde håbet.Men der var flere lyspunkter i holdets præstation. Rasmus Djurhuus tabte kun 8 min til spidsen på sin 11,5 km lange tur. Det er flot, når man kæmper lidt længere nede i feltet, hvor man ikke får meget hjælp. Magnus Dewett gjorde det endnu flottere, da han kun tabte 4½ minut på den næsten 10 km lange 8. tur. Og Andreas Boesen tabte nindre end 10 minutter på den over 15 km lange sidstetur.

OK Pan Aarhus 2 blev nr. 83 blandt andet med et fint løb af unge Mads Møller Skaug. Farum Tisvilde endte som nr. 150. Hos sidstnævnte tog Amanda Falck Weber lige en tur mere for klubben, der også kunne notere fine præstationer af Lasse Fugmann Thamdrup og Jonas Falck Weber. På et heroisk kæmpende Ballerup-hold løb Frank Rasmussen sit 32. Tiomila i træk, da holdet endte som nr. 223. Farum Tisvilde 2 med fem seje piger på holdet gennemførte også det barske løb ligesom løberne fra Aalborg OK, Søllerød OK, Kolding OK, Allerød OK og OK Pan Aarhus 3. hold også fik alle deltagere gennem et af tidernes hårdeste Tiomila-er. Så der er givetvis en stor gruppe trætte, men glade danske løbere, der når disse linjer skrives er på vej hjem fra endnu en stor oplevelse.

Resultaterne kan ses her.