Skip to main content

Brækket ben og andre problemer for de danske herrer

| Administrator | Nyheder 1998


Dansk stafetverdensmester med brækket ben.
Torben Skovlyst har brækket benet, og han får først gipsen af i starten af august. Landstræner Klavs Madsen frygter, at Torben ikke kan løbe flere løb i 1998. Det bliver et hårdt afsavn for de ellers så sejrsvante danske herrer, der senest vandt world-cup-stafetten i Irland sidst i maj.

Men der er også andre af de danske herrer, der har problemer. Træningslejren i Halden, Norge - det mobile Team-Danmark-center, hvor løberne opholder sig de næste par uger er et mindre feltlazaret.

Allan Mogensen er knæskadet og går rundt hjemme i Oslo og kan ikke træne.
Carsten Jørgensen er på TD-centret, men han har alvorlige problemer med sin ene hofte, så hans atletiksatsning er lidt usikker.
Carstens klubkammerat fra Tisvilde Hegn Thomas Jensen har igen problemer med den ene balle - eftervirkninger fra et skistyrt i marts måned, men han er på centret - ligesom Morten Fenger-Grøn, der fik en fibersprængning til EuroMeeting i starten af juni.

Men en forkølet landstræner kunne dog fortælle, at de øvrige herrer, der er på centeret lige nu - Chris Terkelsen og Thomas Hjerrild - er i topform.

Den kommende weekend løbes det store norske 3-dages arrangement O-Festivallen ved Oslo, hvor søndagens stafet er sidste afdeling af den Nordiske StafetLiga (NRL), hvor Tisvilde Hegns herrer ligger hæderligt placeret trods knap så heldige resultater til TioMila og Jukola.