I et overraskende comeback vandt Allan Mogensen, Farum OK, i dag søndag det danske mesterskab på den klassiske distance i herrerækken. Sølvet gik til Rene Rokkjær, OK Pan, mens Mads Ingvardsen, Farum OK, vandt bronze. Hos damerne vandt Dorthe Skovlyst, OK

I et overraskende comeback vandt Allan Mogensen, Farum OK, i dag søndag det danske mesterskab på den klassiske distance i herrerækken. Sølvet gik til Rene Rokkjær, OK Pan, mens Mads Ingvardsen, Farum OK, vandt bronze. Hos damerne vandt Dorthe Skovlyst, OK Øst, foran Anne Konring Olesen, FIF Hillerød, og Helene Hausner, OK Øst.

Det var lykkedes Allan Mogensen at ryste lørdagens katastrofale stafetfejlklip af sig i nattens løb:
”Der er jo ingen undskyldning for et fejlklip ved en stafet, men jeg prøvede at finde det positive frem. Der kunne jeg se, at jeg havde givet Carsten Jørgensen match hele vejen undtagen lige til allersidst. Min tid var på linie med de bedste, så jeg kunne tro på, at der trods alt var en medaljechance i dag. Terrænet var vanskeligere end man lige skulle tro og i vanskelig orientering er jeg ret god til at holde tempo og koncentration, så længe det går godt. Og det gik rigtig godt i dag!”

Allerede i opløbet kunne Rene Rokkjær høre på speakningen, at han ikke kunne nå guldet, og han var meget ærgerlig i målet:
”Der var en post ikke ret langt fra mål, hvor jeg satte et minut til og så kan man jo lige i opløbet se, at det var der guldet røg. Men når jeg går det hele igennem, er der et par bom mere, så det var fair nok, at Allan vandt.”

Efter DM-kort i forrige weekend og stafetopløbet lørdag havde mange forventet, at det klassiske mesterskab blev et opgør mellem Helene Hausner og Anne Konring Olesen, men et sikkert løb fra Dorthe Skovlyst henviste de to konkurrenter til sølvet og bronzen.
”Det var egentlig mest vigtigt for mig at klare stafetten i går, og jeg synes ikke, jeg løb så stærkt, men til gengæld har jeg ikke rigtig bommet. Det var jo lidt skummelt derude og svær orientering passer mig meget godt,” forklarede en glad Dorthe Skovlyst.

Hos juniorerne blev det til favoritsejre i D20, hvor Signe Søes, Farum OK, var urørlig, og hos H18, hvor Christian Christensen, St. Binderup OK, tog guldet hjem. I D16 udeblev det forventede opgør mellem Ane Line, OK Pan, og Sofie Sørensen, Roskilde OK, idet Ane Linde vandt sikkert med en margin på ti minutter.

Flere resultater m.v. følger.
Alle resultater kan se her http://www.koldingorienteringsklub.dk/loeb/dm_2002/resultat/index_res.html

DOF på Facebook

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF