Skip to main content

5 danskere klar til VM-finale i langdistanceorientering

| Administrator | Nyheder 2003

Af de seks startende danskere i dagens kvalifikationsløb går alle 3 damer, Maria Høyer, Anne Konring Olesen og Helene Hausner videre, mens kun Troels Nielsen og Carsten Jørgensen af herrerne går videre til onsdagens kamp om VM-medaljer i langdistanceorien

Af de seks startende danskere i dagens kvalifikationsløb går alle 3 damer, Maria Høyer, Anne Konring Olesen og Helene Hausner videre, mens kun Troels Nielsen og Carsten Jørgensen af herrerne går videre til onsdagens kamp om VM-medaljer i langdistanceorientering.
Morten Fenger-Grøn faldt på vej til post 1 - det sker for så mange orienteringsløbere - men Morten var så uheldig at falde på en træstub og fik derved et alvorligt slag på lænden. Efter at have kæmpet med smerterne frem til post 7 valgte Morten at udgå.
Bedst fra start kom Carsten Jørgensen i heat A. Havde ved første radiopost bedste mellemtid i sit heat, men efter en mindre krog midt på banen, kom Carsten ind som 2’er – 22 sek efter Mikhail Mamlev, Rusland. Hvis man ellers kan sammenligne heattider har Carsten i øvrigt næstbedste tid i det hele taget.
Bedste placering hos damerne fik Helene Hausner ved en placering som nr. 11 – tolv minutter efter Karolina A. Højsgaard, Sverige (gift med Thomas Højsgaard, tidligere dansk landsholdsløber). Tidsmæssigt er det dog Anne Konring Olesen, der står som dagens bedste danske dame, idet hun kun var 8 minutter efter en af de schweiziske VM-favoritter Maria-Luce Romanens i 52.04
Dagens baner var reducerede langdistance baner med forventede vindertider på - for herrene på 60 minutter og på 45 min for damerne.
Der var dog stor forskel på heatvindertiderne. En anden af de schweiziske VM-favoritter hos damerne, regerende verdensmester Simone Luder vandt heat C i 43.05 - hele 13 minutter hurtigere end Karolina A. Højsgaards vindertid i heat B.
Hos herrerne var der derimod ikke de store forskelle på vindertiderne. Her var forskellen under 2 minutter mellem de 3 heatvindere.
Dagens værste oplevelse står Helene for. På første tredjedel af ruten trådte hun i et hvepsebo og blev groft overfaldet. Et sted mellem 10 og 15 gale hvepse stak Helene forskellige steder på kroppen, hænder og arme. Imponerende at gennemføre efter et sådant overfald. Helene kom straks under lægebehandling og er nu i klar bedring og vil være helt klar til finalen på onsdag.