Skip to main content

DM-sprint og DM-nat

| Administrator | Nyheder 2004

Mesterskaberne i sprint- og natorienteringsløb blev i weekenden afgjort i det vestjyske.

Af Claus Bloch/Preben Schmidt

DM-Sprint i Esbjerg Universitetspark
I et hurtigt terræn med et helt nyt kort efter den nye sprint-norm blev det til en favoritsejr i dame senior klassen. Anne Konring Olesen, FIF Hillerød vandt sikkert med 13,5 sekund foran Signe Søes, Farum OK med Yvonne Fjordside, OK Pan på tredjepladsen yderligere 20 sekunder efter.

Hos senior herrerne vandt veteranen Carsten Jørgensen, Tisvilde Hegn OK, ligeledes en sikker sejr ca. 20 sekunder foran verdensranglistens nr. 8, Mikkel Lund, Faaborg OK og godt 27 sekunder foran Nicolaj Nielsen, Aalborg OK.

I damejuniorklassen vandt Maja Alm, OK HTF overraskende og suverænt, med over 1.30 minut foran Ane Linde, OK Pan og med en margin på yderligere 1.27 minut til Sarah Thomsen, Horsens OK på 3. pladsen. Maja Alm’s løb var så godt, at hun kun var 3,5 sekunder efter seniorløberen, Signe Søes, hvilket vil sige at hun kunne være blevet nr. 3 i dame seniorklassen som løb samme bane.

Kasper Andersen, FIF Hillerød som sidste år vandt DM sprint gentog bedriften og var i mål 9,2 sekunder foran Tue Lassen, Faaborg OK og 9,5 sekunder foran Rasmus Djurhuus, FIF Hillerød. Dermed var junior herreklassen den eneste som blev afgjort på tiendedele sekunder.

Juridisk efterspil
Efter løbet blev der indgivet protest pga. en fejl på kortet. Protesten blev dog afvist af både stævneledelse og senere stævnejury, men sagen er endnu ikke slut, da den fortsat kan ankes til DOF's Amatør- og ordensudvalg.

Ny natmester i herreklassen
Natten imellem lørdag og søndag blev mesterskabet i natorientering afgjort i Aal Plantage vest for Oksbøl.

Nattens største overraskelse må siges at være kommet i herreseniorklassen. Her vandt Nicolai Nielsen, Aalborg OK sit først DM med en kæmpe marginal på hele 4.08 minutter til aftenens anden overraskelse, den nyudnævnte juniorlandstræner Lars Lindstrøm, FIF Hillerød.

Sidste år tog Lars Lindstrøm en 6. plads ved DM nat og fik således i år sin første seniormedalje. Claus Bloch, OK Pan tog bronzen 4.44 minutter efter vinderen.

I dameseniorklassen gentog Anne Konring Olesen, FIF Hillerød, formiddagens præstation og tog sig sikkert af guldet. Sølvmedaljen gik til Yvonne Fjordside, OK Pan og bronzen gik til Nina Hoffmann, Kolding OK. De to var henholdvis 5.25 og 7.16 minutter efter vinderen.

Herrejuniorklassen blev ikke overraskende vundet af Jeppe Borch, Silkeborg OK. Jeppe Borch var dog kun 1.05 minutter foran Bjarne Knudsen, Faaborg OK som tog sølvet. Jeppe Ruud, FIF Hillerød fik bronze, 5.15 minutter efter vinderen af klassen.

I damejuniorklassen vandt Sofie Sørensen, OK Roskilde en snæver sejr, med bare 17 sekunders forspring til Ane Linde, OK Pan. Mere tæt var dog opgøret om bronzen som gik til Line Søderlund, Farum OK, der efter 6,4 km i mørke og regn slog Sarah Thomsen, Horsens OK med bare 2 sekunder.

Resultater DM-nat
H21 12,3km
1. Nicolai Nielsen 69.10
2. Lars Lindstrøm 73.18
3. Claus Bloch 73.54
4. Tore Linde 75.15
5. Rune Monrad 77.23
D21 7,5km
1. Anne K. Olesen 50.42
2. Yvonne Fjordside 56.07
3. Nina Hoffmann 57.58
4. Marianne Husen 58.08
5. Maria K. Olesen 60.14
H20 10,2km
1. Jeppe Borch 61.41
2. Bjarne Knudsen 62.46
3. Jeppe Ruud 66.56
4. Chr. Peter Mac Lassen 67.54
5. Esben Dalgaard 78.03
D20 6,4km
1. Sofie Sørensen 49.42
2. Ane Linde 49.59
3. Line Søderlund 55.46
4. Sarah Thomsen 55.48
5. Mette Hjerrild 62.29

Resultater DM-sprint

D21 2,6km
1. Anne K. Olesen 15:15.0
2. Signe Søes 15:28.5
3. Yvonne Fjordside 15:48.2

H21 3,1km
1. Carsten Jørgensen 14:00.0
2. Mikkel Lund 14:19.9
3. Nicolaj Nielsen 14:27.1

D-20 2,6km
1. Maja Alm 15:32.8
2. Ane Linde 17:03.4
3. Sarah Thomsen 18:30.2

H-20 2,9km
1. Kasper Andersen 14:32.4
2. Tue Lassen 14:41.6
3. Rasmus Djurhuus 14:41.9