Skip to main content

Ikke noget at komme efter!

| Administrator | Nyheder 2004

Landstrænerens parole for dagens konkurrence var: "Der skal lægges fra land fra start". Det kan man roligt sige, at løberne efterlevede , så når der skal evalueres på eftermiddagens holdmøde, må der være ros til løberne for dagens indsats.

EM's anden konkurrencedag, kvalifikationsløbet til tirsdagens mellemdistance, blev en fuldtræffer for det danske hold. Alle danske løbere kvalificerede sig til tirsdagens finaler på mellemdistancen. Det er - så vidt erindres -aldrig sket før til et internationalt mesterskab, at alle danske løbere kvalificerede sig til finalerne.
Særdeles positivt var det, at alle piger, selv om de ikke havde optimale løb alligevel kvalificerede sig. Både Helene og Anne havde således væsentlige bom på første posten. Helene var ved Annes post og Anne ved Helenes. Faktisk er det sådan, at studier efter løbet af stræktider viser at Helene bommede hele 4 1/2 min. på denne post. Det viser også, at hun herefter stort set holder fart med Simone Niggli-Luder.
Den mentale coaching pigerne har været igennem op til dette mesterskab ved Bjarne Hoffmann viser sig at virke.
Det viser mental styrke at bomme første post, og så alligevel få styr på sit løb og komme fornuftigt hjem. Det samme gjorde Dorte Dahl i går, bommede 5 min. på post 1 og kæmpede sig aligevel til en kvalifikation. Disse situationer har vi for ofte tidligere set har medført de-route.
Pigerne kvalificerede sig med to 12. pladser (Anne og Helene), en 15. plads (Signe) og 16. plads (Yvonne).
Flot, at Signe i sit første kvalifikationsløb som senior kvalificerede sig. Flot at Yvonne efter en dårlig start i går genfandt overskuddet.

Første melding fra skoven i drengenes konkurrence var særdeles positiv. Mikkel Lund var hurtigste mand på 1. radio i heat A. Næste melding kom umiddelbart efter. Det var Christian Nielsen, der var hurtigste mand i heat C. Der gik imidlertid ikke lang tid før Mikkels bedste tid var slået, men blot af den næste danske herreløber, René Rokkjær. Disse særdeles gode meldinger holdt sig konkurrencen igennem.
Drengene kvalificerede sig alle overbevisende til tirsdagens finaler i Grønholdt Hegn med en 1. plads (Carsten Jørgensen), en 3. plads ved Chris Terkelsen, 6. plads ved René Rokkjær, 9. plads ved Mikkel Lund, 11. plads ved Allan Mogensen og en 14. plads ved Christian Nielsen.

Fornemt af Christian, at han som Signe kvalificerede sig til finalen i sit første mesterskab som senior. Farten gik lidt af knægten efter det fine udlæg, men der var som Christian sagde efter løbet, "ikke mere krudt i kanonen".
Allan, der i går måtte se sig ude af finalen på den lange distance havde fået det mentale beredskab gjort klar og kom flot igen med en sikker kvalifikation.
På herresiden var der før dagens konkurrence størt usikkerhed omkring Chris Terkelsens mulighed for at løbe. Han har døjet med en irriteret slimsæk på ydersiden af hoften de seneste 14 dage. De bange anelser blev dog gjort til skamme. Et slutresultat som 3'er og kun slået af regerende verdensmester på sprintdistancen Jamie Stevenson, GBR, med 19 sekunder og regerende Europamester og Nordiske mester også på sprint, Emil Wingstedt, SWE med 1 sekund.
Sidst startende danske herre, Carsten Jørgensen, lagde også ud med toptid på første radio. Som løbet skred frem blev der bare forceret mere og mere, så Carsten kunne slutte en særdeles god dansk dag med at vinde sit heat.
Carsten gør ikke tingene mere kompliceret end højst nødvendigt. Da stævnets interviewer spurgte Carsten om dagens taktik var svaret: "Jo når sidste startbip lyder tager jeg kortet, og så finder jeg bare posterne"!
Nej, hvor svært kan det være!?.
Til spørgsmålet om han havde lavet nogle bom, var Carstens kommentar, "der var vist ikke noget at komme efter".
Det samme kan sikkert stå som overskrift for eftermiddagens holdmøde med løberne.

http://www.eoc2004.dk/en/results.htm