Skip to main content

CCC - flot, sjovt og spændende

| Administrator | Nyheder 2004

CCC står for Copenhagen City Cup. Der ud over fortælles på CCC's hjemmeside, at CCC også står for: - orienteringsløb i centrum, udfordring for alle, enkelt og lettilgængeligt, højeste kvalitet.m.m.Efter løbet i går i Valby Park vil jeg godt tilføje flot

Efter løbet i Valbyparken i går aftes, hvor 265 var ude at prøve kræfter med den 3.6 km lange bane vil jeg også godt bruge ordet flot.
Det klare indtryk man som deltager har efter at CCC nu er afviklet for 6. gang på 3. sæson er at arrangørerne og initiativtagerne bag løbene nu har fået udviklet konceptet, så det kan bære. Der er stor sikkerhed omkring afvikling fra start til slut. Nyeste initiativ, som blev præsenteret for en uge siden i Bellahøj - at man på skærm kan følge udvalgte løbere - var for en uge siden en lidt uoverskuelig affære, men det havde arrangørerne fået justeret i løbet af ugen, så man i går aftes nemt kunne følge løberne som små "orme" på skærmen.
Det var også lykkedes arrangørerne at sælge "verdensnyheden" med at følge o-løberne på skærmen afprøvet på nogle af verdens bedste til TV, både TV2 og DR.
Det er flot.

Som almindelig deltager vil jeg også bruge betegnelsen sjovt. Jeg har nu efterhånden deltaget i de fleste danske park/sprint løb og synes det er sjov orientering, men også udfordrende. Med 21 til 26 poster på godt 3 km med 15 til 20 retningsskift skal man virkelig være koncentreret for ikke at sætte dyrebar tid over styr. Med startinterval på 15 sekunder skal man bestemt også have styr på orienteringen, hvis man ikke vil ledes ind i diverse fælder som hegn og lukkede områder, eller bare er tilfreds med at løbe i r.... af andre.
Jeg kan kun opfordre flere til at prøve denne specielle form for orientering og også flere arrangører til at tage udfordringen op så flere bliver fortrolige med den specielle form for banelægning, der gør at sprintbaner bliver udfordrende og sjove, og den specielle form for korttegning, der også skal til for at gøre sprintorientering til en udfordrende oplevelse.

Når jeg også vil hæfte begrebet spændende på gårsdagens stævne i Valby Park er det fordi, det var lykkedes arrangørerne at få et rigtigt stærkt startfelt samlet. Her var nogle af verdens bedste orienteringsløbere til start: Jamie Stevenson, GBR, regerende sprintverdensmester, de bedste finske løbere heriblandt flere verdensmestre og ikke at forglemme vore egne verdensstjerner. En spændende konkurrence som kunne følges dels live og dels på skærm med god kommentering. Og så er det også spændende for os almindelige dødelige og simple orienteringsløbere at få mulighed for at sammenligne vore egne "fantomtider" og "geniale dispositioner" med stjernernes ditto.
Denne konkurrence mellem de bedste bliver naturligvis ikke mindre spændende, når man som sportschef er vidne til, at vore egne stjerner her kort før EM viser, at de matcher de udenlandske stjerner, ja sågar vinder, som Claus Bloch gjorde i herreklassen.

Resultater:
Damer (73) 3.3 km

1 Heli Jukkola, Finland 17:23
2 Minna Kauppi Finland 17:47
3 Paula Haapakoski Finland 17:52
4 Helene Hausner OK Øst 18:28
5 Anne Konring Olesen FIF Hillerød 18:38

Herrer (157) 3.3. km
1 Claus Bloch OK Pan Århus 14:43
2 Petteri Muukonen Finland 14:46
2 Carsten Jørgensen Tisvilde hegn OK 14:46
4 Pasi Ikonen Finland 14:55
5 Christian Nielsen Fåborg OK 15:12

PS: Med til oplevelsen hører også, at jeg er blevet disket i begge årets etaper af CCC, fordi jeg er hoppet over en post. Utilgiveligt. Jeg må foretage en analyse og gøre det bedre næste gang.

http://www.copenhagencitycup.dk/ok-oest/ccc/