Skip to main content

Løbsafgifter: ”Det bliver en OMMER”

| Administrator | Nyheder 2005

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for de mange konstruktive svar vi har modtaget vedrørende ”Løbsafgiften”.

Vi har fået tilbagemeldingerne både på skrift eller via telefon.

Når det nævnes i vores oplæg, at det ikke er sigte at få en større indtægt ved løbsafgiften er det sandt. Vi forsøger ikke at snige noget igennem.

Vores administration har vist, at det er en vanskelig sag at lave disse regler. Vi har det store overblik og har forsøgt lægge en linie, der behandlede alle klubberne og løb ens. Men regelteksten har afsløret gråzoner og har ikke altid kunnet forhindret at nogen ”sniger sig uden om”. Dette ændrer imidlertid ikke at det overordnede billede viser en stor ansvarlighed overfor den fælles kasse.

Der udbydes i dag en lang række meget forskellige løb til vore medlemmer landet over. Men der er ikke altid noget som entydigt og klart skiller disse løb ad i grupper.
- Terminslisten ligger ikke fast, men udbygges igennem året. Det er i høj grad klubberne selv der bestemmer om f.eks. et D-løb skal med på listen.
- Løbskalenderen på DOF’s hjemmeside er et tilbud klubber, der ønsker udbredt kendskabet til deres løb til flere end de klubber ”de” normalt har samarbejde med.
- O-service udbygges også, så vi snart får kendskab til alle lokale løb og klubaktiviteter ad den vej.
Alt dette er godt, for det spare tid, skaber overblik og fjerner fejl når alle data samles et sted.

Det har aldrig været vores hensigt at pålægge velfungerende klubtræning med deltagelse af flere klubber en løbsafgift. Ej heller at ”forbyde” klubberne at annoncere, indbyde og lave resultatformidling på klubbens hjemmeside.
Det er sjovere at arrangere løb, når der kommer tre gange så mange deltagere. Og vi skal have lov øve os i elektronisk tidtagning og hvad det kan give af fordele selv ved træningsløb.
Det skal ikke koste løbsafgift at udbyde disse ting ved træningsløb. Der er sund fornuft og god træning lige præcis i disse serviceydelser.

Derfor opgiver vi denne afgrænsning. Det lykkedes ikke første hug så ”Det bliver en ommer”.

Men vi har stadig et uløst problem. Ulighederne landet over. Disse uligheder vil vi gerne sammen med andre ”misforståelser” have lidt mere styr på med de nye formuleringer.

Vi vil derfor gå i tænkeboksen med jeres tilbagemeldinger og gode forslag. Vi vil ud fra disse forsøge at få rettet vores tekst. Det sker når vi indfletter nogle af de formuleringer som I er kommet med og slette noget af det I finder problematisk.

Glædelig Jul

Mogens Hansen
Preben Schmidt

PS –
Kunne I ikke hjælpe os med at finde et bedre ord end ”Løbsafgift”?

Dette har intet med en skat eller en afgift at gøre, men er et medlemsbidrag til vores fælles kasse. Det gode ved netop denne måde at opkræve medlemsbidraget på er at udenlandske løbere deltager i betalingen. I 2006 vil det være store beløb.

I øvrigt er det sådan at hver kr. vi selv bidrager med til den fælles kassen bliver gearet af Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund, så den ene kr. vi selv giver får følgeskab af næste yderligere tre kr.

Penge som vi får fordi vi selv betaler vores part af udgifterne og fordi vi er velorganiserede og skaber resultater.