Hvem skal være Årets O-løber? Afstemningen om Årets O-løber 2005 foregår her på hjemmesiden til og med 31. december.

Kandidaterne til Årets O-løber 2005 er indhentet blandt trænere og ledere i eliteudvalget. Landstræneren og sportschefen har udarbejdet den endelige liste blandt de indstillede.

De indstillede kandidater til Årets O-løber 2005:

Anne Konring Olesen
Anne Konring Olesen skrev dansk orienteringshistorie, da hun med sin flotte 11. plads på den lange distance i World Cup finalen i Italien i starten af oktober sluttede på en sammenlagt 15. plads - den bedste samlede World Cup placering en dansk dameløber nogensinde har opnået.
Ind til i år havde Ulrikka Örnhagen ”den danske rekord” med en samlet 16. plads i 1994.

Anne har i løbet af 2005 udviklet sig til en verdensklasseløber, som man skal regne med til alle de store konkurrencer. Hendes fantastiske orienteringsår startede da hun i foråret placerede sig som nummer henholdsvis 7, 10 og 13 på de tre individuelle konkurrencer i første runde af World Cuppen.
Ved VM i Japan havde hun ikke helt samme succes, men sluttede af med en flot 17. plads på den lange distance. Vi skal tilbage til 1991 for at finde et bedre dansk kvinderesultat på denne distance til et VM.
På dansk grund har Anne Konring Olesen været suveræn. Samlet vinder af Trimtex Cup med maksimum point, idet hun har vundet syv af otte løb.

Chris Terkelsen
Chris Terkelsen har i 2005 gjort et imponerende comeback til den internationale orienterings-top.
Det startede ved de åbne Nordiske Mesterskaber i maj, hvor han blev nr. fire på den lange distance og nr. seks på sprint-distancen.
På første World Cup runde i England blev det til placeringer som nr. 16 og 10.
Ved VM i Japan lykkedes det med et fantastisk løb på mellemdistancen at vinde sølv og dermed blive den blot fjerde dansker, der har taget individuel medalje ved et VM. På sprint-distancen blev det til en 12. plads.
Chris sluttede en stor sæson af, da han med en imponerende afslutning – nr. 10, 4 og 1 på de tre individuelle konkurrencer – sluttede som nr. fire i den samlede World Cup stilling. Dette er kun tidligere overgået af Chris’s eget resultat fra 1998 (nr. 1) og Allan Mogensens i 2000 (nr. 3)
På trods af fravær i efteråret fra de danske konkurrencer blev Chris Terkelsen samlet vinder af årets Trimtex Cup.
Chris Terkelsens sølvmedalje ved VM og sammenlagte fjerde plads i World Cuppen berettiger i begge tilfælde til en indplacering i Team Danmarks Elitegruppe

Herrestafetholdet
Herrestafetholdet har igen vist, at de kan være med i kampen om topplaceringer i de vigtigste internationale konkurrencer - selv med en bred trup. I årets tre løb, som er indgået i kampen om at blive årets bedste stafetnation, har hele seks løbere repræsenteret holdet: Chris Terkelsen, tre løb, Mikkel Lund, to løb, Carsten Jørgensen, Rene Rokkjær, Claus Bloch og Troels Nielsen hver et løb.
Det blev til en sammenlagt fjerdeplads efter placeringer som nr. 3 ved World Cup i England, nr. 8 ved VM i Japan og nr. 4 i World Cup finalen i Italien.
Stafetholdets sammenlagte fjerdeplads berettiger holdet til en indplacering i Team Danmarks Kandidatgruppe.

Juniorherrestafetholdet
Dette års Junior VM bød på flere gode resultater, men specielt drengenes indsats i stafetten vil blive husket. De tre danske drenge, Emil Folino Nielsen, Rasmus Djurhuus og Tue Lassen præsterede alle flot, fulgte den lagte plan og kunne slutte på en flot femte plads mindre end to minutter efter en medaljeplacering.
Vi skal helt tilbage til 1996, før vi finder et tilsvarende godt resultat. Det var ved JVM i Rumænien, hvor Danmark med Mads Ingvardsen, Jesper Damgaard og Christian Nielsen på holdet også blev femmer - året før var det blevet til guld på hjemmebane ved Mads Ingvardsen, Jesper Damgaard og Troels Nielsen.

Afstemningsform:
Afstemningen løber frem til 31. december her på hjemmesiden.
Ved afstemning skal man huske at oplyse navn og klub.
Alle stemmer tælles op kredsvis. Den kandidat, der har fået flest stemmer får 3 point, nummer to får to point og nummer et får et point pr. kreds. Vinderen kan således maksimalt få tre point fra hver kreds eller ni point i alt.
Skulle der blive stemmelighed afgør et panel bestående af landstræner, dametræner, U-25 træner og de to juniortrænere det endelige valg.
Kun DOF-medlemmer kan deltage i afstemningen, og der kan kun afgives én stemme.
Overrækkelse af Årets O-løberpris finder sted på forbundets repræsentantskabsmøde den 5. marts på Vejle Fjord Center
Blandt de afgivne stemmer trækkes lod om fem gavekort a 100 kr. til en O-sportsbutik. Angiv om du foretrækker gavekort til Løberen, O-butikken eller Møller Sport.




DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt