Skip to main content

DOF vandt pris på 250.000 kr. (opd.)

| Administrator | Nyheder 2005

Ved dagens pressemøde i Idrættens hus fik DOF 1. prisen til vores medie- og synliggørelsesprojekt - Enkelt og sjovt.

Dette hedder den udsendte pressemeddelse at:

Idrættens Medieudvalg sprængte rammerne i dag ved uddelingen af dette års Forbund i fokuspris. Der var sat 300.000 kroner på højkant til det forbund, som kunne komme med det bedste bud på, hvad man ville gøre, hvis man fik op i mod 300.000 kroner til at synliggøre sin sport. Med to checks på henholdsvis 250.000 og 100.000 kroner til orientering og badminton, er der skabt nye muligheder for, at de to forbund kan få vind i sejlene på hver deres måde.

”Blandt dette års ansøgninger var der nogle så fremragende projekter, at vi simpelthen valgte at forhøje beløbet til årets pris for at udnytte nogle af de muligheder, som ligger for idrætten netop nu”, fortæller formanden for Idrættens Medieudvalg, Arne Madsen, der samtidig glæder sig over medlemsfremgangen hos de to tidligere års prismodtagere, bordtennis og volleyball.

Dansk Orienterings-Forbund får pengene til deres projekt ”Enkelt og Sjovt”, som indebærer en række tiltag, der skal få mange nye både børn og vokse til at prøve sporten samt ruste orienteringsklubberne til at tage i mod dem.

Folk skal lokkes ud at prøve sporten, og det stort anlagte VM-stævne i 2006 med sprintkonkurrence i Mindeparken ved Marselisborg/ Århus, skal være med til at markedsføre sporten samt skabe bindeled mellem elite og bredde og indfange den bølge af mange ”uorganiserede” løbere, som findes i dag i såvel skov og på vej.

Endnu en række tiltag i projektet ”Enkelt og Sjovt” skal være med til at tilpasse sporten til tv, herunder etablering af nye medievenlige discipliner som f.eks. sprint og micr-O-orientering.

Den anden prismodtager, Danmarks Badminton Forbund, får pengene til at iværksætte en række tiltag i forbindelse med etableringen af deres nye turneringskoncept i forbindelse med DM for hold/Badmintonligaen. Der skal skabes et fast og tilbagevendende koncept, som kan være med til at øge oplevelsen for tilskuere, tv-seere og pressen generelt.

I alt 5 forbund havde ansøgt om fokusstøtte. Se den samlede projektbeskrivelse, bedømmelsesudvalget mv. på: www.dif.dk/index/spgdif_forbundifokus.htm


Yderligere oplysninger og billeder fra et vellykket pressemøde vil følge.


http://www.dif.dk/index/spgdif_forbundifokus.htm