Skip to main content

Konceptet for Skole-DM afprøvet med succes.

| Administrator | Nyheder 2005

”Det var vildt sjovt” lød det fra et par piger i 6. klasse ved præmieoverrækkelsen.

Det var et spændt arrangørteam bestående af Dansk skoleidræt – Vestsjællands amt og Orienteringsclubben Slagelse, der afprøvede det nye koncept for DM i skoleorientering i Korsør Lystskov. 17 klasser med 325 forventningsfulde elever var tilmeldt arrangementet.

Det nye koncept for DM i skoleorientering består af en klassekonkurrence, hvor klasserne skal konkurrere i to discipliner – et klassisk orienteringsløb og et sprint-stafet orienteringsløb.

Det klassiske orienteringsløb indeholder 4 baner af forskellig sværhedsgrad, hvor den enkelte klasse skal forsøge at dække som mange af banerne som muligt med mindst 3 løbere, der herefter får point efter placeringen på banen. Kortlæsning og signaturer er i fokus hos løberne her. Det gælder om at undgå bom, så koncentrationen er stor.

Sprint-stafet orienteringsløbet indeholder 4 baner, der hver især skal gennemløbes af 4 elever fra den enkelte klasse. Der er altså 16 ture, der skal gennemløbes af klassen. Hver bane er 600 – 800 meter lang med 3-4 poster. Denne disciplin afvikles sidst.

”Det var vildt sjovt” lød det fra et par piger i 6. klasse ved præmieoverrækkelsen. ”Det klassiske o-løb var sjovt, og stafetten var lidt vild”, mente de. ”Det var langt bedre end 3 dansktimer”. Stafetten gav en meget intens oplevelse. Der er gang i den når 68 elever på første tur, bakkes op af deres klassekammerater.

”Et rigtig godt arrangement” lød det fra lærerside. ”Alle har haft en rigtig god dag”.

Henning Stokholm Buch fra Dansk Skoleidræt, der styrede alle klasser med myndig stemme, mente at vi er inde på noget af det rigtige, hvor specielt stafetten giver en rigtig god afslutningsoplevelse.

OC Slagelse benyttede lejligheden til at uddele PR-materiale til klasserne. ”Det kan jo godt være at vi kan få et par nye medlemmer her”, mente Hans Stolz fra OC Slagelse. Der var i hvert fald mange elever med et positivt syn på orienteringssporten.

Konceptet afprøves næste gang den 24. maj i Ringkøbing amt.