Skip to main content

Bivogn til Øst

| Administrator | Nyheder 2006

Gode nyheder og ros er altid værd at tage med….

Onsdagens klubledermøde i Øst startede med en god nyhed. Københavns Amt nedlægges ved årets udgang, og har i den anledning valgt at overdrage ”Bivognen” og øvrigt materiel til Østkredsens venner, ..”hvilket vi naturligvis er meget glade for” , kunne formand for kredsudvalg Øst, Jørn Simonsen, indlede mødet.

Mødet bød på en grundig eftersnak, med en fortjent grundlæggende positiv tone. Især Køge OK's flotte DM fik ros. Et stort velgennemført arrangement lavet af en lille klub.

Kortkvaliteten er ikke god nok. Især med print går det galt. Det sker når man som arrangør vælger den nærmeste og billigste løsning. Der er ikke fair overfor korttegnernes og banelæggernes mange timer i skoven, når man byder de sagesløse deltagerne på uldne, ulæselige og fejlfarvede print. Et forslag om at pålægge arrangørerne en bødestraf, hvis printet var for dårligt vandt bifald men ikke gehør.

Det blev også klart at løbskalenderen er et korthus for viderekomne. Der er efterhånden så mange bindinger som ikke levner plads til ret mange justeringer før det hele ramler. Flere gode ideer skal tygges grundigt igennem til 2008 udgaven.

Kredsudvalget mangler hænder og hoveder. De manglende funktioner som "stedfortræder", med mulighed for snart at blive formand, "kredsredaktør" med ansvar for hjemmeside og nyheder til vores medlemsblad samt som "kredsadministrator" i O-service vil blive nærmere beskrevet og ”opslået”.

Mødet nåede også en runde i forbundets budget 2007. Større deltagerbetalinger på eliteudvalgets område udløste en del bemærkninger. Det bliver de få eliteklubber der bliver ramt her. Men også vores medlemsblad og hjemmesiden fik en omgang i synspunkternes vridemaskine.

Der var lydhørhed overfor HB beslutning om at nytænke forbundets kommunikation, men stadig et klart ønske om at alle får et trykt medlemsblad i hånden. Her vil 3-4 numre være OK, hvis trykkvaliteten blev bedre.

Mødet gav endelig også plads til et par reklameindslag. Først efterlyste Jette Kreiberg indbydelser fra klubber i Øst til breddekonsulenten og derefter efterlyste stævneleder Tom P. Neesgaard, hjælpere og deltagere til NOC 2007.

Den billigste tilmeldingsfrist udløber den 1. december !

http://www.ostkredsen.dk/