Skip to main content

Højsæson for skoleorientering

| Administrator | Nyheder 2006

Mange børn til skoleorientering over hele landet.

Det ser ud som om september er en rigtig god måned til skoleorientering. Rigtig mange skoler er i gang og mange klubber hjælper til.

OK Roskilde havde den 12. september 516 børn i skoven til Roskilde-skolernes projektuge Krop & Kultur. - Den høje P-plads var forvandlet til en anderledes skolegård fra kl. 9.30. Lad det være sagt med det samme: Det var en succes!, skriver Trine Midtgaard. Børnene var forventningsfulde og i nogen grad til vores overraskelse også meget opmærksomme. Der var gode spørgsmål - og de erfarne spurgte "Får vi kompas eller hva'?" Nej, de fik ikke kompas, for banen var let og denne dag skulle blot bruges til at få en fornemmelse for orientering og det at færdes i skoven. Nogle grupper løb det bedste, de havde lært, andre gik stille og roligt. Der var endog dem, der hæsblæsende kom i mål og bad om lov til at løbe en gang til!

Den 26. september var der 300 børn i 8 klasse i Skive Plantage. –Det er utrolig god opbakning til arrangementet, siger Gert Johannesen, formand i Skive AMOK. Vi kan næsten ikke få armene ned. –Arrangementet blev afviklet med EKT, og det var en succes for elever og lærere. Aldrig har der været så mange børn, der gik så meget op i tiden som her. - Desværre var det den første dag med regnvejr i lang tid, men det skal ikke overskygge at det var en rigtig god dag.

I Herning fik 400 elever fra 4. klasserne også en orienteringsoplevelse torsdag den 21. september. Der var her to forskellige discipliner i løbet af dagen - "rød hånd bane " og "orienteringsbingo". - Orienteringsbingo foregår i en afgrænset del af skoven, hvor der vil være opsat 50 poster. Ved hver post vil der være et tal - og så gælder det bare om at få bingopladen fyldt i en fart.
I Herning afvikles den 28. september også et løb for eleverne på HF. Her vil 150 elever prøve at løbe en-mandsstafet og pointløb. - HF-eleverne har gennem den seneste periode haft orientering på programmet, og så er det godt at kunne afslutte et sådan forløb med gode løb, udtaler Finn Aaby, lærer på HF-kurset i Herning.

Også OK Øst Birkerød har haft fuld gang i skoleorienteringen i sidste uge. - Vi havde godt 100 skoleelever i skoven 4 formiddage i sidste uge (ialt godt 400 elever), oplyser Ellis Sommer fra OK Øst Birkerød

Flere lærere udtrykker meget stor tilfredshed med samarbejdet med orienteringsklubberne. – Det er fantastisk at se den organisation, der bag et sådan stævne, er den umiddelbare kommentar fra Holger Hvid Olesen, idrætskoordinator i Skive Kommune. – Det er sådan noget der gør det rigtigt spændende for både elever og lærere. – Vi får desuden en masse inspiration til arbejdet i skolen. Det er tit ideerne til spændende aktiviteter, der mangler for at gå i gang med orientering.