Skip to main content

Favoritsejre i senior- og juniorcuppen

| Administrator | Nyheder 2006

Rene Rokkjær og Signe Søes blev suveræne vindere af JFM og Trimtex Cup. Søren Bobach og Ane Linde blev vindere af Landinspektør Junior Cuppen.

Rene Rokkjær og Signe Søes blev suveræne vindere af JFM i H og D 21. Søren Bobach blev sikker mester i H 17-18, men tiden var også bedre end storebror Christians vindertid i H 19-20. Søren Bobach vandt derfor drengenes 6. afdeling af Landinspektør Junior Cup. Ane Linde vandt sikkert D 17-20.

Både René Rokkjær og Signe Søes, begge OK Pan, var helt urørlige i herre- og dame eliteklassen ved de Jysk Fynske Mesterskaber i Houlberg ved Hadsten.
Rokkjær brugte 98.13 minutter på den 16.4 km lange og tunge bane. Nærmeste konkurrent, Tue Lassen, Fåborg OK, var næsten fem minutter efter og yderligere to minutter efter kom VM bronzevinderen Claus Bloch.
Var der tale om en suveræn vinder i herreklassen var der nærmest tale om klasseforskel i dameklassen. Vinderen, VM-løber Signe Søes, OK Pan var 12½ minut hurtigere end klubkammeraten Gry Johannsen på den 10.8 km lange bane. På tredjepladsen kom Karina B. Knudsen, Horsens OK – også VM-løber.
René Rokkjær befæstede med sin sejr sin førerposition i årets Trimtex Cup. Signe Søes konsoliderede tilsvarende sin andenplads efter fraværende, men førende Anne Konring Olesen, FIF Hillerød.

Årets endelige vinder af Landinspektør Junior Cuppen er allerede fundet, selv om der stadig resterer to afdelinger. Søren Bobach blev sikker vinder af de Jysk Fynske Mesterskaber i klassen H 17-20, men da hans tid også var bedre end vindertiden i H 19-20 var Søren Bobach også vinder af 6. afdeling af Landinspektør Junior Cup.
17-årige Søren Bobach har haft en forrygende sæson. Som alle ved, vandt han i juli måned verdensmesterskabet på den korte distance i Litauen, men han har også været helt suveræn i årets Landinspektør Junior Cup. Selv om Søren her konkurrerer med landets bedste juniorer op til 20 år, så har han på nær en enkelt ”svipser” - hvor han blev to’er - vundet alle afdelinger.
Førende i Landinspektør Junior Cuppen i pigeklassen, Maja Alm, OK HTF blev i dag tre’er. Vinder blev Ane Linde og med dagens sejr rykkede hun i den samlede stilling op på en tredjeplads. Førende er stadig Maja Alm med Camilla Bergmann som ny på andenpladsen.

Resultater:
Seniorer
Herrer, 16.4 km, 28 poster
1. Rene Rokkjær, OK Pan 98.13
2. Tue Lassen, Fåborg OK 102.57
3. Claus Blaoch, OK Pan 105,00

Damer, 10.8 km, 25 poster
1. Signe Søes, OK Pan 86.43
2. Gry Johannsen, OK Pan 99.15
3. Karina B. Knudsen Horsens OK 101.11

Juniorer
H 17-18, 9.6 km, 22 poster
1. Søren Bobach, Silkeborg OK 66.33
2. Rasmus K. Kragh, Skive AMOK 72.13
3. Kasper Fjellerup. FIF Hillerød 79. 28

H 19-20, 9.6 km, 22 poster
1. Christian Bobach, Silkeborg OK, 69.02
2. Philip G. Lund, Søllerød OK 69.30
3. Emil Folino, FIF Hillerød 79.28

D 17-20, 6.8 km 20 poster
1. Ane Linde, OK Pan 57.34
2. Camilla Bergmann, Allerød OK 62.17
3. Maja Alm, OK HTF 62.44


http://www.randers-ok.dk/page.php?id=28