Anne og Signe vandt deres heat. Chris bedste herre på en tredjeplads

Det blev en fantastisk flot dansk kvalifikation til finale på langdistancen ved EM i orientering i Estland. Med placeringerne 1, 1, 3, 4 og 6 er der kæmpe optimisme i den danske lejr inden fredagens finale, der har opløb lige uden for danskernes hotel.

For en gangs skyld var det pigerne, der leverede de store overskrifter ved at hente hele to førstepladser i deres kvalifikationsheat. Anne Konring Olesen leverede et fantastisk flot løb og vandt sit heat med bare fire sekunder foran Mari Fasting fra Norge.

- Det er enormt fedt og en god revanche fra i mandags, hvor jeg missede finalen på mellemdistancen med to sekunder. Det skulle ikke ske igen i dag, så derfor fightede jeg godt hele vejen, sagde en glad Anne Konring Olesen. Hun sammenlignede dagens terræn med Klinteskoven på Møn.

Annes tid var i øvrigt dagens næstbedste af alle. Kun Simone Niggli-Luder løb hurtigere i de tre kvalifikationsheats.

Dagens anden vinder, Signe Søes, var også glad efter dagens præstation:

- Jeg får en lidt dårlig start og hænger fast i noget grønt. Men derfra går det faktisk OK. Jeg henter nogle løbere og overhaler dem i det teknisk svære område midt på banen, fortæller hun.

Hun ser det ikke som et pres at skulle starte ud blandt de sidste i morgen:

- Der bliver løbet stærkt i den del af feltet. Måske ser jeg Simone, som starter to minutter efter mig, men nu ved jeg, at bare jeg løber et godt teknisk løb, så kan jeg være med helt fremme, siger Signe Søes.

Gry Johannsen kæmpede bravt i det teknisk krævende og til tider tætte terræn og kom ind som en fin nummer 22 i sit heat. Helene Hausner måtte desværre udgå for første gang i karrieren efter at have vredet om på sin i forvejen skadede fod.

- Begge har fulgt den lagte taktik fuldt ud og løbet koncentreret. De viser, at formen er hvor den skal være og jeg håber, at dagens resultat kan give pigerne tryghed, sagde en meget glad dametræner Bjarne Hoffmann.

Der var i øvrigt stor forskel på heatene. Anne Konrings bane gav mulighed for langt flere udenomsvejvalg end Signes bane og det var afgørende i det relativt tætte terræn i dag, hvor man skulle fighte hele vejen for at komme fremad.

Mændene leverede også fine indsatser i dag. Chris Terkelsen leverede et stabilt løb i dag og kom ind på en tredjeplads, 50 sekunder efter heatvinder Valentin Novikov fra Rusland. Carsten Jørgensen fik oprejsning efter at være røget ud i de første to kvalifikationsløb og kom videre på en sjetteplads, et minut efter Chris.

I et andet heat blev Rene Rokkjær nummer fire efter et løb, han ikke selv var tilfreds med. Han bommede en post med flere minutter og var overrasket over, at han blev nummer fire i sit heat.

Claus Bloch var kun to sekunder fra at ryge ud i sit heat. Men han viste, at det kan betale sig at kæmpe hele vejen. Århusianeren var næsten fem minutter efter en kvalificerende plads på den første radio og ved næstsidste post var han stadig halvandet minut efter. Bare to sekunder var Claus Bloch fra at ryge ud, men han kan bryste sig af at have sendt blandt andre Tore Sandvik og den regerende verdensmester Andrey Khramov ud.

Mikkel Lund udgik efter et stort bom for at spare sig til lørdagens stafet, mens Christian Christensen endnu en gang måtte sande, at han mangler lidt teknisk for at kunne gøre sig gældende med de allerbedste.

Jakob Ødum kaldte dagens indsats for fænomenal:

- Det var superflotte præstationer af Signe og Anne. Desuden glæder det mig, at Chris, Carsten og Rene, der er vores førstehold i stafetten, viser, at de kan klare sig i den samme terræntype, som skal bruges til stafetten. Og jeg er især glad på Carstens vegne, at han kommer i finalen i dag efter ikke at have kvalificeret sig på de første to løb, sagde en glad landstræner.

http://www.eoc2006.ee/prot.php?file=longq/index.htm

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF