Skip to main content

Landinspektørerne sponsorerer Junior-Cuppen

| Administrator | Nyheder 2006

DOF har fået ny sponsor. Den danske Landinspektørforening (DdL) og DOF har foreløbig indgået en et-årig aftale.

Efter et år uden en sponsor til DOF’s Junior Cup er det en glæde, at kunne præsentere Den danske Landinspektørforening som ny sponsor for Junior-Cuppen for 2006.
Efter et møde i julen og efterfølgende dialog via mail og telefon er parterne nu nået frem til en samarbejdsaftale.
Jacob Hesselbjerg, landinspektør begrunder valget af DOF og Junior Cuppen således:
- DdL er jo en lille branche, så ind imellem må vi tænke lidt kreativt for at gøre opmærksom på os selv. Det prøver vi bl.a. med dette sponsorat.
Der er ca. 1.500 landinspektører i Danmark, men der er brug for endnu flere. Faktisk er der så stor mangel på nye landinspektørkandidater, at landinspektørforeningen har set sig nødsaget til at igangsætte en kampagne for at tiltrække flere nye studerende til studiet
Vi har undersøgt, hvilken baggrund vores nuværende studerende har, og det viser sig, at mange løber eller har løbet orienteringsløb. Fællesnævneren mellem orienteringsløb og landinspektørarbejde er kortet. Næsten alle landinspektører arbejder med kort i en eller anden form, og mange af dem kombinerer også det udendørs opmålingsarbejde med indendørs beregning og korttegning".

Der er fra DdLs side udtrykt interesse for et fortsat samarbejde efter 2006, men som de selv udtrykker det – ”så er vi lidt nye på dette marked, så vi tager et skridt i første omgang”.

Sponsoratet betyder at juniorerne (nr. 1, 2 og 3) kan se frem til at modtage præmier i alle afdelinger af årets junior cup, som vil komme til at bærer navnet LANDINSPEKTØR JUNIOR CUP.
Sammen med kontanter til forbundet lyder det samlede sponsorat på 30.000 kr
Landinspektørforeningens kampagne for at tiltrække flere studerende vil kunne ses på deres nye hjemmeside www.blivlandinspektør.nu fra 1. februar. Her kommer et væld af informationer om, hvordan man uddanner sig til landinspektør, og hvad man som landinspektør kan forvente at arbejde med.