Skip to main content

K.F.I.U. vinder 4. division for første gang

| Administrator | Nyheder 2007

Østkredsens 4. og 5. division afgjort


Ballerup OK var søndag arrangør af både 4. og 5. division i Grib Skov. Det var anden runde, hvor det skulle afgøres, om man i den tredje og sidste runde skal løbe om oprykning eller nedrykning. Der skete dog ingen forskydninger i de to divisioner, da klubberne placerede sig i samme rækkefølge som i 1. runde.

K.F.I.U. er en klub på vej frem. Efter at have vundet 6. og 5. division de seneste to sæsoner, vinder klubben nu 4. division for første gang. Med til oprykningsmatchen kommer også OK Midtvest, der gentog sidste års andenplads.

OK Skærmen rykkede sidste år ud af 3. division – og skal nu undgå at rykke ned en gang til. I denne match deltager også Kildeholm OK, der ikke opnåede nogen sejre i 4. division i år.

Slutstilling 4. division: K.F.I.U. 11 point; OK Midtvest 8 point; OK Skærmen 5 point; Kildeholm OK 0 point.

Køge OK sikker vinder af 5. division

Sidste år vandt Køge OK 6. division – i år vinder de så 5. division. Køge OK er den klub, der har vundet 5. division flest gange, da det i år skete for fjerde gang. Politiet løber i år i 5. division for første gang – men har stadig chancen for en hurtig tilbagevenden til 4. division.

OK SG og Lyngby OK skal derimod undgå at rykke ned i 6. division.

Slutstilling 5. division: Køge OK 12 point; København PI 8 point; OK SG 4 point; Lyngby OK 0 point.

Alle matcher om op- og nedrykning mellem de fire nederste divisioner afvikles den 6. oktober i Hvalsøskoven.

Morten Jensen