Skip to main content

Igen en svær dag i Ulfborg

| Administrator | Nyheder 2007

JWOC og EYOC testløbene sluttede af med den lange distance. Igen med teknisk svær orientering, der udfordrede de 66 unge løbere.

Starten på dagens lange distance gik ud i det naturmæssigt meget skønne Sdr. Vosborg Hede eller det såkaldte urfuglereservat. Et særdeles detaljeret område bestående af lyngbevoksede indlandsklitter, som stillede store krav ikke blot til overblik og teknik, men også til fysikken.

D16 blev overbevisende vundet af Camilla Søgaard, Horsens OK – hun havde en margin på næsten seks minutter ned til dagens to’er Nanna Dybdal. Camilla fik således en flot afslutning på de tre testløb og måske lidt oprejsning - hun kan næppe være helt tilfreds med resultatet i sprint og mellem. For Nanna Dybdal var det tredje dag hun kom på præmiepodiet.
Gårsdagens vinder Emma Klingenberg, hvis strategi i dag skulle være at gå ’cool ind til posterne’ bommede i dag og var godt 11 minutter efter Camilla på tredjepladsen.
I H16 blev dagens vinder Marius Thrane Ødum. Det blev derfor tredje dag den unge OK Øst løber var på præmiepodiet. I dag var han tilfreds med sit løb: -”Det var sjovt, jeg kan godt lide teknisk krævende orientering. I dag bommede jeg kun to minutter”. Han var generelt tilfreds med sine placeringer ved de tre testløb - 3. plads på sprint og 2. plads på mellemdistancen - men ikke med sin indsats i de to første. –”De to løb ville jeg gerne have gjort bedre” sluttede Marius.
Henrik Bendt, Allerød OK blev to’er, 2 ½ minut efter og Andreas Boesen, Roskilde OK, der vandt i går blev tre’er, næsten 12 minutter efter.
Så lykkedes det for Søren Bobach i H20. Efter to dage at være slået af storebror Christian blev det i dag Søren, der løb af med sejren. Søren var ellers på forhånd ikke alt for optimistisk, idet han midt i ugen havde spillet fodbold og fået en tackling med en let forstuvning til følge. –”På grund af min let hævede fod gik jeg efter at løbe et godt teknisk løb. Det lykkedes stort set”, sagde en tilfreds Søren efter løbet.
To’er blev gårsdagens vinder Rico H. Mogensen, 47 sekunder efter Søren. Rico lå ellers i klar førerposition efter de første 15 poster, men bommede et par minutter på den sidste del. Christian Bobach blev tre’er, godt fire minutter efter Søren. Christian kunne dermed for tredje dag i træk stille sig op i præmiekøen.
I D20 fik vi dagens mest suveræne sejr. Maja Alm, der slet ikke var tilfreds med sit løb i går, hvor hun blev firer, leverede i dag et fornemt løb og var næsten 12 minutter foran dagens to’er Signe Klinting. – ”Jeg havde en rigtig dårlig dag i går og var meget opsat på at gøre det bedre i dag. Løb sikkert til de første par poster og fik godt flyd. Jeg bommede lidt på post 13 – 2½ minut – men ellers gik det rigtigt fint”, sagde en meget tilfreds Maja efter løbet.

U16 landstræneren, Michael Sørensen og de to juniorlandstrænere Ulrik Staugaard og Lars Lindstrøm fulgtes ad i bil fra Sjælland til testløbne. På turen fra Ulfborg og hjem til Nordsjælland i Fabiaen får de rig lejlighed til at drøfte de tre dages resultater, som skal danne grundlag for de to landshold, der nu skal udtages.
Offentliggørelse vil ske tirsdag den 29. maj her på hjemmesiden.

http://www.vestjyskorientering.dk/pages/webside.asp?articleGuid=23748&menuGuid=10664&subMenuguid=12642