Skip to main content

Historisk dag for dansk eliteorientering

| Administrator | Nyheder 2007

Med to danske sæt stafetmedaljer blev de Nordiske Mesterskabers anden dag, som landstræner Jakob Ødum udtrykte det, ”en historisk dag for dansk eliteorientering”.

På forhånd var der stillet de største forventninger til de danske juniorer og de skuffede ikke.
Alle løbere på både det bedste danske damejuniorhold og det bedste herrejuniorhold leverede strålende løb, og var med til at præge konkurrencen fra start til slut. Begge hold vandt sølv og for begge skete det efter en medrivende spurt, hvor de norske juniorhold - desværre i begge tilfælde - på de sidste meter havde det største overskud.
Historisk blev dagen, fordi det er første gang, at dansk eliteorientering vinder to stafetmedaljer ved samme internationale konkurrence.
Damejuniorholdet havde Signe Klinting på første turen. Signe sagde efter løbet: -”Jeg synes jeg var ret god i dag. Jeg kom godt i gang, og fandt ret hurtigt ud at det var mig der måtte tage intiativ, så det gjorde jeg”. Signe havde initiativet helt frem til skiftet, så hun kunne sende Line Søderlund ud som første løber på anden tur, fem sekunder foran det norske hold. Line Søderlund, gik lidt forsigtig ud. Det skulle vise sig at være en klog taktik, idet de dygtige banelæggere, netop havde lagt første post i et teknisk vanskeligt område, hvor mange bommede. Line lavede et par mindre fejl på banen, der betød, at hun blev overhalet af både Norge og Finland. Ved skiftet sendte hun Maja Alm, gårsdagens nummer fire på sprint, ud som nr. tre, godt et minut efter førende Norge.
Maja Alm kom modsat i går rigtigt godt fra start og havde allerede ved post to kontakt med nordmanden. Ved publikumsposten en km før mål var Maja Alm i front, men tæt forfulgt af nordmanden. De to kom samtidig ned til sidste post, men Maja Alm kom forkert rundt om en slåenbusk, tabte 10 meter og i spurten stod den norske pige ikke til at hente.

Herrejuniorholdet havde Anders Konring Olsen på første tur. Han kom godt fra start, men bommede tre til fire minutter senere på banen. Kom til skiftet som nummer seks, godt fire minutter efter de førende svenskere. Det danske hold havde på anden turen Søren Bobach, der i går vandt det nordiske sprintmesterskab. Søren Bobach ’sprintede’ også i dag. På radiotiderne kunne man høre, at han stille og roligt åd sig ind på forfølgerne. Ved publikumsposten var svenskerne sat af og i front var norske Torgeir Nørbech med Søren Bobach lige i hælene. På det tidspunkt var der udsolgt hos Søren, men det lykkedes trods en lille fejl at holde kontakt med nordmanden, så han kunne sende storebror Christian Bobach ud på sidste tur, sekunder efter Norge.
På tredjeturen stod det hurtigt klart, at sejren skulle afgøres mellem Danmark og Norge. Efter skiftende føringer blev afslutningen akkurat så tæt og spændende som frygtet. Også i denne sidste spurt var nordmanden et par skridt foran og kom i mål nordisk mester ni sekunder foran det danske hold.
Alle seks løbere på de to hold ser med stor selvtillid frem mod næste store stafetopgave, når det i juli måned går løs ved Junior VM i Australien. Om forventningerne til juniorerne i morgen på den mellem distancen i Paradisbakkerne siger Christian Bobach: - ”Vi løber for medaljer igen i morgen”.

Forventningerne til de fem seniorhold har ikke helt så høje, men med gode løb af første holdene var ambitionen for både herrerne og damerne top seks palceringer.

De danske damer løb alle gode løb. Anne Konring Olesen på første turen var med til at præge feltet og kunne sende Helene Hausner ud som tre’er. Helene Hausner leverede også et godt løb, men tabte dog lidt terræn i forhold til teten, så Signe Søes blev sendt alene i skoven. I mål kom holdet ind på en ottende plads kun godt fire minutter efter en medaljeplacering. En absolut godkendt placering i det stærke felt.

Det bedste danske herrehold fik en rigtig dårlig start. Claus Bloch havde store problemer i de tættere partier i skoven og kom i mål godt syv minutter efter de førende svenskere. Selv med to gode løb af henholdsvis René Rokkjær og Mikkel Lund blev det til holdet en placering som 12 af de 21 hold.
Andetholdet med Thomas Jensen var modsat Claus Bloch med teten hjem. Hans gode indsats blev fulgt op af en tilsvarende god præstation af Michael Sørensen, hvorimod Rasmus Søes på sidste turen ligesom Claus Bloch ikke fik tingene til at køre. Rasmus kunne dog bringe Danmark 2 i mål som nr. 11, et minut foran Danmark 1.

Resultater:
Senior, 3 ture
Herrer, 21 hold
1.\tSchweiz 149.06
2.\tFinland 149.21
3.\tSverige 149.23
11. Danmark 2, 160.59
12. Danmark 1, 162.00
18. Danmark 3, 175.33

Damer, 17 hold
1.\tSverige 136.24
2.\tSchweiz 138.09
3.\tFinland 138.37
8. Danmark 1, 142.58
15. Danmark 2, 184.36

Herrejunior, 10 hold
1.\tNorge 127.19
2.\tDanmark 1, 127.28
3.\t3. Sverige, 129.16
4.\t8. Danmark 2, 136.14

Damejunior, 10 hold
1.\tNorge 2, 115.00
2.\tDanmark 1, 115.04
3.\tNorge 1, 119.07
10. Danmark 2, 134.49

http://www.noc2007.dk/