Skip to main content

Skal Rasmus Thrane klippes?

| Administrator | Nyheder 2007

En af de juniorløbere, der har været til de to NOC-testløb i weekenden i Sverige er Rasmus Thrane. Han gjorde det imponerende godt og går nu og håber på, at han skal klippes på tirsdag

Rasmus Thrane, Søllerød OK, som ikke er i junioreliten har i denne weekend ved de to NOC-testløb gjort det rigtig godt. Blev nr. tre lørdag på den lange distance efter de to Bobach brødre, og i dag søndag på den korte distance fik han sig kilet ind mellem de to Bobach’er på en flot andenplads.
Når Rasmus håber, at han skal klippes tirsdag, skyldes det et væddemål indgået med juniorlandsstræner Lars Lindstrøm om, at hvis han løb sig på NOC-holdet måtte han lade den lange hårpragt falde. –”Gad vide om vi ikke ser en korthåret Rasmus på tirsdag”?

Vinderne de to dage var de samme og begge dage var det efter suveræne løb.
Christian Bobach, vinder i herrejunior, sagde i dag efter sin anden sejr på to dage: -”Jeg er for tiden rigtig godt løbende. Jeg har ellers haft lidt problemer med min akillessene, men har ikke mærket noget til den i terrænet her i de to dage”. Christian synes i øvrigt det havde været to gode dage – spændende orientering i fede terræner – ”det er sjovt”, sluttede han.

Maja Alm var også suveræn begge dage. I dag vandt hun i en tid, der lå under banelæggerens stipulerede vindertid. Maja har ikke så mange kommentarer, men de er til at forstå: -”Det gik helt perfekt både fysisk og teknisk og posterne stod bare der hvor de skulle”.

De to juniorlandstrænere lægger ikke skjul på, at de er godt tilfredse efter de to dage, hvor de bedste juniorer viste et meget højt niveau. De lægger heller ikke skjul på, at det er med visse forventninger de ser frem til NOC.
Der udtages 6 drenge og 6 piger til NOC og holdet offentliggøres i morgen mandag.

Resultater:
Juniorherrer, 16 deltagere, 3600 m
1. Christian Bobach, Silkeborg OK 23.02
2. Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK 24.25
3. Sören Bobach, Silkeborg OK 24.45

Juniordamer, 12 deltagere, 3200 m
1. Maja Alm, HTF 22.36
2. Line Söderlund, Farum OK 25.42
3. Camilla Bergmann, Allerød OK 26.12

http://elite.do-f.dk/elite/arkiv/2007/NOCtest2007.asp