Skip to main content

Årets internationale sæson starter i Nordjylland

| Administrator | Nyheder 2007

Med weekendens Nordjysk 2-dages lægger OK Vendelboerne ud med årets første løb med international deltagelse på dansk grund.

1529 løbere er tilmeldt stævnet som afvikles i Højen Gran, lørdag og Tversted Plantage, søndag.
Stævnet er kendt for at trække mange specielt norske og svenske løbere til, da det normalt er deres første mulighed for at komme ud at løbe orienteringsløb uden at skulle løbe rundt i sne.
At arrangørerne så lige bestemt sidste år med 40 cm sne i skoven måtte erkende ”at ingen regler er uden undtagelser”.
I år ser det meget bedre ud, men der er ikke den samme interesse for løbet fra elitens side som sidste år, hvor løbere fra udlandet kom i stort antal for at forberede sig til VM i Danmark.
I år har vi godt nok Nordisk Mesterskab på Bornholm i maj, men det betyder ikke større søgning til årets NJ 2-dages.
Der er dog interessante løbere på årets startliste i både H21E og D21E.
Den norske juniorelite møder næsten op 100% og de er alle tilmeldt i H og D 21E. En af de to norske landstrænere er dansk, Kenneth Buch fra Jelling, og gad vide om han ikke har haft en finger med i spillet, når det norske juniorlandshold har valgt NJ 2-dages som forårskonkurrence. Blandt de norske juniorer er bl.a. Olav Lundenæs, der vandt Guld ved JVM i 2005 på lang. I 2006 vandt han sølv på samme distance ligesom han også tog sølv på mellemdistancen, efter vores egen Søren Bobach.
Olav Lundenæs er i øvrigt elev af Kenneth Buch. Søren Bobach løber i år internationalt for Østmarka OK og er dermed blevet klubkammerat med Olav.
Mest prominente udenlandske seniorløber er den svenske landsholdsløber Matthias Karlsson, der løber for Halden OK.
Han var på det svenske stafethold, der i 2003 vandt guld ved VM i Schweiz. I 2004 vandt han sølv på den lange distance ved VM i Sverige.
Af danske navne der kan yde Matthias konkurrence er det Troels Nielsen, Horsen OK. Troels blev nr. 11 ved VM i 2004, hvorimod han i 2006 slet ikke kunne få formen på plads. Deltog i stedet i VM som speaker. Spændende derfor at se hvor hans form nu står. Derudover bør unge Christian Christensen, OK Pan kunne være med i kampen om topplaceringer. Christian fik sin A-landsholdsdebut ved EM i 2006 og er i år optaget i forbundets elitegruppe. Endelig er der Renè Rokkjær, der efter VM sidste år meldte sig ud af forbundets elitegruppe for prioritere anderledes. Det ville dog overraske om ikke Renè fortsat har fart i skoene. Endelig vil lokale Nikolai Nielsen sikkert også være med i kampen om placeringer i toppen.
I dameklassen er Signe Søes, OK Pan eneste dansker fra forbundets elitegruppe. Signe, der sluttede 2006 sæsonen af med en flot sammenlagt 14. plads i World Cuppen. Udover Signe er der Gry Johannsen, OK Pan og Karina B. Knudsen, Horsens OK, begge fra U-25 gruppen og begge havde de optræden på A-landsholdet i 2006. Gry var med til EM i Estland og Karina til VM i Danmark.
De tre må kæmpe om topplaceringerne med pigerne fra det norske juniorlandshold.