Skip to main content

ITA 07-08 med DOF deltagelse

| Administrator | Nyheder 2007

Da starten i dag gik til Idrættens Træner-Akademi (ITA)07-08 var det med Lars Lindstrøm og Jan Jakobsen på skolebænken - de første DOF deltagere nogensinde på denne uddannelse.

Da Jan Milandt, DIF og Martin E. Petersen, Team Danmark i dag på Scandic Hotel i Hvidovre bød de 44 deltagere velkommen til ITA uddannelsen 07-08 var det for første gang med DOF deltagelse. Lars Lindstrøm, juniorlandstræner og Jan Jakobsen, træner i OK Øst er de to, der på uddannelsen repræsenterer orienteringsidrætten. Fodbold og håndbold er stærkest repræsenteret med henholdsvis 17 og 7 deltagere. Øvrige idrætter repræsenteret på uddannelsen er basket, roning, atletik, militær femkamp, sejlsport og tennis.

Af meget kendte deltagere på holdet ud over Lars og Jan er Michael Laudrup, Lars Olsen og Mark Strudahl, fodbold og Christian Dalmose, håndbold.

ITA opfylder kravene til trænerniveau 4, fastsat af ”European Network og Sports Science in Higher Education” (ENSSEE). Uddannelsen tager 2 år svarende til 1 års studieværk.

Ud over uddannelsens fællesfag består uddannelsen også af en specialforbundsdel.
Specialforbundsdelen skal bestå af minimum 75 lektioner. Denne del af ITA uddannelsen skal DOF nu i gang med at have beskrevet. Steen Olsen, Søllerød OK har påtaget sig denne opgave.
Med til introduktionen af uddannelsen var derfor forbundenes ansvarlige for forbundsbeskrivelsen også inviteret, hvorfor også Steen Olsen, Jakob Ødum og K. K. Terkelsen deltog for sammen med kursusledelsen at få lagt rammerne for dette beskrivelsesarbejde.
Allerede den 8. marts er det næste møde aftalt med ITA’s kursusledelse, og her skal første udkast til den forbundsspecifikke uddannelse ligge klar med lektionsoversigt, budget mm.
DIF og Team Danmark støtter beskrivelsesarbejdet med 10.000 kr. ligesom udgifterne til selve specialforbundsuddannelsen med undervisere mm. betales af ITA.

Jo, der sker noget på træneruddannelsesfronten i DOF:
20 deltagere er i gang med Klubinstruktøruddannelsen, Niveau I
9 deltagere er i gang med Klubtræneruddannelsen, Niveau II
3 er i gang med Diplomtræneruddannelsen, Niveau III
2 er nu i gang med Idrættens Træner-Akademi, Niveau IV