Skip to main content

Eliten klar til sæsonafslutning ved Jættemilen

| Administrator | Nyheder 2008

Stærkt elitefelt til start i 45. udgave af den barske klassiker

På søndag afsluttes orienteringssæsonen 2008 med maner. Finalen i Trimtex Cup & Landinspektør Junior Cup, der fungerer som nationale ranglister for henholdsvis senioreliten og junioreliten, afvikles i den smukke Grib Skov.

Jættemilen er en ægte klassiker. Første konkurrence var i 1963, hvor 50 deltagere startede i Tisvilde Hegn. Løbet har derefter vokset sig stort og altid fungeret som et barskt langdistranceløb med fællesstart - en rigtig kraftprøve til at afslutte sæsonen med. I år er løbet desuden afslutning på den danske rangliste.

I dameklassen stiller Signe Søes fra OK Pan Århus til start. Signe har gennem hele 2008 leveret det ene topresultat efter det andet og ligger nr. 7 på den seneste Verdensrangliste fra IOF. Signe har allerede vundet årets Trimtex Cup inden finalen. Værste konkurrenter bliver sandsynligvis de lokale veteraner Dorte Dahl, FIF Hillerød & Tenna Nørgaard Landsperg, Tisvilde Hegn OK. Damerne skal løbe en bane på 16.100 meter med i alt 34 poster.

I herreklassen stiller den nybagte far og Verdensmester fra i sommers; Jamie Stevenson, Tisvilde Hegn OK til start. Jamie er skotte, bosat i Danmark og var med på Storbritanniens GULD hold ved årets VM i Tjekkiet. Den danske elite vil være opsat på at give Jamie kamp til stegen og mon ikke Rasmus Søes, Farum OK i topform er et godt bud på en sejrherre i denne herredyst. Alle de ti bedst placerede i Trimtex Cup stiller til start søndag, så førende Christian Christensen fra OK Pan Århus kan se frem til en hård dag med at forsvare 1. pladsen på den 25.100 meter lange rute, hvor der skal findes ikke mindre end 53 poster!

I alt forventes ca. 700 løbere at deltage i søndagens Jættemil. Der er enkelte ekstra baner til salg, hvis du skulle have fået blod på tanden. Stævnet er i år meget tilskuervenligt med start, mål og publikumsposter indenfor få meter. Der vil desuden være speakning og selvfølgelig mulighed for at købe lidt godt at spise og drikke – Så tag bare en tur ud i den smukke efterårsskov og følg den danske elite i orienteringsløb.

Link til løbets hjemmeside herunder.


http://www.orientering.dk/ok-73/loeb/jm2008/index.htm