Skip to main content

Dialogmøder klar

| Administrator | Nyheder 2008

Breddepolitikken er klar til debat i hovedbestyrelsen og efterfølgende klubhøring ...

Kredsudvalgene og fagudvalgene, Børn og Unge samt Bredde er klar med et 1. oplæg til en ny breddepolitik som i dag afleveres til hovedbestyrelsen, der førstebehandler oplægget den 24. april.

Derefter går oplægget i klubhøring og bliver behandlet på hele tre dialogmøder. Et i hver kreds.

”Vi har valgt at indbyde til disse ekstraordinære møder i hver kreds og kaldt dem dialogmøder for at åbne op for en bredere kreds af deltagere. Vi regner selvfølgelig med, at de sædvanlige klubledere, som vi møder til de 3 ordinære klubledermøder, kommer. Det er jo dem, der bestemmer i klubberne, og som derfor har et afgørende ord, når der skal tages beslutninger ud fra den nye politik,” siger Lisa Tantholdt til hjemmesiden og fortsætter:

”Men vi ser også gerne, at klublederne tager flere med. Vi tænker her på de mange, der mere praktisk tager sig af børn og unge eller den daglige træning og rekruttering i klubben. Det er jo ofte disse ildsjæle, der reelt ved, hvor skoen trykker og skal være med til at udvælge og prioritere opgaverne.”

”En ny breddepolitik er jo dybest set et spørgsmål om fokusering. Vi mangler ikke på nogen måde ideer. De er der. På breddeområdet handler det i langt højere grad om at finde hænder og hoveder, der vil og kan løse opgaverne. Det kræver gode overskuelige rammer, der sikrer oplevelsen af, at det nytter og er sjovt, og at der skabes mere energi og værdi, end der bruges. En stor hjælp hertil er, at vi på tværs af klubber og forbund arbejder efter samme strategi. Så derfor er en samlet breddepolitik vigtig,” Slutter Lisa Tantholdt.

Dialogmøderne afvikles efter følgende plan. Alle dage kl. 19.00-21.30.

Mandag den 5. maj 2008 – Syd – Fredericia, FROS klubhus, Hannerup
Tirsdag den 6. maj 2008 – Nord – Støvring, Biblioteket
Onsdag den 7. maj 2008 – Øst – Roskilde, OK Roskildes klubhus

Deltagelse er gratis.

Se det seneste oplæg til breddepolitik via link

http://www.do-f.dk/forbund/dok/forslag/2008_breddepolitik_3.3.pdf